Spock´s Beard-spin-off; Pattern-Seeking Animals

Tre ud af fire musikere har spillet med, og den fjerde har været sangskriver i Spock´s Beard, og nu er der gået spin-off i den med bandet Pattern-Seeking Animals. Kvartetten har lavet nye musikalske mønstre på dette selvbetitlede album som har release 5. juli via InsideOutMusic.

Ingen byrder

Så har de fire prog-gutter smidt den tunge rock/metal-frakke, og er klar i en ny luftigere musikalsk konstellation, som udgør Ted Leonard, trommeslager Jimmy Keegan og bassist Dave Meros, og keyboardmanden John Boegehold som har været sangskriver og producer for Spock´s Beard.

Der startes blødt op i første nummer, med lyden af et venligtsindet og elegant halvfjerdser-agtigt keyboard, som toner stille op og trækker de andre instrumenter med på galejen, og “No Burden Left to Carry” er i gang med alt hvad der skal være i progressiv rock. Der er naturligvis lidt Spock´s Beard i universet med Ted Leonard på vokal, men det gamle Genesis har også en stor vægt i musikken, og blandingen bliver til nyt godt krydderi. Nummeret veksler mellem melankolske vokalafsnit over skæve rytmer, vokalafsnit som er relativt korte i forhold til de mange gode instrumentale forløb som ganske narrativt og billedskabende kører i længere tid. Nummeret bliver til sidst mere pompøst med kormelodier og mere fyld i trommer og guitar, inden det lægger sig efter 9 minutter og 38 sekunder.

Det progressive univers udvides yderligere i tredje nummer “Orphans of the Universe”, som igen viser Genesis-muskler…eller rettere Steve Hackett-muskler, for der er virkelig mange figurer, overgange og rytmer som er inspireret af Hacketts soloalbums, og det er jo bare fedt. Rytmerne bliver vendt og drejet mod straighte riffs, hvor det lyder som om det vælter, men det hele er nøje afmålt, og det bliver aldrig for komplekst…for det er ikke avantgarde metal, men en prog rock-plade. Synth-syrehovedet John Boegehold tager rigtig klaverlyd ind i den musikalske ramme, og det er befriende, for der er mange synth og orgellyde, så det godt ind i mellem med mere ordinære instrumentlyde. En cathy kor-melodi kører insisterende til sidst, og ender abrupt ud i luften, og og afslutter det over 10 minutter lange nummer uden varsel.

Ingen døde

Én af de korteste sange på pladen, knap 4 minutter, er nummeret med den opfindsomme titel; “No One Ever Died and Made Me King”, som tydeligvis har masser af gode ordlyde at synge et omkvæd på, og det lykkes ret godt, for det er sgu et godt omkvæd. Nu er dette også et lidt rytmisk skævt nummer, men det ville ikke skære sååå meget i ørerne, hvis det blev spillet i radioen, for der er også lidt sing-along over nogle af melodierne på pladen….

Whats´going on?

…mon også de begynder at fløjte? Fan’me JA!

I starten af ottende nummer ”No Land’s Man” får vi sgu en fløjtemelodi som lige får een til at vågne, for det er ikke hver dag man hører det i progressiv rock… det er dog i mol, og det giver lidt spice. Måske er der nogen der vil springe nummeret over når de starter i Roger Whittaker-mode, men det er rent faktisk værd at høre, og omkvædet har en stærk melodi som lyder meget som one hit-vidunderet ”What´s Up?” fra 4 Non Blondes, og det fungerer ok, nu da det er helt tydeligt, at Spocks-drengene vil give os en simpel sang med på vejen.

Stjerneklar slutning

Der er en fantastisk ro over sidste nummer på pladen, og samtidig en introvert intensitet som holder udtrykket tæt på kroppen, så det ikke flyver for langt ud i universet. ”Stars Along the Way” varer lidt over 10 minutter, og hvert et sekund giver mening med dets behagelige narrative karakter. Det er et nummer man en gang i mellem bør høre, lige før man går i seng.

Gennemarbejdet stof

Der er tænkt over materialet på debutudspillet, og det er top-musikere som har sat sig rundt om lejrbålet og lavet både iørefaldende og komplekse sange. Alle de gode og forventede prog-fif bliver leveret, og mere til. Der er overvægt af gode numre, og de lidt svage numre er sgu også fine nok. I min bog er der bare et problem i forhold til det samlet musikalsk udtryk, hvor lyden har en stor betydning. Vi er tydeligvis i progrock-verdenen, og når vi har med rock at gøre, skal der være lidt punch og lidt saft og kraft. Det er der ikke, og de mange keyboard og orgellyde gør det hele mere nuttet, end intenst at høre på.

De mønstersøgende dyr burde tage flere chancer i forhold til dissonanser og eventuelt udfordrende nye lyde i keyboardstemmen, og det kniber lidt. Jeg synes i forvejen, at Spock´s Beard kan være lidt for pænt og blødt i udtrykket, men her hos Pattern-Seeking Animals er det gået den forkerte vej.

Men som sagt er materialet ret godt, og jeg vil kan godt anbefale at man hører plade, for den er god. God nok til at få solide 4 stjerner herfra RockZeit.