STEPP 2: Preben Devantier er “Stadig På Jagt Efter Fuger I Tiden”

Ja, så gik der lige en hengemt menneskealder og pludselig mener Preben Devantier – trommeslageren fra de legendariske og for længst hedengangne Steppeulvene – at tiden er inde til, at vi skal præsenteres for 8 nye numre, komponeret rundt om nogle af afdøde Eik Skaløes hidtil ubrugte digte. Numrene fremføres med en lydkulisse som synes hentet fra hippietiden og med klare strukturelle og instrumentelle ligheder med steppeulvenes egne numre way back then…

Utidigt spring i tiden

Som udgangspunkt rynkede jeg på næsen. Tænkte at man skulle lade være. Hvad skulle det nytte? Alt, alt, alt for sent og unødvendigt at noget så oldnordisk trængte sig på her i vores high-tech nutid. Det ville bare blive pinligt. Helt kodylt pinligt, faktisk. Jeg havde det ligesom om, Devantier  & Co betrådte et minefelt, en hellig gral, noget man ikke skal røre ved.

Den særlige, ærlige sound

Med sig i syndefaldet tager han, ifølge bandets Facebook side, guitarist  Keld Andersen, Kaj Weber på bas og Eik Skibdal, som er både forsanger og komponist i STEPP 2 – samt opkaldt efter ham det hele reelt handler om. Skibdal rammer med sin vokal præcis essensen af den der særlige Eik Skaløe/Skousen og Ingemann-agtige dansksprogede beat ladhed, som vel kun kan lade sig gøre i dag, hvis man har været frosset ned i 45 år og tøet op igen, eller lever og ånder for lige akkurat den niche sound, der opstod i slut tresserne og gav genlyd op gennem 70’erne som en uforgængelig autenticitetsmarkør: den tynde, ærlige næsten klangløse uskolede og evigt nedad pitchende mandesangstemme. Jeg har aldrig brudt mig om den syngefacon; skrællet for rene toner og udpræget flade stenbrosvokallyde og affraseringer som om sangeren kun lige akkurat og modstræbende – og særdeles øretæveindbydende dovent – kan rejse sig fra sine hashtåger og bræge nogle ræverøde paroler. Det er en klang jeg troede man var kommet over, og nu er den vækket til live af en ny Eik.

Numrene

Jeg vil så sige, at jeg kunne have ladet være med at tjekke Stepp 2 ud. Anmelde noget andet. Men det siges at være sundt at tjekke sine fordomme af og til. Se om de holder. 

Det gjorde de på en måde, for det ca. 30 minutter korte album leverer fra start til slut netop ovennævnte sound. Det er forholdsvist simpel pigtråd, det er nemt at gå til og forstå og der er kun moderat brug af hovski snovski effekter og distortion. Faktisk må jeg erkende, at jeg slapper godt af i lydbilledet, for vel starter nummer 1 “Angst for i morgen” på en ret syret måde og vel får man al den hippie lyd i hovedet som man kunne frygte/håbe på – og vel laver trommerne en hel masse junglebulder som jeg ikke er sikker på, er helt nødvendigt, da sangen dybest set er spinkel og udtrykket uskyldigt – men nummeret er livligt og en god igangsætter, og den lidt skizofrene instrumentering understøtter alligevel teksten godt. En tekst der beskriver den netop vågnende hovedpersons truende angst for morgendagen, og det virvar af tanker omkring alt det ubehagelige som dagen i morgen vil byde ham. Hovedpersonen gennemgår alt han kan komme på, som kan berolige ham,

“Før bevidstheden indtræder ligger jeg nu med lukkede øjne og frygter – at det er i dag”.(…)Min vågnende tanke søger febrilsk som for i sidste øjeblik at finde noget smukt at glæde sig ved, en blomst, pigen jeg så i sporvognen, jeg kan ikke fastholde det.(…)Mine følelser ved ikke om de skal le eller græde – jeg siger til dem, le, men de græder af angsten og det er jo ellers – ved jeg nu – i morgen”

Efter at nummerets første del har beskrevet hovedpersonens indre diskussion, falder nummeret i dynamik, og vi får en dyster passager, som så bliver til den afsluttende hale. Her har han forliget sig med fakta: “jeg har angst for i morgen, angst for i morgen” Frasen gentages indtil nummeret slutter.

