Steve Hackett: The Night Siren

Rocklegenden Steve Hackett har igen lavet et studiealbum der byder på alskens genre og udtryk. Titlen er ”The Night Siren”, og er en fundering over verdens tilstand i forhold til kriser og politiske magtkampe mellem lande, og mange genreskift med forskelligartet instrumentation, afspejler disse tilstande på dette vellykkede album.

I første nummer ”Behind the Smoke”, startes der ud med stemningsfulde velklingende guitarakkorder, og Hackett´s stemme lyder kort efter i en simpel og fortællende melodi. Rocken træder frem af det stille musik, men det er rock spædet op med harmonier og skalaer der leder os i en orientalsk sindstilstand. Vokalfrasen fra starten kommer igen, og denne gang en oktav højere. Hackett kæmper lidt med lejet, men det lykkes da at få et godt folk-rock-udtryk frem. Det instrumentale tager grundigt over, og i den anden halvdel af nummeret er der ikke mere vokal, for en masse instrumentale afsnit overtager hinanden på skift, indtil nummeret slutter. Der er drama og bombastiske klange, og det er en glimrende slutning på albummets første nummer. Så er vi i gang!

Lystigt mixmax-rock

Næste nummer ”Martian Sea” er helt anderledes, og vi er pludselig i en lystig pop-rock genre, men med en snert af latin, lidt som Supertramp kunne have fundet på i gamle dage. Der er dog mere guitar-virtuositet i dette end Supertramp, og Hackett lader da heller ikke nummeret køre særlig længe, før den orientalske glasur bliver hældt ned over nummeret med citar, fløjte, violin og andre som til slut effektivt smelter sammen i en fade out.

Uvejret kommer

En lille rocksymfoni…af stor kaliber.

Fjerde nummer ”El Niño ” er selvfølgelig bombastisk og stormfuldt fra starten, med Beethovenske strygerstrøg og intense latin-rockrytmer, og når guitarstemmen kommer på, kan man fornemme at lydpalletten opfordrer til et storladet instrumentalt udtryk, og yes, det er et instrumentalnummer med en fed dramatisk udvikling, men kun 3 minutter og 52 sekunder langt. Der er så fede melodier sat i dette nummer, at det er ærgerligt at det er så kort, men det er sgu også meget frækt lavet, for der sker meget i nummeret på den korte tid, og alt er som perler på en snor. En lille rocksymfoni…af stor kaliber.

Simplicitet

I femte nummer ”Other Side of the Wall”, bliver det meget simpelt og folk-agtigt, med rolige og æstiske flerstemmige vokalafsnit der klinger superfedt. Et nummer helt uden beat, kun akustisk guitar, synth og vokal. Det er en god enklave mellem de andre storladet numre med de mange formled.
Allerede i det efterfølgende nummer ”Anything but Love”, kommer det tempofyldte igen. Det blusser frem i flamingo perkussion-rytmer og akustisk guitarræs, som overtages af et afsnit med steady beat på, og vi befinder os lige pludselig i et gedigent rocknummer….eller hvad?..næh, ikke helt. Der kommer mere stilpluralisme, og inden rockguitar-soloafsnittet, skal vi da lige have en mundharmonikasolo. Ja, der sker rigtig mange fede ting i dette sprælske og iørefaldende nummer.

Mental renselse

Sidste nummer ”The Gift”, er som med titlen beskriver, en musikalsk gave til os. Der er kun synthflader og sologuitar, og det klinger superfedt. Hackett har en perfekt guitarlyd, og melodierne er meget narrative, og der opstår flotte mentale landskaber i denne sfære af god klang. Mens man hører denne stille sats, kan man fordøje alle de mange indtryk man har fået i de 10 forrige numre.

Vurdering

Man kan altid regne med et overflødighedshorn af guitarlir og genremix når Hackett udgiver et album, og som traditionen tro, er der masser disciple som trofast står parat til at joine legendens nye kompositioner. Albummet er indspillet forskellige steder i verden, fremfor bare i ét studie, og det har sandsynligvis været med til at give Hackett og de mange musikere en inspiration til at få den genreblandede musik til at fungere ekstra godt.
Steve Hackett har nok i store træk lablen ”rock-musiker” på sig, da han står for meget progressiv rock helt tilbage fra starten af halvfjerdserne. Men der er efterhånden mere af alle de andre genre end der er rock i musikken. Hackett udtaler selv om dette;

“I will always be known as a progressive musician. But what that means is there are no rules to be followed. Anything can happen at any time, and that’s certainly the case here.”

Press info, InsideOut Music 2017

Hvis nye fans træder til og hører Hacketts nye albums, opfatter de nok ikke musikken som rockmusik, for denne genre bliver hurtig afbrudt til fordel for andre genrer, og det er er mere fusion/multi-musik end rock.

når der er så mange overraskelser, er det er som om man ikke bliver overrasket

Personligt savner jeg, at rocken får en overvægt i musikken, for der er lige lovligt meget brug af alternative instrumenter, set med rock-øjne. De fleste numre på dette album er en blanding mellem mange genre, og når der er så mange overraskelser, er det er som om man ikke bliver overrasket.

Bund-niveauet er selvfølgelig uhyre højt når det er Steve Hackett, og det svinger bare fedt hele tiden. Det er en meget træfsikker produktion, lyden er behagelig, og man kan høre alt hvad der foregår i musikken. Han har ikke verdens mest fantastiske stemme, men han klarer sig gennem dagen, og får det til at lyde nærværende nok. Blandt andre sangere er Nad Sylvvan med på indspilningen, og han er en særdeles trænet sanger, og er med til at få løftet niveauet på vokalsiden.

Steve Hackett kommer allerede forbi Danmark den 5. april, og det foregår igen i Amager Bio, ligesom han gjorde i september 2015 , og det kan varmt anbefales at bruge en onsdag aften på fænomenet Hackett og Co.

Vi kan indtil da fundere over, hvem Hackett tager med på tournéen ud af de mange musikere som der har været med på ”The Night Siren”, for det er ikke småting;

-Steve Hackett – electric & acoustic guitars, oud, charango, sitar guitar, harmonica, vocals
-Roger King – keyboards and programming
-Amanda Lehmann – vocals
-Christine Townsend – violin, viola
-Rob Townsend – baritone & soprano sax, flute, flageolet, quena, duduk, bass clarinet
-Gary O’Toole – drums
-Nick D’Virgilio – drums
-Gulli Briem – drums, cajon, percussion
-Mira Awad – vocals
-Leslie-Miriam Bennett – keyboards
-Dick Driver – Double bass
-Nad Sylvan – vocals
-Kobi Farhi – vocals
-Benedict Fenner – keyboards and programming
-Jo Hackett – vocals
-John Hackett – flute
-Ferenc Kovács – trumpet
-Sara Kovács – didgeridoo
-Malik Mansurov – tar
-Troy Donockley – Uilleann pipes