Steve Hackett “Wolflight” – Anmeldelse og interview.

I forlængelse af koncerten i Amager Bio den 9. september 2015, fortsætter vi her på RockZeit med at se lidt på Steve Hacketts album ”Wolflight”. Albummet er ikke nogen nyhed da det udkom 27. marts i år, men med det eksklusive interview i forbindelse med koncerten, fik jeg chancen for at spørge Hackett omkring hans arbejde med albummet, og også hvordan han generelt får inspiration til sin musik.

”Wolflight” har været en stor succes, og den har fået gode anmeldelse rundt omkring i verden. Hackett selv er også meget glad for dette album, og han har nydt at spille dette nye materiale på turnéen ”Acolyte to Wolflight”.

Albummet

Ikke helt uventet starter albummet med ulvehyl, og en trommerundgang sætter instrumentalnummeret ”Out of the Body” i gang. En venlig og blød synthmelodi træder frem af et rock groove, og Steve Hacketts guitar følger med på melodilinjen. Det bliver mere og mere dramatisk, og nummeret har en indlysende overture-karakter som varsler, at et konceptalbum er sat i gang.

Konceptalbummet er en rejse gennem tid og kulturer, og dette bliver beskrevet med en bred vifte af eksotiske lyde.

It reflects everybody’s struggle for freedom on a journey travelling through both inner and outer space. It explores sounds from as far afield as Greece, Azerbaijan, the deep American South, Sahara desert and beyond, from all our yesterdays, evoking the ancient past.

Steve Hackett, 30 marts 2015.

Citat fra Hacketts Official Website.

Allerede i det efterfølgende nummer, titelnummeret ”Wolflight”, skiftes der instrumentation, og der bliver disket op med en masse spansk guitar. Stilen ændrer sig til at blive mere akkompagnement-præget, og Steve Hacketts vokal kommer på i bedste folk stil. Herfra skifter stilen og nummeret opbygges til symfonisk rock. Der er utrolig mange skift i, og det hele bliver holdt sammen af et megafedt guitarriff. En guitarsolo med få toner og god feeling, løfter mellemspillet til et højt niveau. Så hvis man er til spansk guitar, folk og progressiv rock, får man det hele i dette stort anlagte titelnummer. Der er en del tonale skift som er uventet og yderst velplaceret. Det er temmelig omfattende materiale der er puttet ind i nummeret, men melodierne er så gode, at det hele virker naurligt og logisk at følge med i.

Det 3. nummer ”Love Song to a Vampire” er en dejlig blanding af Hackett selv, men også et gran Sting. Masser af akustisk guitarakkompagnement ligger under en lidt introvert vokal, som har en god narrativ funktion. Steve Hackett er ikke den mest tekniske sanger, så vokalmelodierne byder ikke på nogle overraskelser, men vokalstilen passer godt til akkompagnement. ”Love Song to a Vampire” er i det store hele et meget iørefaldende og behageligt nummer. Og så er der god tid til at fordybe sig i det. Det varer ca. 9:30 min.

Med reminiscens fra marchmusikken til ”The Trial” fra Pink Floyd´s ”The Wall”, starter albummets 4. nummer ”The Wheel´s Turning”. En sirenelyd sniger sig ind henover marchen, og man forventer at et syret og mærkeligt nummer går i gang. Et vers med lettere nervøs stemmeføring, går op og ned med vokal-glissando. Omkvædet kommer hurtigt, og det er en diametral modsætning til verset; udpræget optimistisk og munter. Nummeret fortsætter med masser af uventet stemningsskift og masser af glade melodier i guitarsoloerne…og nummeret afsluttes med marchmusik/sirene som i starten. Ganske speciel sang.

Nu hvor temaet omhandler det gamle Grækenland, slipper vi ikke for bevægende orientalsk musik med strygere, perkussion og harmoniske molskalaer. Dette er i det 5. nummer ”Corycian Fire”. Her bydes der på masser af melodiske højdepunker med tekniske finesser, og hvis man kan lide Dream Theater og Queen, går det rent ind.

