Sorte Fugle II

Sorte Fugle har gjort producer Rune René Hansen til en fast del af projektet, og de to urfugle og kernemedlemmer Flemming Walther og Dennis Bengtson synger stadig i den grad med hver sit næb og udstikker fugleflugtslinjen. Rent musikalsk flyver fuglene højere end på det forrige album og teksterne har bevaret alvoren, omend mindre selvfedt og med mindre udkantssmerte, hvilket i min bog er et plus.

Der er noget Eik Skaløe klang i Bengtsons vokal og Peter Sommer i Walthers og det sætter jo forventningen om spids poesi op. Med et skrabet fundament i grundarrangementet kombineret med velvalgte og godt komponerede synth/stryger motiver tilkobles også et element af Nephew. Selvom Sorte Fugle absolut står for noget selvstændigt i deres sangskrivning, så stå bare af, hvis man slet ikke kan med de tre nævnte navne, for det ER altså i den boldgade, at vi befinder os…

I deres pressemateriale listes flere musikere, som har bidraget på albummet, eksempelvis Anders Bøgelund Knudsen på bas og kor samt Danny Wickmann på Saxofon. I følge deres Faceboook profil består bandet også af Anders Haahr på Synth (ham kender vi særdeles godt fra de glimrende bluesrockere Freddy and The Phantoms). Hvorom alting er, så har duo indlemmet flere fugle i flokken, og det har været en fordel at udvide besætningen – da denne udgivelse har en bredere musikalsk palet. Samtidig er der en god vekslen i stemninger, der bliver spillet overraskende råt og nøgent og på samme tid indadvendt og af og til med en særdeles poppet lyd. Og produktion er ikke øko-venstrehånd som sidst, men fremstår gennemarbejdet og bilradioegnet, hvad de nok ikke vil indrømme, er bevidst.

Den danske sang…

Samtidig er jeg glad for at der skiftes i vokalen, dels da deres stemmer er ret forskellige og derved tilfører hvert deres præg, og dels fordi, deres respektive stemmer er så insisterende flaaade og daaaanske, at mine sarte ører trænger til at der rokeres på pladserne af og til. Sådan er stilen og det hjælper til at understrege deres ildhu og dedikation til at afstå fra de værste realityshow floskler og flødevokaler. De vil med andre ord iscenesætte det danske sprog. De har ikke glemt den spidse pen, og teksten i første flotte nummer “Langsom” illustrerer, “det at gerne ville være en del af udviklingen i et samfund, hvor halvdelen løber for hurtigt uden at tænke sig om, mens den anden halvdel tænker så meget at de aldrig kommer afsted” (hentet fra deres pressemateriale). På den måde bliver alle holdt nede af et dysfunktionelt… System Danmark:

“Er du langsom vil du følge mine spor, her hvor jeg går (svar: sæt farten ned min ven, vi er mange der vil stå der hvor vi står)

tager ingen chancer du skal løbe så stærkt du skal fan’me følge med (der er ingen glæde her, jeg vil trampe så hårdt så det hele vælter ned)

naturen viser mig en smutvej et sted jeg kan skjule mig lad håbet vise mig et nyt sted en ny tid at leve i(…)

jeg bruger alle pengene hver eneste kroner der er intet der falder af, (det er ikke vores bord, min ven…)”

Og  så fremdeles. Alligevel synes pennen også at være ført med roligere og mindre hektiske fakter end på den første plade, hvor man skulle skabe sig plads i det danske muskiklandskab. “Mærker ingenting” har en god melodi og er i sig selv dybest set en ordleg med tal fra et til tyve:

“Der var en og han blev præsident der var to der bakkede op, og der var tre der ville vælte dem igen

imens den fjerde stod og gloede på de fem der var på flugt, de havde slået holdets sjette mand ihjel”

næste linje starter med de syv små dværge, og på den måde får de blandet ordekvilibrisme med remseleg, og selvom det måske er lidt søgt og udskejet, så klæder det dem lige at tage en slapper.

