Forbrændingen lægger slagtehus til årets forherligelse af dansk død under årets Springtime Slaughter! Heavy Metal DK og Forbrændingen er gået sammen om at hylde dansk dødsmetal i et orgie af musik, god mad og fadøl!
dødens godstog er sat på skinner og brager derudaf efter en stram køreplan som ville gøre DSB grøn af misundelse.
Warm up
Det er forår! Så skal lammet slagtes…… Det skal grilles og smækkes direkte op i en Jakobsen pita sammen med et ordentlig skud af husets egen chilidressing. Skyl ned med kolde fadøl i store mundfulde og død, død, død og mere DØØØØØØD! Sådan lyder opskriften på en fantastisk og hamrende brutal aften på Forbrændingen under temaet upcoming dansk dødsmetal.

Arrangørerne har sørget for god mad ved Jakobsen Pita, kolde fadøl, en DJ der disker op med det helt rigtige mix af brutal underholdningsmusik som opvarmning til aftenens maraton-koncert. Fremmødet er ganske godt og man kan mærke en forventningsfuld og energisk stemning ude foran koncertstedet. Det tiltag får man sgu point for! Hvad man ikke får point for når man serverer fadøl udendørs, er at der ikke er adgang til toiletter (ikke alle fremmødte er fysiologisk egnede til at stå op og forrette sin nødtørft i en hæk)!
Forbrændingen er absolut et af mine yndlingskoncertsteder. Stedet har en god størrelse – og en bar der med sine 3 serveringssider næsten altid er til at komme til i. Og selvom vi er på Vestegnen, så får man øl og sjusser servet i glas og det giver sgu stedet niveau!
Der køres stramt program på Forbrændingen denne aften. De 4 bands får hver 45 minutter på scenen og efter et kort sceneskift på 15 minutter er slagtebænken klar til at rulle hoveder igen! Man aner meningen med at alle aftenens bands får lov at slå på BAESTs skind – der er ikke tid til de lange pauser – dødens godstog er sat på skinner og brager derudaf efter en stram køreplan som ville gøre DSB grøn af misundelse.

Shadowspawn
Ud af den blodrøde dis træder skyggernes yngel og efter et par anslag åbner de aggressivt med ”Spawn of Darkness”. Publikum er ikke helt vågnet op endnu, men kvitterer med et energisk bifald.
Forsanger Bue T. Jensen gemmer sig anonymt bag sit lange hår, som flere gange sendes ud på en rutineret turbinetur. Bue har reelt en ret fed, dyb growl, men den er ikke særligt gennemtrængende i aftenens lydmur. På ”Hellavation” proklamerer Bue, at ”nu skal de nakkemuskler varmes op”, men udover at hans egen får en ordentlig tur sker der ikke så meget. Nummeret afsluttes med et gutturalt brøl fra bassist Jakob Haugaard, det går til gengæld rent ind hos publikum.
Titelnummeret fra ”Hope Lies Dormant” albummet er et mere melodiøst nummer og Nicolai fremmaner med stoisk ro en super fed solo fra sin 8- strengede guitar. Stoisk ro er et ord der kan bruges generelt for bandet, med undtagelse af bassisten, som energisk trasker frem og tilbage på scenen og klart udstråler en fed energi. Gennem koncerten er det Jakob der er i kontakt med publikum, smider horn og råber ad os.
”Grey in Design” er mit absolutte favoritnummer i settet – der er fuld smadder på trommen og er bare et røvfedt nummer. Det er dog nummeret ”Savage” der er en klar publikumsfavorit.
Heavy Metal udråbte i 2017 bandets anmelderroste debutalbum ”Hope Lies Dormant” til ”Album of the Year” og bandet samler også et gedigent fremmøde foran scenen, men de kommer desværre aldrig helt ud over kanten… som band. Det er ligesom om bandmedlemmerne spiller i hver deres band – der mangler en fælles rød tråd og udtryk. Og det er ærgerligt – for deres materiale er faktisk ret fedt – aggressivt og energisk, men de får ikke rigtig energien ud til publikum, som rent faktisk gerne vil det her band.
Med andre ord: Slagterkniven trænger til at blive slebet hos Shadowspawn, der desværre ikke lagde helt knivskarpt ud.

