Steve Hackett, endelig tilbage i Amager Bio!

Er der en musiker som ofte er blevet anmeldt af RockZeit, og ligeledes er blevet interviewet, så er det Steve Hackett, og sådan må det nødvendigvis også blive denne gang. For én gang Hackett, altid Hackett…

Han gæster da også jævnligt Amager Bio, og fylder næsten altid hele huset.

Alt dette er der en god grund til, for man får altid en koncert der er “jaw dropping”!

Fantastisk prog-rock af den svære kaliber, spillet af nogle af branchens tunge drenge, og det ved hans publikum kun alt for godt.

Siden de sidst forlod Amager Bio, for små 1 1/2 år siden, har jeg holdt et godt øje med den næsten konstant turnerende Steve Hackett, og har glædet mig helt vildt til, at han igen kom til Danmark.

Der var stadigvæk billetter at få, men det kan ikke have været mange, for jeg syntes at Bio’en var tæt pakket denne torsdag i maj.

Da musikerne går på scenen, udebliver begejstringen absolut heller ikke! Alt er ved det gamle.

Den super slanke, 175 cm høje mand kommer stille ind på scenen, og virker lige så venlig og ydmyg som altid. Det samme gør hans øvrige musikere.

Et virkelig behageligt selskab.

Der bliver lagt ud med nummeret “Ace of Wands”, fra albummet Voyage of the Acolyte, der blev udgivet i 1975.

Dette var Hackett’s første solo album.

Et rent instrumentalt nummer der starter lidt dramatisk, men snart skifter over i et hurtigt, men også skiftende tempo, for derefter at blive mere let og luftigt. Et nummer hvor Rob Townsend er på overarbejde, dels med fløjte, og siden, da nummeret udvikler sig til det mere jazzede, kommer sax’en til munden.

Et fedt nummer i konstante temposkift og hvor karakteren ændres kontinuerligt.

Næste nummer, “The Devils Cathedral”, og den karismatiske sanger Nad Sylvan kommer på scenen for første gang, og giver os en super flot præsentation af hans fantastiske stemmepragt.

“The Devil’s Cathedral” blev udgivet i 2021, og ligger på Hackett’s album Surrender of Silence.

Denne tour hedder Steve Hackett – Genesis Revisited – Foxtrot at Fifty + Hackett Highlights.

Første del består af numre fra Hackett’s solokarriere, hvor anden del består af numre fra Genesis albummet Foxtrot der blev udgivet i 1972.

Alle numre spillet under koncerten er absolut værd at nævne, men “Camino Royale”, må jeg dykke lidt ned i.

Det blev udgivet første gang i 1982, og igen i en remastered udgave på albummet Highly Strung fra 2007.

Her synger Hackett selv, og det er virkelig rart, også at høre ham synge.

Derudover er det et forrygende tempofyldt nummer.

En spændende kort kaos intro, båret specielt af keys og trommer. Tempoet skifter til et mere roligt, rytmisk tempo hvor Hackett’s stemme bryder igennem lokalet.

Lækker stemme han har, specielt i det noget høje leje. Hackett viser os også virkelig lækker strengeleg, der bliver overtaget af en super fed sax. Formidable Roger King har brillierende travlt på sine keys.

Fantastisk nummer, og igen, dejligt også at høre Hackett´s sang.

Sidste nummer i første sæt, “Shadow of the Hierophant”, fører os hen til en kort pause. En pause de hårdt arbejdende musikere sikkert har mere behov for end vi, det ellevilde publikum har.

Jeg finder det virkelig svært at vente på, at de igen går på scenen, men de skal jo lige have lov at puste lidt ud. Men det er så sindsygt god en koncert, at 5 min. kan føles som flere timer, og de 20 minutter de var væk, føltes som et år!

Men de kom da på scenen igen, og jublen i salen var omend endnu større end ved koncertens start.

En ting  jeg har bemærket ved aftenens koncert er, at Hackett virker langt mere talende end jeg hidtil har oplevet ham.

Nu er han ikke en mand der gør meget væsen ud af sig selv, han virker yderst venlig og ydmyg, så det er faktisk rart, at høre lidt mere til ham, samt at opleve ham som en person med en rigtig god humor.

Vi er med andet sæt nået til Genesis, Foxtrot delen, og der bliver lagt ud med nummeret “Watcher of the Skies”.

Nummeret starter med en imponerende intro begået af Roger King.