Jeg brød mig ikke om nummeret før jeg lyttede rigtig efter. Nu er jeg ret vild med det og dets humor og musikalitet.

Det samme gjorde sig gældende med alle de andre numre, de har personlighed som matcher tekstuniversets underfundige og hashfilosofiske selverkendelser og glimt i øjet. “By” er et fedt nummer, “Der var engang”, ligeledes godt og jeg accepterer fuldt ud at den specielle hippie sound er imprægneret i hele bandets sjæl; det hele svinger og gynger og musikerne har overskud og de formår at fortælle historier og ikke blot spille for at spille. På “Jagende” og “Rejse i intetheden” fornemmer man hvorfor Eik Skaløe er blevet en myte og man rammes af en del gode sætninger, der afslører den uro og angst og søgen efter et ståsted samt forsoning med sig selv og alle sine dårligdomme, og ikke mindst en søgning efter en tidslomme eller to, til at få styr på livet, eller genopleve/genoplive sine bedste øjeblikke. Der er noget hektisk og stressende over en del af sangene, som når Skibdal desperat gentager “Stadig på jagt efter fuger i tiden, stadig på jagt…”. Og er du gal en rodet men herre sej instrumental flyvetur i samme nummer, som især guitar og trommer tager, godt sammenspil og fed dialog Devantier og Keld Andersen har gang i. Sprælsk og opfindsomt. Det er bare bred ymer. 

Med den passende upassende titel “Ørkenrejse” beskriver ottende nummer – som jeg læser det – hvorledes hovedpersonen er ved at drukne og prøver at søge opad. Imens kværner tankerne derudad i et observerende kaos:

“Lyset er uopmærksomt 

På bunden ånder jeg tungt

Tusindtalligt i morgen 

Fisk med sugemunde i kvadraterne

Jeg venter rettergangen

(…)Op ad, op ad, op ad…”

Der er generelt overraskende knald på og syren suppleres godt at potent oldschool beat, pumpet op med mere moderne rock/hard rock riffs.

Konklusion

Man er ikke vant til længere, at sangere bryder sætninger op mellem verselinjer og skaber en anarkistisk og akavet måde at trække teksternes pointer. Men det er jo netop derfor, at et album som dette har sin berettigelse; al den stund vi bliver mere og mere ensformige og ikke kan finde på noget nyt og spændende sige, ja, så kan man finde værdi, visdom og vanvid i det gamle lort.
Ham Eik hverken levede eller døde forgæves og Preben bag trommerne er lykkes med sin mission.
Det er rart, at tekstuniverset som udgangspunkt spræller i en desperat identitetskamp med sig selv, i stedet for at fægte med arme og ben og sparke bagud med politisk outdatede paroler. Man kan godt fornemme, at Eik Skaløe havde svært ved at afkode verdenen og forstå sig selv i den. Alle de dagligdags oplevelser som hans disciple med dygtighed får præsenteret som sanseforstyrrende benspænd, får lytteren til at se verden fra et lidt mindre selvsikkert og ubekymret ståsted. Det forstår vi udemærket her i det dystopiske og dybt futuristiske 2017.

Der synges med fuld kraft om den svære indadrettede strid, og de ydre fjender trænges i baggrunden, tak for det, alternativt havde numrene været for gumpetunge, forfejlede og beyond kliché. Eik den levende får med ægte kærlighed besjælet Eik den dødes digte med musik, som emmer af respekt for arven uden at arven virker tung, tværtimod.

Hvis Peter Sommer, Sorte Fugle, Folkeklubben og Bjergtaget en dag savner ord, så giv da lige det her, på overfladen utidige – og måske netop derfor dybt berettigede – album fra Eik Skaløes gamle trommeslager en chance. Der er nemlig stadig noget at hente i Eiks tekster. Man kan altid genkende, når et særkende er ægte og ikke postuleret. Meget få mennesker udtrykker sig idag som Eik gjorde, der er mere på spil mellem linjerne end man skulle tro, og det opdager man henad vejen, hvis man er tålmodig nok. Og på den måde kommer det danske sprogs rocksangskat cirklen rundt og det gamle tekstmateriale klædes fint på og finder sin besynderligt logiske plads mellem alle de nye aspiranter og lyder mindst lige så originalt, og… nyt.