Dette er for de mere rocknostalgiske nørder på redaktionen, og sikkert en masse ude blandt rockfolket, lidt af et scoop. Guitarist og sanger Steve Hackett kommer til København. Hackett er kendt for sit virke i det legendariske band Genesis fra 1971-77, hvor han medvirkede på seks studiealbums. Trods det faktum, at han ikke helt har samme stjernestatus som eksempelvis Phil Collins og Peter Gabriel, har han været med til at definere prog/hardrockens guitarsound, og har inspireret koryfæer som Alex Lifeson, Eddie Van Halen og Brian May. Eksempelvis skal han have stået fadder til den berømte/berygtede tapping teknik, og hans innovative guitar tilgang og inkorporering af klassisk lydende elementer får virkelig vinger på ”Selling England By The Pound” (1973).
Acolyte to Wolflight
Samtidigt med sit musikalske bidrag i Genesis, udgav han i 1975 det succesfulde soloalbum ”Voyage of the Acolyte”, og har frem til i dag udgivet over 20 soloalbums. Det seneste album hedder “Wolflight”, og da Hacketts på den igangværende verdensturné 2015 også byder på klassisk Genesis-numre fra 70’erne, hedder turnéen derfor ”Acolyte to Wolflight – With Genesis revisited”.
Koncerten kan man opleve i Amager Bio onsdag d. 9. september kl. 20:00, og Rockzeit dækker selvfølgelig arrangementet.
Lineup:
Steve Hackett, guitar og vokal
Roger King, keyboards
Gary O’Toole, trommer og perkussion
Rob Townsend, saxofoner og fløjter
Roine Stolt, bas og guitar
Nad Sylvan, vokal
Skriv et svar