Efter Spock’s Beards vellykkede album “The Oblivion Particle” fra 2015, forventede man egentlig ikke, at de havde så travlt med at udgive et nyt. Med så kort tid efter, er en sammenligning absolut nærliggende og her kommer det ny og 13. Album “Noise Floor”, trods vellydende og imponerende vintage Spock’s Beard features overalt, en anelse til kort.
Der er meget musik, som skal processeres her. Udover det egentlige album, følger også en lille EP med rester fra redigeringsrummet, som de kalder Cutting Room Floor EP. Det hele er vellydende og numrene er fyldt med elementer, som de færreste kan slippe afsted med. Det lyder bare let, når Spock’s Beard udfører det. Samtidig har Spock’s Beard trods deres ekvilibristiske facetter den der ærkeamerikanske effektive, bryske og upyntede sans for at skære lydbilledet ud i pap og vise sine musikalske muskler frem, så al melodik og alle formled fremstår flawless og færdiggjort.
Knap så skarpt
Denne gang kniber det dog lidt mere end deres forrige udgivelse med at få de iørefaldende sekvenser til at stå helt frem i lyset som en demonstrativ naturalist midt på strøget. I forhold til deres sidste som indeholdt uforlignelige spot on numre som “Bennett Build A Time Machine”, “Minion” og “A Better Way To Fly “, så har dette album ikke helt samme catchy snit. Måske er det med vilje, men “Noise Floor” åbner sig ikke på samme ubesværet ærede facon.
Allerede efter at indledningsnummeret “To Breath Another Day” på klassisk svulstige prog-way har præsenteret lytteren for et beat- og melodik-opkog af hvad man kan forvente af resten af albummet, er det min oplevelse, at de fleste overraskelsesmomenter er brugt og på den måde bliver albummet herefter mest en indbydende stuntopvisning.
Less is…
Overraskelsesmomenterne er snarere, når de ikke går all inn men disker op med eksempelvis “Somebody’s Home” som i Spocks Beard forstand er et mindre numre uden alt for mange udskejelser i instrumenterne. Der er en god rullende 6/8 rytme som fundament til en lidt gælisk folkemelodi-agtig fornemmelse. På toppen sker der selvfølglig lidt mere og det gør nummeret til et helt og genkendeligt Spock’s Beard nummer. Et andet rigtig godt nummer er “Vault” med et cool lidt skævt og rykkende omkvæd, men faktisk ekstremt catchy – det er der Spock’s Beard er bedst; når de kan få det nemme og det svære til at gå op i en højere enhed. “Bulletproof” er en sand Americana øre-pleaser, tilbagelænet med et stænk af noget 70’er soulrock som er med til at afkøle de overophedede instrumenter midt i alle de stort anlagte og pompøse prog numre. Der er nogle lækre hooklines, som løfter nummeret op til et, man kommer i tanke om og lige skal høre igen.
Box Of Spiders
Af de store svulstige Spock’s Beard-har-taget-en-Dream Theater-overdosis-numre skal dog fremhæves “Box Of Spiders”, som er nådesløst overlegent. fuldstændig velplaceret i den sidste del af albummet, med en indbygget bjergtagende musikalsk rejse, en kombination af simplicitet og overjordisk craftmanship. Intet mangler og intet er for meget – alt er kun på den gode måde, og på den måde redder Spock’s Beard en af de stjerner, de tabte frem mod dette nummer. Måske virker Ted Leonard’s vokal lidt tynd og svag visse steder, men den let raspende og Phil Collins-agtige nasale og spidse lyse klang er dog fortsat en lækker feature.
Kun rigtig fint
Men; “Noise Floor” synes at gå i flere retninger på en gang, og det kommer der sjældent noget rigtig godt ud af. Det virker som Spock’s Beard sigter efter noget andet end “The Oblivion Particle”, men samtidig virker det unægteligt, som om de gerne vil lave en efterfølger, som slægtede den på. “Noise Floor” er derfor ikke lige så sammenhængende og fuldbragt, men består mere af forskellige numre af forskellig kvalitet. Jeg forlanger meget af Spock’s Beard – for det gør de også selv – og denne gang leverer de kun en rigtig fin plade.
“What become of me”
Spock-s Beard - Noise Floor (51:52)
Line-Up
Alan Morse – Guitar, Vocals
Dave Meros – Bass Guitar, Vocals
Ryo Okumoto – Keyboards
Nick D’Virgilio – Drums, Vocals
Ted Leonard – Vocals, Guitar
Numre:
1 To Breathe Another Day (05:38)
2 What Becomes Of Me (06:11)
3 Somebody’s Home (06:32)
4 Have We All Gone Crazy Yet (08:06)
5 So This Is Life (05:35)
6 One So Wise (06:57)
7 Box Of Spiders (05:28)
8 Beginnings (07:25)
Cutting Room Floor EP (17:06)
1 Days We’ll Remember (04:14)
2 Bulletproof (04:41)
3 Vault (04:39)
4 Armageddon Nervous (03:32)