Spiritual Beggars – Sunrise To Sundown

Spiritual Beggars bliver i pressemeddelelsen kaldt for vintage style hard rock, og selvom man med det samme automatisk oversætter sådan en sætning til oldgammelt, uopfindsomt og bagudstræbende ligegyldigt pseudorock, og selvom man ved første gennemlytning tror man hører Europe, så bør man altså lige trække en dyb vejrtrækning, og fremmane lidt nysgerrighed, om ikke andet så for at prøve at kaste lys over, hvad der mon får et svensk band til, på tyvende år, at bore sig endnu dybere ned i 80’ernes kviksand.

Volvo Metal

Lad os få det på plads med det samme, vi taler om nogle garvede herrer, som udover at lege spirituelle tiggere også i deres karriere har haft tid til at spille i Opeth, Arch Enemy, Candlemass, Grand Magus, samt turnere med blandt andre Arch Enemy og Dio.

Det kan man også høre med det samme. Jeg kan slet ikke finde fejl. Guitar er kompetent indrammet i et hegn af firser floskler og levner intet til tilfældighederne. Vokalen er udstanset af samme materiale som David Coverdale, Tony Martin (fra 80’er/90’er Black Sabbath epoken) samt ikke mindst Joey Tempest.

Til slut garneret med et drys Ian Gillians sonarskrig. Alt dette får du til én CD’s pris. Du får samtidig sikkerheden i et gedigent topprofessionelt og håndværksmæssigt overlegent svensk produkt. Du får slet og ret Volvo Metal.

Gode kopister

Midt i al nutidens koncept-uopfindsomheden, bliver man ramt lige i fjæset af de modne herrers overlegene evne til at produktudvikle; lyden er den samme, tekstuniverset er det samme, men numrene har en friskhed og umiddelbarhed, som synes naturstridig. De er gode sangskrivere, hvert nummer har altså ét eller andet der hænger ved, og som man bliver i godt humør af at høre mere end én gang. Med en klassisk hardrock ‘n’ roller “Sunrise To Sundown” med al det glitrende 80’er lir og larm som kan proppes ind det 3:08 effektive minutter, føres vi tilbage til musikvideoalderen, langt puddelhår og kulørte papirstumper der flyver op fra lilletrommeskindet, når stikken rammer, og herfra føres vi igennem en tour de force i showrock, hvor man føler man kan genkende det hele, bare med nogle kærkomne tvister undervejs. Det er gammel vintage på ny floskler. På “What Doesn’t Kill You” træder relativt ukendte band som Deep Purple, Saxon og Iron Maiden(!) frem i lydbilledet som bærende rytmiske pumpende lokomotiv, på motivsiden får nummeret sit særkende via et tilbagevendende, sælsomt dæmonisk orgeltema, og vi præsenteres også for et helt ufatteligt oldschool soloridt.

The Spiritual Beggars er forfriskende umoderne. Med en skinger svensk Europe-overtone konstant til stede, leverer Spiritual Beggars stoner-syrerock varen og formår smidigt at indlejre alle deres rockhelte på en naturlig måde i hver sang. Der er lidt for enhver hardrock fan, og på den måde får Spiritual Beggars da også vist, hvad de kan. Hvis man kan lide Ian Gillians skrigeri og synes det er ærgerligt, at manden ikke selv kan levere dette længere, så er et nummer som “Hard Road” et plaster på såret, og “No Mans land” kunne næsten have været med på en ikke udgivet plade mellem Black Sabbaths “Eternal idol” og “Headless Cross”, et forrygende hard rock nummer, hvor der også er plads til en rolig og flot drømmeagtig passage a la Queen møder Spocks Beard. “I Turn To Stone” er et semimørkt, gumpetungt nummer, der lyder som en golem der har svært ved at rejse sig op. Dette skyldes en ret original trommefigur, som bærende element i nummeret. Trommespillet er ikke avanceret, men det har en klar fortælleteknisk funktion, der matcher titlen, hvilket vidner om at Spiritual Beggars tænker i retning og substans-  i hver fald nogen gange.

“Dark Light Child” er måske det mest retrospektive nummer, som næsten ikke lyder som Spiritual Beggars overhovedet, men slet og ret Deep Purple/Europe/Black Sabbath (Tony Martin tiden). Det lyder som “ægte” firser hardrock, dog hvor den mest tyndbenede hairmetal plastiklyd er barberet helt væk.

Den sikre forbrugsvare

Spiritual Beggars har trods – eller netop på grund – af deres ligheder med en bred skare af hard rock bands sin berettigelse netop som supplement, som endnu en øgning af tilgængeligheden af netop den type rocklyd som er så svær at lave uden at den virker kalkeret, hvilket ikke mindst er et problem for de ældre fallerede bands, der selv udviklede den sound. Med Spiritual Beggars får du spundet endnu en tråd af noget ældre tråd, der var ufattelig populær og upopulær på samme tid og som de fleste har et forhold til og dermed også fra tid til anden savner at elske eller hade.
Kaaald det nostalgi, kald det liiige hvad du vil – men pakket ind i håndfast svensk design, så er det et fuldstændigt sikkert køb som kan fungere som forgrunds- og baggrundsmusik til mange situationer, alene, i ørebøfferne, når du gør rent og til fester; sidstnævnte er nogen gange et vigtigt kriterie, når man rent faktisk som forbruger skal ud at købe ny musik. Det er trods alt ikke alle dine venner, der har lyst til at lytte med på din originale “Tarkus” fra 1971 med ELP, hentet via Amazon, købt for en bondegård, er det vel?