Steve Hackett – At The Edge Of Light

For nyligt udgav den gamle Genesis-desertør Steve Hackett endnu en skive. Med den dragende titel ”At The Edge Of Light”, har guitarlegenden den store lydpallette fremme igen på det 26. soloalbum. Det er ikke state of the art prog, men prog i den gamle Hackett ånd og lidt mere flirt med stor orkesterlyd. En stil som nok får et smil frem på hard core Hackett-fans-læberne.

Hackett ved første hik

Intronummeret ”Fallen Walls And Pedestals” er en typisk patosfyldt bombastisk indledning, til endnu et stort anlagt vintage progrock værk fra mesteren bag de ekvilibristiske og grænsesøgende signatur guitar elementer fra Genesis’ tidligere og mest avantgarde, nyskabende og progressive periode fra 1969 og 5-7 år frem. Introet er orientalsk i instrumentation og tonesprog, men samtidigt har det et bundgedigent rock-groove og, selvfølgelig, en virtuos rockspade henover det hele. Ahh, så ved vi at det er Steve Hackett.

Slip bæstet løs

Andet nummer er ”Beasts In Our Time”, og vi kender Hacketts egen, lidt tynde, men dybfølte melankolske vokal i et storladent og stemningsfuldt arrangement med masser af strygere, symfonisk storhed og smukke intime passager med hans vokal og guitar – plus en glimrende og uventet tenor saxofon solo, den bryder lidt stilen, men det er naturligvis også et klassisk Hackett greb – og pludselig har vi også kvidrende fløjter. Nummerets ballade-agtige vokale vers trækker i karakter linjer tilbage til King Crimsons ældste periode, og i instrumentalpassagerne tenderer det horroragtig filmmusikscore med truende strygerflader og forrygende kantet og kradsharmonik.

Når vi snakker sangstrukturer i rockmusik, er Hackett én af de mest spændende kunstnere, og i eksempelvis dette nummer viser han igen, at massivt mange formled i forskellige stilarter, kan sættes sammen til et nummer som ikke bliver forvirrende eller diffust. Der er kolossalt overskud i forhold til at matche det ene formled til det næste. Den store portion man skal spise, før guitarsoloen kommer, er ikke noget problem, for man har masser af appetit tilbage for at kunne indtage solostykket med velbehag.

Gospel

En bred vokalklang opstår i starten af fjerde nummer ”Underground Railroad”, og det er en ren gospelfest, naturligvis med en melankolsk tone. Det er et nummer hvor mesteren får skovlen under de mest hardcore proglyttere, for det udvikler sig til noget man ikke havde set komme, i forhold til hvordan det starter. Det bliver yderst energisk, progressivt og varieret, og gospel-gestussen tones ned og der forsættes med færre skefulde i resten af nummeret.

Hacketts fascination af filmmusik, især Ennio Morricone, høres i femte nummer ”Those Golden Wings”. Der er afsnit med kolosser af korakkorder der brager igennem som højdepunktet i en dramatisk storfilm. Han er ikke bange for at gøre rockmusik til partiturmusik i dets udtryk, for der er jo ingen der siger, at rock bare er 3-4 instrumenter og tre akkorder, og Hacketts soloalbums er gode eksempler på dette.

Folk

Der er naturligvis også plads til en bitter/sweet folk tune, for Hacketts stemme ligger godt/bedst til denne type musik. Nummeret har lidt Rush over sig i akkordstrukturerne, men det holdes mere straight i folkgenren, end canadierne ville have gjort.

Decent, Conflict, Peace.

…dette er titlerne på de 3 sidste numre. Nummer 8 og 9 ”Decent” og ”Conflict” er instrumentalnumre der hænger sammen, som marcherer frem a la Holsts ”Mars. The Bringer of War” – blandet med Rush’s “Jacob’s Ladder” og Diamond Head’s “Am I Evil?” og ender i det 10. nummer ”Peace”, som har en god ro over sig. Et nummer som starter med et roligt Beatles-agtigt klaverforløb, hvor man næsten ser John Lennon for sig, og som udvikler sig til stor klanglig bredde, med lidt Queen i sig på den måde leadvokalen og melodilinjerne er formet, og også leadvokalens call-respons med koret. “Peace” er en perfekt afslutning på dette yderst vellykkede album.

Langt over middel

Hvis man vil have rock hvor alt kan ske, er det næsten én til én at anskaffe sig den sidste nye Hackett-udgivelse. Det er også tilfældet denne gang, for hvert nummer har så meget at byde på, at det som musikskribent er svært at beskrive – det er musik der virkelig skal opleves.

Steve Hackett er mere guitarmand og komponist, end han er sanger, men alt reddes på målstregen, for trods de begrænsede sangevner, er han god til at lægge melodilinjerne i passager hvor der er rimelig ro over instrumenterne, for han er ikke typen der kaster sig ud i den mest ekspressive sangkunst. Med hans lidt monotone stemme, er det et godt valg at få et kor til at stå for de mere udtryksfulde passager.

Den store rolleliste på albummet, er med til at realisere et stort rock-opus som få rockmusikere tør at kaste sig ud i, og det er en privilegeret herre, som jonglerer med de bedste musikere for at ramme sit udtryk.

”At The Edge Of Light” er en storslået og træfsikker progrock plade, og den skal have 4,5 stjerner her fra RockZeit.

Selv om der er halvt så mange på scenen som på studie-indspilningerne, kan RockZeit i høj grad stå inde for, at dette er musik som rykker live. Derfor bør du drage mod Amager Bio torsdag den 16. maj, hvor Hackett og Co. atter vender tilbage til lille Danmark.