Deadflesh
Efter de 15 minutters sceneskift finder bandmedlemmerne stille og roligt deres pladser på scenen og slår lidt instrumenter an – der går et par minutter inden de reelt går i gang med deres set. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er mere til at et band claimer scenen fra start – når først de står der, skal de sgu også fyre den af!
Når det så er sagt, så mærker man straks at Deadflesh er et bedre og langt mere samspillet band. De har en virkelig god energi imellem sig og man fornemmer egentlig at de har en fest deroppe – og den fest vil vi da som publikum gerne være en del af. Ikke mindst den kvindelige bassist Hell-e udstråler en fed energi.
Bandet brager fra start afsted til lyden af regn og march i deres ”Bulldozer of Gore”. Der er skruet lidt ned for tempoet hos Deadflesh, som leverer en meget kompakt, groovy lyd. Hvorimod nummeret ”Trenches of Slaughter” som er et super fedt, fræses af i et noget højere tempo.
Deadflesh udgav i 2017 deres 3. fuldlængde album ”Sic Semper Tyrannis”. Selvom bandet har eksisteret siden 1994, har de blot 3 album bag sig, og har holdt en kadence på ca. 10 år imellem hvert album. De spiller primært numre fra ”Sic Semper Tyrannis”, men vi får også en 3-4 numre fra bagkataloget.
Jeg kan ikke undgå at være en smule imponeret over forsanger Allans teknik. Han har en mørk, ond og kompromisløs growl alligevel har han en besnærende lyrisk måde at fremføre den på. Det er svært at forklare, men det lyder indimellem sgu som om han growler en ond ond popsang – og den særegne lyd er jeg sgu lidt vild med. Den kom særligt til udtryk på ”Calm Before the Storm”.
Lyden er ikke helt afstemt for Deadflesh, selvom det skal være kompakt, så mudrer det lidt sammen. På ”Iron Mountain” skrues der for højt op for lyden i en af de eneste guitarsoloer og vi bombarderes af sønderrivende brøl fra lydeffekter som kradser lidt i øregangen – og ikke på den gode måde.
Kort efter stomer ”Vanguards” frem – nummeret rummer tempomæssigt hele repertoiret – der spilles både langsomt, hurtigt og lige midt imellem.
Deadflesh er bare velspillet god gammeldags, rendyrket, brutal dødsmetal – old school på den fede måde. Det er ikke hurtigt, men det er tungt! Men de spænder ikke så vidt! De ved hvad de kan – og det holder de sig til, ikke for mange svinkeærinder eller vovestykker, men for meget lir med lyden ødelægger lidt totaloplevelsen for mig. Salen virker dog godt tilfreds og kvitterer ved koncertens afslutning med kampråb.

Prevail
Ny frontmand hos Prevail river publikum ud af vinterhi og direkte i pitten!
Prevail går lige i struben på publikum fra første tone. Volumen har fået en ekstra tand eller to og energien i rummet stiger i takt med tordenen fra dobbelttrommerne på ”Smiting your Enemy” som med den hurtige, tunge dog melodiøse start ligesom lægger stilen for bandet. Det mantra agtige omkvæd ”… Waaar ……. Death……. Pooooweeeer” er hamrende effektfuldt og understreges af dundrende brøl fra trommerne – dommedag er her!
Bandet har hvervet ny forsanger – Michael Olsson (kendt fra Caro og Blood Eagle). Det er blot 2. gang Michael Olsson fronter Prevail på scenen, men han ejer salen fra det øjeblik han træder ind på den og falder helt naturligt ind i bandets dynamik.
Spyt, Mosh og Circle Pit
Michaels energi og karisma er vanvittig og smittende! Spyttet flyver og energien spreder sig med det samme til publikum. Under ”Tyrants”, som er 3. nummer i settet får vi aftenens første circle pit – og der bliver faktisk moshet og circle pittet koncerten ud. Prevail leverer en kick-ass optræden som kræver et livligt publikum – og det har de!
Med 10 numre på setlisten, får vi med undtagelse af et enkelt nummer, hele albummet ”War Will Reign”, som er bandets debutalbum fra 2016. Værd at fremhæve er ”No Holds Barred” og ”Exterminate the Weak” som virkelig får publikum op og koge. Sidste nummer er ”Voices” – moshen topper i energi og efter at være blevet hevet op på scenen af forsanger Michael kaster en enkelt meget entusiastisk ung mand sig ud i crowdsurfing.
Prevail er ikke et klassisk dødsmetal band. De har en mere groovet, melodiøs tilgang. Der er fuld smadder på dobbelttrommerne, tung bas og super lækre, melodiøse guitar riffs og soloer. Jeg er virkelig en sucker for deres mere melodiøse breakdowns og temposkift, hvilket rent musikalsk gør dem til min favorit i aftenens program. Variationen er dog ikke så stor, de fleste af numrene følger samme opskrift – og selvom den er helvedes god har Prevail potentiale for at presse grænserne med den tilgang de demonstrerer!
Selvom Michael Olsson har en energi som om bandet spiller op på et stadion, kniber det indimellem med vokalen – han falder lidt ud af growlen og selvom jeg absolut er for at blande growl og klar sang, så kan jeg ikke gennemskue om det er meningen her. Koncerten varer de givne 45 minutter og jeg står lidt og tænker, at det nok er meget godt, for selvom bandet inkl. frontmanden her energi til en maratonkoncert, er jeg ikke sikker på stemmen ville holde.