Dramatisk og storslået. Nad Sylvan er kommet på scenen og står på et plateau lidt tilbage på scenen. Han har to rødt lysende “fingre”, ført op til øjnene, og står helt stille, iført sin lange sorte jakke.

Forsigtige rytmiske trommer kommer ind og overtager, de øvrige instrumenter kommer for alvor med, og tempoet bygges op, alt imens Nad Sylvan har fundet monokikkerten frem, og står og skuer ud over salen.

Trommer og bas lægger en god bund i rytmen, og omsider bryder Nad ud med sin fantastiske stemme.

Han har en bemærkelsesværdig intuition for skuespil, både hvad angår hans personlige fremtoning, men så sandelig også hvad hans sang angår. Der bliver ikke lagt tryk på ordene ved tilfældigheder. Han lægger et ekstra stort arbejde i, også at være beskrivende og fortællende i sin sang, lidt dramatisk og musical-agtig.

Han er en fantastisk sanger!

I nummeret hører vi også Hackett på kor, og ikke mindst en fantastisk masse lækker guitar lir fra hans side!

Dejligt nummer!

Amager Bio koger, og var der luftet lidt ud i pausen, så er varmen så sandelig vendt tilbage for fuld styrke!

Det er svært midt under numrene, at holde klapsalverne tilbage og lade musikerne spille numrene færdigt!

Til slut i andet sæt får vi “Supper´s Ready”. Et genkendeligt bifald fylder salen da Sylvan’s stemme fylder rummet på fantastisk vis.

Jeg er langt mere end imponeret, så imponeret, at hårene rejser sig på armene!

Publikum bryder ud i sang på “Hey babe your supper’s waiting for you. Hey babe, don’t you know our love is true?`….

Et let og luftigt mellemstykke overtager. den smukkeste sax fylder tryllebindende rummet, før Sylvan igen tager føringen.

Endnu et instrumentalt mellemstykke med den smukkeste lyd af fløjte.

Tempoet sættes op, og Craig Blundell placerer skarpe og præcise slag i skindene. Hackett overtager i en lækker og hurtig strengeleg. Tempoet dropper, for igen at stige rytmisk og malende, når Sylvan igen dominerer.

Trommerne bliver marchagtigt dominerende og Sylvan’s stemme lyder igen, og sådan bliver det ved at veksle.

“Supper’s Ready” er et uovertruffent og meget langt nummer, hvor jeg synes Nad Sylvan peakede og nail’ede den suverænt!

Jeg bøjer mig i støvet efter den magtdemonstration, specielt fra Nad Sylvan’s side!

Bandet takker af….for en kort bemærkning, for selvfølgelig må de på scenen igen.

Jeg fornemmer ikke, at nogen i lokalet på nogen måde har lyst at lade dem slippe nu.

Der bliver klappet og trampet, og de er da heller ikke sene om at komme tilbage.

Som encore får vi “Fifth of Fifth” samt “Los Endos”.

Før “Los Endos”, får vi den fedeste solo fra Craig Bundell.

Han imponerer mig gang på gang den mand.

Hans tempo, hans slag der er så knivskarpe, sidder præcist i skindet, og får det til at føles som får man små elektriske stød.

Alligevel, uanset hvilket tempo han kører, ser han rolig og fattet ud, og har tilmed overskud til at sidde og smile.

Han er en super dygtig trommeslager der passer fantastisk ind i Hackett’s musikalske verden!

Med denne solo, trommede han salen i knæ! Smukt!

De øvrige musikere falder ind, og en up-tempo intro er igang, det udvikler sig i kaos retning, med guitarstrenge der bliver vredet, en sax der vrænger. Men der kommer mere ro på, en mere stabil rytme og harmoni overtager, og sax’en slår over i de fedeste toner.

Sylvan kommer kortvarigt igen ind på scenen, og pludselig, med en kort kaos afslutning, er det hele slut.

En fuldstændig fantastisk koncert, man bare ikke rigtigt havde lyst til skulle få en ende.

På vej ud faldt jeg i snak med en ligestillet. Også han havde siden Hackett var her sidst, ventet med længsel efter et genhør.

Nu stod vi der udenfor Amager Bio og sagde samstemmende til hinanden, “Hvornår mon han kommer igen”!

Dejligt at blive bekræftet i, at dette er musik i verdensklasse, og en sådan kan man godt blive særdeles afhængig af!