Stærk tyngdekraft fra danske Alkymist

Den danske super group Alkymist har gjort et godt forsög på at lave guld på deres første fulde album, som nok vil ryste tingene når den rammer gaden. Alkymist er dannet af guitarist Stefan Krey fra Gas Giant og bassist Kaspar Luke fra Düreforsög, og har trommeslager Philip Kjær Morthorst fra bandet The Ritual og vokalist Peter Bjørneg fra Detest. Med dette kan vi ikke undgå at få en grusom metalkvartet, og det har vi fået. Hvert eneste beat vejer adskillige kilogram, og vokalen supplerer i dén grad også til vægten.

Ghost

En ultratung rocklignende rytme starter alene med en skarp og kompakt lyd i første nummer ”Ghost”, som helt lever op til titlen. Man ved måske godt at det ikke fortsætter i rockgenren særlig længe, og ganske rigtigt tranformeres musikken hurtigt til noget langt ondere end rock. Når bas og guitar kommer på, fornemmer man at vi er ovre i en genre der insisterer på det mørke og tunge og som prompte giver nogle stærke mentale billeder… og det er ikke flotte landskaber med sommerfugle og mælkebøtter skal jeg lige sige. Nummeret holder sig i det udlagte tempo, og bliver bare tungere og tungere. Vokalen er dét element der stiger mest i intensitet, for de andre instrumenter holder sig til det knasende tørre og onde doom metal-rock-groove, som er ved at synke ned i jorden af bar’ tyngde.

I slutningen får vi nogle dejlige markeringer der har lidt reminiscens af 80’er doomskiven ”Tales of Creation” med Candlemass. Ikke dårligt. Jeg tror lige på at albummet er i gang, og man frygter næsten at næste nummer går langsommere, for det kan næsten være sundhedsskadeligt.

Dejlig velkendt stil

Det må være tilfredsstillende at være et nyt band, som allerede har en overbevisende sound, og groover massivt. Det lyder som det nyere Celtic Frost og Triptykon. Tredje nummer ”Myling” har både tempo, simplicitet i akkordstrukturer, mumlen versus growl a la Tom G. Warrior, og det er sgu næsten som om man er vidne til et dansk Triptykon. Nummeret er virkelig professionelt lavet, og man føler at det skal lyde lige nøjagtigt sådan hér. Man næsten ikke kan pille ved det. Alt sidder som det skal.

Fortryllende finale

Det rent formmæssige mest komplekse nummer, er det sjette og sidste ”Serpent”. De mange formled bliver brugt til at brede udtrykket helt ud, før vi slutter af for denne gang. Materialet er relativet simpelt, men der er en del riffs at holde styr på, og trommerne har en passage hvor stemningsfulde tam-rundgange bliver hovedperson, tilsat dystre guitartoner, som  holder sig lidt i baggrunden og svæver henover. Det næsten 11 minutter lange nummer afsluttes med faretruende rungende lyde, fra et sted man helst ikke vil være.

Endelig et fuldt album

I januar 2018 udgav Alkymist EP’en ”Element”, og det var en forsmag på dét vi hører på dette nye debutalbum, for tre af albummets numre er fra ”Element”, bare i nye udgaver og med bedre produktion.

Der er virkelig kælet for detaljerne, og udtryksmæssigt er musikken noget der kan flytte luft fra højtaleren til dine ører, og det bliver ikke bare et engangslyt for mig, for alt på pladen er fængslende og pirrende. Lydproduktion er ikke den bedste, men den er god nok. Den har en lidt for skarp diskant, og ikke så meget basfylde som den i min verden burde have haft. Det bliver lidt skingert i længden, for der mangler lidt varme i klangen.

Som nævnt ligger stilen meget tæt op af Triptykon, og når et band er kommet så langt allerede, hørte jeg gerne at Alkymist havde tilsat noget stilistisk unikt fra deres eget hjerte, for så ville det virkelig sparke røv. Det er lidt som om at de har lavet en helgardering ved at lægge stilen så langt som muligt op af de schweiziske black metal-mestre.

Men man har jo også brug for at have denne type musik tæt på sig når det handler om livekoncerter, og det er jo ikke hver dag at de store black metal bands lige kommer forbi Danmark. Så i mellemtiden er det ganske betryggende, at man kan høre black metal på højt niveau her i Danmark, fra et band som har solgt deres sjæl til sortheden. Jeg håber at Alkymist bliver aktive på livescenen her i landet, så vi kan få vores hunger for sort musik styret.

Indtil Alkymist spiller live igen, må vi nøjes med at høre albummet på anlægget, et album som har fortjent 4 stjerner her fra RockZeit.