På nummeret “Sandheden” viser de deres musikalske bredde med en spændstig og kæk disko rytme og firser synth motiver som tilfører nummeret en glæde og fjedrende lethed, hvor de fleste numre er i den mørkere afdeling. Det er lidt sært, at den musikalske tone er happy, mens teksten handler om at deale med skelletter i skabet. “Sandheden” slår frækt over i næste nummer “Uden ansvar”, der kredser om den uundgåelige livspræmis, at skulle påføre sig det tunge åg af ansvar, forpligtelser og erfaring, som de afdøde generationer i familien pr. dødsfald efterlader – til de efterladte:

“Jeg havde håbet ganske ærligt, at du blev her, ja faktisk troede jeg, at du kom ned igen, lige så stille fik du sat dig på mit hjerte, helt uden forsvar helt uden forsvar, her ligger jeg og venter på noget jeg ikke kan holde på og faktisk heller ikke helt forstår, jeg faktisk ikke forstår. Du er ikke den eneste der efterlader nogen, nej nu er du en del af jordens tabte folk”

Ja, livet er noget rod, og afslutningsvis får vi en cool skinger sax solo.

…er en skeptisk mand i fyrrerne

Man kan høre, at Walther og Bengtsom har noget at byde ind med, og det er fint. De er nået til en alder, hvor de både kan kan kigge ud af forruden, sideruderne og smugkigge ud af bakspejlet, mens de forsøger at følge vejens forløb, samtidig med at de orienterer sig efter en genvej… eller en rasteplads. Det er rart at der er nogen der i stort set hver sætning udfordrer det danske sprog og tvinger nærlytteren til at smage på hverdagsord i en ny konstellation.

Der bliver også løftet pegefingre; titlen på sidste nummer “Disse Tomme Ord” er bestemt ikke møntet på dem selv, men i stedet illusioner, normer og politikere, som med floskler og outdatede demagog-klicheer slet ikke har fat i befolkningen, hvorfor Sorte Fugle spørger folket “hvor længe vil I tro på disse tomme ord?”:

“(…)uret tikker videre og vejen den er kridtet op til evig kærlighed og langsomt vågner drømmen vi er sat tilbage på grund vores ærlighed

vores veje mødes nu forstår vi ingenting og hvem er du der tror på disse tomme ord på disse tommer ord, på disse tomme ord?

Jeg bygger mig en båd og tager afsted, den øde jeg søger kaldes fred

hvor mange vil mon med, hvor mange vil mon med, hvor mange vil mon med? 

Alting virker simpelt, men lad det ikke snyde dig for ræven han er snu, og mens vi dykker dybere, bliver vi vant til mørket, vi er er faktisk blinde nu, vi er faktisk blinde nu, vi er faktisk blinde nu”

Nummerets musikalske side udvikler sig hele tiden og skaber en snigende dramatik, der understøtter alvoren og den road-to-nowhere/point-of-no-return tilstand, som teksten synes at beskrive. Jeg er ret vild med det bizarre instrumentale mellemspil med småpsykotisk stueorgel, som veksler uortodokst mellem dur mol.

Vurdering:

Hvem kender ikke ham den spidse og sarkastiske fyr i vennekredsen, som tænker mere, end vi andre drikker, og som tit ender med at have ret? Lidt irriterende ikke? Men også berigende. Sorte Fugle synger som om de er fløjtende ligeglade med hvad reglerne i øvrigt er i Kanøfleskoven. Ikke fordi de provokerer for at provokere, faktisk er det hele ret stuerent; men de har fundet en helt ren tone, som håndterer den vanskelige balance mellem det humoristiske/satiriske og alvor/social indignation – og en smule bedrevidende doceren. Det gode er, at ingen af delene kammer over, ingen sagesløse tæer krummes og lider overlast på nogen måde. Igen, lige som første album, skulle jeg lige lægge min indkantssarkasme på hylden og lyttende byde de ny numre velkommen i volieret.  Og efter et par gennemlytninger, gjorde det slet ikke det mindste ondt, tværtimod.

Jeg synes ikke det er et MESTERVÆRK, jeg oplever albummet som en virkelig, virkelig god to’er, hvor de har fundet sig til rette. Der er dog ingen magelighed at spore, men heller ikke nogen afgørende kunstneriske ryk, kun lidt på musiksiden. Men Sorte Fugle er godt selskab, hvor man kan lære noget nyt, hvis man gider at lytte efter.

Jeg skal her fra stenbroen gøre opmærksom på, at der i morgen torsdag 5. oktober er releasefest for “Sorte Fugle II” på Musikhuset Dexter i Odense, hvor fuglene spiller numre fra deres ny plade. Inden koncerten kan man kvidre lidt med udvalgte fugle og få erhvervet sig deres (signerede) album.