Spectral Voice – Sparagmos

Pinslerne er langtrukne, men døden er nær for Spectral Voice. Heldigvis.

Selvom denne anmeldelse handler om Spectral Voice og deres ny album, ”Sparagmos”, lader vi lige indflyvningen gå hen over Blood Incantation. Deres psykedeliske dødsmetal er trods alt mere kendt og derfor også et godt referencepunkt for at komme ind på Spectral Voice.

Spectral Voice er nemlig et sideprojekt for Blood Incantations to guitarister Morris Kolontyrsky og Paul Riedl samt bassist Jeff Barrett. Så ved man ligesom, at man er i dødsriget, men også at det næppe lyder som de andre bands i øvelokalet. For Blood Incantation har fra starten formået at berige deres ret klassiske dødsmetal med spacerockede elementer – og gik endda på deres seneste skive, ”Timewave Zero”, hele vejen og lavede en regulær ambientplade.

Tilbage til dødsriget

Men ingen undslipper døden, så sammen med trommeslager og growler Eli Wendler, er de tre herrer vendt tilbage til dødsmetallen med en foruroligende kolos i form af ”Sparagmos”.

Purister ud i dødsmetal, der forkaster alt andet end Cannibal Corpse og Suffocation, kan godt stå af her. Fans af Sumacs desparation og ORM’s sfæriske magnumkompositioner bør til gengæld læse videre. For Spectral Voice trækker deres udgave af døden ned i doom-tempo, og med kun 4 numre på et 45 minutter langt album kan det heller ikke overraske, at numrene bruger løs af postmetallens og progrockens byggeklodser.

Som det meste dødsmetal, er temaet uappetitligt, og Spectral Voice forsøger efter eget udsagn at ramme ”[the moment in which – through sacrifice – atavistic wildness is unleashed, and the ultimate exaltation of life through death is realized.”]

Resultatet er mesterligt!

Ikke for alle

Ingen er i tvivl om, at dødsmetallen er ”Sparagmos” hovedpulsåre. Bare ikke hele tiden for temaet skal males med lyd, så tempoet veksles, lange passager uden vokal erstatter growl, der igen afbrydes af desparate skrig og alle mulige brud på dødsmetallens dogmer om nedstemte guitarer og blastede stortrommer.

Produktionen er forbløffende klar, men tilsat masser af rumklang, der især i første nummer ’Be Cadaver’ giver indtrykket af, at stå ved indgangen til en grotte og høre noget ubehageligt, men dragende foregå inde i mørket. Det er formentlig meningen, for pladen bevæger sig mod indtrykket af, at stå tættere på og være en del af de væmmelige begivenheder. Tredje og korteste nummer, ’Sinew Censer’, fremstår ligefrem som offer ritualets kulmination med 7½ minuts nogenlunde regulær dødsmetal med eksalteret vokal og fræsende guitarer.

En gennemlytning af ”Sparagmos” er krævende og næppe for alle. Pladen insisterer på at skabe stemninger og male lydbilleder i stedet for en moshpit. En accept af ekstremmetallens muligheder for at skabe en meditativ stemning er nødvendig for at være ombord. Fans af Neurosis, Sumac og Earth vil givetvis forstå den præmis og blive belønnet med en 4-stjernet rejse ind i dødsriget.