Ny Supergroup i den progressive musik: Sons of Apollo

En ny supergroup er blomstret i den progressive musiks navn med de fedeste personer i gamet. Det er sønner af musikkens og kunstens gud der er på spil, og de leverer et modent og nærværende progressivt værk med alt hvad der skal være… hverken for lidt eller for meget.

Der er tale om Sons of Apollo som har bl.a. Mike Portnoy og Derek Sherinian på rollelisten, så der er selvfølgelig lagt op til en masse ex-Dream Theater-lir, men også alt andet godt fra den progressive rock og metals historie. Alt dette guf får vi i debuten, der bestemt ikke er tilbageholden i forhold til tiel; ”Psychotic Symphony”, som udkommer den 20. oktober.

Der er ikke sparet på detaljerne

Orientalsk musik i første nummer ”God of The Sun” fader up med computerlyde og citarlir som langsomt bliver mere og mere vestligt i sit udtryk med klangflader af guitarhyletoner. Som stor tilhænger af Dream Theaters ”Falling Into Infinity” (1997) bliver jeg glad når keyboard-nestoren Derek Sharinian her disker op med key-tunes der har reminiscens fra albummets mesterlige suite ”Trial of Tears”, hvor Sharinian netop var keyboardmand i Dream Theater.

Efter halvanden minuts tid kommer der klassiske Portnoy rytme fills på, og vi er så småt i gang med at få nummeret helt på benene. Der er stadig lidt orientalsk musik i luften med harmoniske mol-skalaer. Når verset sættes ind, får man klassisk metalvokal. Det er nemlig Jeff Scott Soto der star bag mikrofonen, og ham kender mange som leadvokalist fra Yngwie Malmsteens to første soloplader “Rising Force” og ”Marching Out”. Han har både lidt poprock og metal i stemmen, og han er god til at levere simple iørefaldende melodier med banale tekster, hvor man kan høre hvert et ord der bliver sunget.

I det 11 minutter lange nummer er der selvfølgelig et instrumentalt mellemspil med masser af progressivt lir til den store guldmedalje. Der er stor kemi mellem musikerne, og det hele smelter rigtig godt sammen, og der er hverken for meget eller for lidt lir efter min mening. Det er bare svedigt progressivt metal, det her. Guitarmaterialet er superfedt, og det er da også ingen ringere end Ron “Bumblefoot” Thal (ex-Guns N’ Roses) som er med i Apollo-projektet, og det er et godt valg.

Ind i tone-labyrinten

I fjerde nummer ”Labyrinth” lever Sons of Apollo up til titlen, for der er godt nok mange formled og masser af halsbrækkende virtuositet. Der er lånt nogle gode udtryk fra Dream Theater som Portnoy nok ikke har så let kan slippe, men det er mest i det instrumentale. I vokalmaterialet er der på et tidspunkt nogle tonesammensætning der minder om Nirvana, så man må sige, at de kommer vidt omkring i genre…uden at det lyder som nu-metal, vel og mærket.

I syvende nummer ”Figaro’s Whore” starter Sherinian ud med en Jon Lord-agtig solo, som efterfølges af et endnu mere Jon Lord-agtigt orgelriff, og et moderne Deep Purple-nummer er i gang. De slipper virkelig godt fra det, for materialet er super blæret, og Soto synger fantastisk. Nummeret opbygger mod mere og mere intensitet, og Portnoy styrer nummeret med lydmursrulninger som han er ekspert i.

Sort utopi med kant

Sidste nummer er et instrumentalnummer af høj kaliber, og det lægger titlen også op til; ”Opus Maximus”. Lige fra første beat kan man fornemme, at startriffet er en god åbning for et instrumentalnummer, og det lægger op til musik med stor patos. Der er en passage i “Opus Maximus” der minder meget om ”The Sons of Anu” fra Sharinians soloalbum ”Black Utopia”. Her var der en helt insane line-up, bla. Al Di Meola, Yngwie Malmsteen og Simon Phillips (trommer), men det ekvilibristiske akrobat-nummeret var egentlig ikke sååå godt kom komponeret. Det bliver der rettet op på her, hvor kompositionen er langt mere velovervejet, og det er en fryd at få en æstetik-upgraded udgave af det gamle Sherinian-materiale.

Alt det tematiske materiale i nummeret er iørefaldende og samtidig med kant, og overgangene mellem temaerne er helt gnidningsfrie og naturlige. Startriffet kommer igen til sidst med lidt variationer, og forløsningen er fuldkommen. Det er et nummer som er modent komponeret, med temaer der i den grad er holdbare, og som binder det hele elegant sammen. Et MUST HEAR for alle prog freaks.

Sande sønner af Apollo

”Psychotic Symphony” er ikke en bare-for-at-gøre-det-plade, det er et band der tager genren alvorligt. Sons of Apollo har virkelig en vision med sangene, og alle musikanter er super engageret i deres instrument i forhold til bidraget til det store hele i numrene. Samtidigt er de virtuose på den fede måde, og man fornemmer hele tiden, at materialet der bliver præsenteret i alle instrumenterne giver mening for resten af bandet, og det er dét musik handler om.

På albummet er der også plads til nogle standard heavy og rock-vendinger som står i kontrast til de virtuose mellemspil, og det skal der også være plads til, og på den måde kan alle bandmedlemmerne, som har rødder i rock og heavy, bidrage med noget som de har på rygraden.

Sharinian overrasker, for han har  lavet en del middelmådigt musik som solokunstner og med Planet X, som ikke har haft nok sangskrivertalent indover, og man kan mærke hvor stor en musikpersonlighed Mike Portnoy er, for når han er med i et projekt hvor han er sangskriver, så spiller det for vildt. Portnoy laver mange rytmer og  fills som næsten lyder som citater fra Dream Theater perioden, men det er jo bare hans DNA, og han vil altid være en topmand i den progressive musik, for han har æstetik og masser af punch, og ved hvordan man opbygger intensitet i et nummer. Også bassisten Billy Sheehan gør det godt på dette album. Ham kender man fra The Winery Dogs, Mr. Big og David Lee Roth, og man må håbe at Sons of Apollo kører videre som band, og med denne glimrende lineup.

”Psychotic Symphony” er et psykopat fedt album, og jeg kunne godt forestille mig at det kan blive en prog-klassiker i fremtiden, og den skal da også have 4.5 stjerner.