Med barokagtig akustisk guitar, starter det 6. nummer ”Earthshine”. Rush-fans vågner måske lidt her, da denne titel ses på albummet ”Vapor Trails”. Men hvor Rush´s nummer er stærkt defineret af vokalmelodier, er Hacketts ”Earthshine” et instrumentalt guitarnummer, og hold kæft hvor spiller han bare fedt! Et rigtigt godt nummer som break fra de mange synth-lyde i de forgående numre. Nummeret er også for en gang skyld kort; 3:30 min. Efterfølgende nummer har samme længde; ”Loving Sea”. Dette er også et nummer hvor man kan fornemme Hacketts inspiration fra de Pink Floyd-numre, hvor Roger Waters var på vokal. Nummeret er helt barberet for tyk instrumentation og tekniske detaljer…simpelthen bare en sang! Senere i artiklen kan du se hvad Steve Hackett udtaler om dette nummer.

I det 8. nummer ”Black Thunder”, får vi i næsten halvdelen af nummeret en call/respons mellem et insisterende rockriff, og vokalafsnit uden beat. Beatet vinder frem, og der kommer solo på som ender i et dramatisk synth-tema. Mellemspillet fortsætter med en mundharmunika-melodi som igen overtages af en sprød guitarsolo. Nummeret afsluttes med Lalo Schifrin-agtig filmmusik, og man ser næsten for sig en noir-krimi der bliver sat i gang. Blæret!

Vi får et instrumentalnummer mere med det næstsidste nummer ”Dust and Dreams”. Fra start får vi en shuffle-rytme der er ledsaget af et fedt bas-groove, og henover svæver nogle delikate synth-strygere. Hacketts guitar kommer ubemærket ind, og smelter sammen med disse. Guitaren bliver langsomt mere og mere intens, og nummeret er først rigtigt defineret i sin stil efter 4 minutter.

Det sidste nummer ”Heart Song” har en god outro-karaktér, og med venlige toner bliver man ledt mod slutningen af albummet. Dette korte nummer på 2:40 min. består af intro, vers og omkvæd, og dernæst en æstetisk guitarsolo der glider henover iørefaldende akkorder, hvorefter der fades ud. En ganske kortfattet og præcis afslutning på albummet.

Inspirationen

Man skal ikke være musikkyndig for at høre at Wolflight har en meget stærk inspiration fra filmmusik. Instrumentationen er meget billedskabende, og det er som at være med i et drama der skabes inde i éns sind. Hackett fortalte, at han fornemmer at underlægningsmusikken i spillefilm på en måde gør lærredet større, og at billederne forstærkes utrolig meget af musik. Hackett har mange favoritter, og nævnte John Williams, Ennio Morricone og Bernard Hermann. Specielt den sidstnævnte er han optaget af.

Gennem sit liv har klassiske komponister været en stor inspirationskilde til Hackkets musik. Især Tjajkovskij har været en del af Steves liv:

I have read about your favorite composers should be J.S. Bach, Gluck and Tchaikovsky?

Tchaikovsky I have listen to for a long time. Even as a child, I felt that there was great great strength and wonder in that music. Very emotional. If all of them were in the same room, I would have to buy them all a drink! (laughing)

I happened to mention those three. There are many more of course. There are many more composers I listen to than groups these days. It´s just the way it is… I love this… I love that, you know…Rachmaninoff, Ravel, Debussy, Stravinsky, Satie, Samuel Barber, Holst…William Bird, Scarlatti, Beethoven …Chopin, why am I leaving out Chopin.? I mean…the hall of fame properly has twenty of them in there. Most of that I love in rock music, has in some way been influenced by them.

Progressiv musik

Når man lytter til aktuelle progressive rock/metal-bands, både etableret og mindre bands, kan man høre elementer der minder meget om Steve Hacketts musik. Oven i købet kan man komme ud for, at han simpelt hen selv er med til at lave det. I 2003 arbejdede Hackett nemlig sammen med musikere fra Cynic og Fates Warning.