Et vildt dyr er sluppet løs på Vestegnen – Baest
Selvom bandet først går på scenen knap en halv time efter Prevail har givet den fra sig, er energien i publikum bevaret – der er ingen tvivl om at vi står overfor publikumsfavoritten. Selvom noget af publikum er trukket væk fra scenen, hvilket nok mest er et udtryk for at de ved hvad der er i vente når Baest om lidt river salen midt over, og publikum kaster deres lemmer rundt i vild eufori. Det publikum som er trukket væk fra scenen har søgt op på tribunen, hvor de, som i det gamle Colosseum, kan sidde trygt og observere den brutale og aggressive slagmark under dem.
Vilddyret slippes løs i arenaen med ”Rape the Blessed” og man mærker straks at alt lige stiger et par niveauer både kvalitet, energi og rutine i forhold til tidligere på aftenen. Baest oser af overskud og glæde ved at stå på scenen – deres karakteristiske aktive sceneoptræden modsvares til fulde af publikum foran scenen. Samtidig virket bandet ambitiøse på en helt uprætentiøs måde, hvilket er appellerende.
Ulmende jysk ondskab
Baest spiller hurtigt, aggressivt og ondt, men udmærker sig ved at have en helvedes god spændvidde – de trækker på alt fra thrash til progressivt uden at gå på kompromis med den klassiske død. Derudover balancerer de tempo fra sønderrivende hurtigt til langsomme toner og melodiøse soloer som på for eksempel ”Wormlord”, som sammen med ”Marks of the Undead” er virkelig tungt og mørkt – her ulmer ondskaben og sluger publikum råt.
Jeg er ikke selv den store fan af deres karakteristiske Buzzsaw lyd, som er virkelig markant igennem alle numrene – i længden bliver den for mig for monoton – men jeg er ikke et sekund i tvivl om at det vante BAEST publikum elsker netop denne lyd der trækker tankerne hen mod Bloodbath og Entombed.

På de to numre ”Danse Macabre” og ”Mess Macabre” spilles stille spansk guitarsolo, som jeg i mit stille sind synes er ærgerligt ikke fremføres live. Mens soloen spiller trasker bandmedlemmerne lidt rundt i disen på scenen og publikums nakkemuskler får en velfortjent pause.
Ingen BAEST koncert uden Wall of Death – og traditionen tro udføres den til ”Marie Magdalene” – og selvom pladsen er begrænset foran scenen på Forbrændingen
Aftenen sluttes af med bandets seneste single udspil ”Crosswhore” som udkom i slutningen af 2017 og hvis den skal være et varsel om hvad vi fremadrettet kan forvente af BAEST – så bliver det fortsat tungt, brutalt og virkelig kompetent.
Desværre oplever Baest undervejs lidt udfordringer på lydsiden i form af gentagne feedback og diskant, som er særligt udtalt under Maria Magdalene, men udover det er lyden godt afstemt.
Springtime Slaughter flår Vestegnen midt over
….. og det skal de bare blive ved med!
Arrangement er virkelig velplanlagt og afvikles skarpt og præcist – som en velsmurt slagtersav! Det giver helt sikkert ekstrapoint på tavlen at starte med festivalstemning i form af god mad og kolde øl.
Konceptet med at hylde den danske undergrund indenfor dødsmetal er røvfedt og i forlængelse af at f.eks. Copenhell tager en mere kommerciel retning, er det virkelig vigtigt med ordentlige arrangementer der giver plads og ordentlige forhold til de mindre kommercielle genrer.
Aftenens line-up var perfekt sammensat. Vi fik lidt fra hele spektret både i stil, tempo, energi og rutine hvilket bare er hamrende vigtigt når man lancerer sådan en hyldest til undergrunden. At Heavy Metal har ramt plet viste sig faktisk også ved publikums sammensætning som var ganske bred både på køn, alder og andre kasser vi putter folk i. Der var også et par småfolk (behørigt udrustet med store lyttebøffer) – så nogen havde faktisk taget datteren med til slagtningen…….
Som arrangement får Springtime Slaughter 5 stjerner.