Here on Rockzeit we were thrilled to discover that you have been playing with Sean Malone, Sean Reinert and Jim Matheos on the album “Emergent” from Gordian Knot.

…oh…yeah…

Do you listen to progressive metal?

I listen to anything that is good. I like the idea of metal, strong music. I like the mixture.

Do you listen to Dream Theater?

Yes. Yes. I appreciate this sort of aspect… something that is really strong.

Dream Theater is also very inspired by you I would say?

…yeah, it´s funny of course…it´s not false modesty….I have been inspired by many people, and I realize that I also inspired many people myself. But it means that we are all part of the body of music.

Which bands or solo artists today in progressive music, do you think have a musical style that points in a direction of something new, just like your music did in the 70´s?

Well…we will see if they have the last empower to continue thrill and amaze us once …you know, young performers are over the thing of the level of enjoying their success that you can achieve when you are young. And you know…have great record sales and all that.

I think the real test is; will you still be involved in music…a bit like the art gallery…they are going to applaud you for being Jackson Pollock, coming up with something…but people will say…well you know that is the establishment, now we move on to something else…you gotta be prepared to be a revolutionary and then be prepared to be part of the establishment.…..Muse; interesting. Elbow; interesting, and let us see if they can sustain that. Beyond that, I like Joe Bonamassa very much.

Idéerne

Der var et magisk øjeblik da Steve Hackett åbnede sin notesbog, hvor der med tydelig håndskrift stod noter til numre fra ”Wolflight”

Jeg havde glædet mig til at spørge Steve Hackett om hvordan han får inspiration, og hvordan han kommer på de mange idéer som han præsenterer i sin musik.

Do you have a method to generate ideas?

The funny thing is…that´s the method (reaching for his notebook in front of him) usually the best ideas seem to come along when I´m in the middle of something else. I can only use a fraction of it, because there is so much stuff here….

Notesbogen var med lædercover og havde et halvmånemotiv, og den lå lige ved hans højre hånd. Da jeg havde spurgt ham, smilte han og kiggede på bogen og klappede den, og fortalte at dette var hans lille hjælpende hånd som han havde med overalt, også her i forhallen på Radisson Blu Hotel på Amager.

I give the stuff a title to remind myself….the last one here would be like; “Sixties…beautiful bottleneck”… So it will be a slide melody that is a little bit naive, like some of the nineteen sixties pop music…so there will be an aspect of it. Like for instance “The Wheel´s Turning” has a very deliberately nostalgic 1960´s-feel to it.

Disse ord og sætninger var skrevet inde i mellem de noterede becifringer i notesbogen, og det var interessant at se, at nogen finder på at notere idéer ned på denne måde. Der var et magisk øjeblik da Steve Hackett åbnede sin notesbog, hvor der med tydelig håndskrift stod noter til numre fra ”Wolflight”.

Do you have personal favorite track on Wolflight?

Well…I´m very pleased that the acoustic track “Loving Sea” goes down so well with audiences. Because there we strip away all the details, and so it´s just in a way very very basic and a three part harmony stack. It´s about what you take away, and does the song still work…then it´s just what you need.

Vurdering

Steve Hackett har lavet et album som er fuld af liv og spænding. Der er god vekslen mellem symfonisk rock og progressive passager. Hans vokal er måske lidt lille i forhold til instrumentalmusikken, og det er som om, at den ikke slår helt igennem i sammenligning. Det storladne symfonisk rockpatos er måske lige ambitiøst nok i forhold til den vokal der skal bære de vigtigste formled i musikken. Dog er han god til at lade musikken falde til ro når han skal synge, for så kan hans milde stemme matche det instrumentale akkompagnement.

Men i forhold til kompositionsniveauet, er albummet helt i top. Der er en stor kunst at lave mange formled, uden at det forstyrrer logikken, og det lykkes Hackett utroligt godt at lave skift i instrumentation, rytme, tonearter og genrer.

Hacketts musik er moden, og han slipper ligeså godt fra at komponere komplekst, som at komponere uhyre simpelt.