Steve Hackett leverede igen fantastisk musik i Amager Bio

Med stort set den samme besætning som koncerten i 2015, indtog Steve Hackett og band scenen i Amager Bio med stort musikalsk overskud, og glimrende lyd. Der var fuldt hus, og stemningen var i top fra det begejstret publikum, som både bestod af ældre og yngre fans.

Seniorguitaristen Steve Hackett har travlt med at udgive og turnere og det oldgamle Genesis-guld, fylder mindst ligeså meget som hans eget solomateriale, hvorved der altid er et jubilæum, der kan begrunde en ny runde af den gamle Genesis-med-Hackett epoke. Samtidig får han således samlet nye såvel som gamle fans til koncerterne. Det har da også vist sig at kunne fylde diverse klubber og haller indtil videre.

Med udsolgte shows i Italien og et gig i Tyskland dagen før, stod de så igen i Amager Bio, seks mand høj og skulle fremtrylle det velkendte avantgarde/verdensmusik/prog rock univers som Hackett & Co. mestrer til fulde.

En frigjort musiker og hans ensemble

Der er en understrøm af noget organisk og en form for holisme. Musikken flyder, og genrerne flyder, som vand, den letteste vej hele tiden, og det bærer præg af alder og rutine – støv ladet med lette guldkorn.

Hackett synes ganske frigjort af den ret så udrangerede rockstereotyp; han føler sig tydeligvis ikke hjemme i snævre rammer, hvad enten det er det lidt kunstige begreb verdensmusik, eller progressiv rock fra dengang John Petrucci og Jim Matheos gik i hjælpeklassen.

Det er ikke vigtigt for en elegant ronkedor hvad vej vinden blæser, det blæser han på. Derfor bliver musikken sig selv nærmest og ligesom Hackett selv frigjort fra alt det vi kommer fra. For Hackett er det vigtigere hvor vi skal hen. Og jo, hans musikalske ståsted er ganske vist forankret i 70’erne, men i praksis er musikken præget af de seneste fem århundreders britisk kulturhistorie, og eksempelvis barok, gælisk folk og new wave er rigt præsenteret – så altså, tidsløs musik, there you have it.

Start på en lang og spændende sætliste

Bandet startede ud med en happy tune, ”Every Day” fra albummet ”Spectral Morning” fra 1977. Tja, et 40 år gammelt nummer, som er et fint opstartsnummer. Der er simpelt, og bygger godt op til et godt energisk klimaks til slut. Virkelig et godt og positivt nummer at starte en koncert med. Allerede i andet nummer, var der drama. Det var instrumental-nummeret “El Niño” fra det nye album ”The Night Siren”. Guitarlyden var meget fremtræden og særdeles lige i skabet, og Hackett lavede masser af fede lyde mellem fraserne. Rob Townsend var godt med i nummeret, og skiftede mellem tværfløjte og rytmer på sine el-pads.

Gabriel/Collins-klonen

Da halvdelen af sættet var spillet, var det tid til at en trænet lead-sanger kom på scenen, og det var selvfølgelig Nad Sylvan, som første gang denne aften kommer på scenen for at synge Genesis-nummeret “Eleventh Earl of Mar”. Nad Sylvan bevægede sig som et spøgelse stille ind på scenen, og  der var stort applaus fra publikum. Han er en god sanger, og det lyder altid godt når han åbner munden. Hans meget stille kropsholdning smittede lidt af på sangen, for han var ikke helt varmet op, og han skulle lige op i gear før klangen var lige i skabet. Det var mest de højeste toner han var besværet med, og det skinnede lidt igennem, at han skulle koncentrere sig, men ok, det aldrende stemmebånd har også et hårdt turneprogram.

Vi fik også Genesis-nummeret “One for the Vine”, og Nads stemmebånd havde det bedre i de lavere leje i begyndelsen, og i det høje kneb det stadig lidt. Han kom da senere i form , og han kunne så levere den perfekte britisk rockvokal, og med klang af både Gabriel og Collins…og lidt af sig selv. Den stille passage i nummeret var perfekt leveret af Sylvan, og det kunne man også fornemme fra nogle publikum, som råbte; “hold kæft, det er godt!”

Lydbilledet blev bedre og bedre

Lydbilledet i “Blood on the Rooftops” kunne næppe blive meget bedre. Smukt sat i gang af den akustiske guitarindledning af en afslappet men sikker Hackett. Man opdagede aldrig rigtig, at alle andre blev koblet på undervejs. Smuk sang af trommeslager Gary O’Toole, og strygerflader der sneg sig lempeligt ind i sangen så det hele svævede. Og flot sax-spil. I det hele taget, smukt.

Og ved 12. nummer”In That Quiet Earth”, var bandet helt oppe i omdrejninger, og det skal man selvfølgelig også være, når der “kun” er en tredjedel tilbage, men det er altså på et ret højt niveau det her sammenspil, Wow. Fantastisk tonesprog og dynamik som tit når uhørte højder. Og Nad har fundet formen!

Hvis man var vidne til Elton John i Forum og King Crimson i Falkoner Salen, kunne man hos Hackett & Co. fornemme en lighed. Det er gamle mænd der spiller og de er ikke rundet af en tid med meget produktion, og det behøver de heller ikke. De swinger så det hele snurrer og sitrer. Man får fornemmelsen af, at mange unge kunstnere aldrig har været i den situation og været part i sådan et sammenspil.

Èt af aftenens højdepunkter, var Genesis-nummeret “Dance on a Volcano”. Det er iørefaldende, men rytmisk skævt, det er glad og lystigt….og apokalyptisk på samme tid. Nummeret er fra 1976 og skrevet af Rutherford, Banks, Collins og Hackett. Det er avantgarde-rock selv i dag, og onsdag aften blev det spillet til UG.

Inside and Out

Fra “The Wind and Wurthering” sessions får vi en rigtig pæn melodi, “Inside and Out” som Phil Collins skrev tekst til, men som kun endte på en EP og ikke selve albummet – til Hacketts store ærgrelse. Så den får vi altså; og det er vintage Genesis som holder niveau i instrumentering, melodik og harmonik, så det kan undre en uindviet ikke-Genesis-Die hard fan, hvorfor pokker den blev udeladt.

Uden blusel eller varsel, dukker et perfekt piano-intro op, og det mesterlige nummer “Firth of Fifth” går i gang. Med Beethovensk klaverakkompagnement og det Bach-agtige instrumental-tema, kørte nummeret perfekt. Sylvans vokal var også helt i top, og næsten mere end det, for mikrofonlyden var ikke tilstrækkelig til at opfange hele hans klang, og man kunne fornemme, at det ville lyde endnu bedre i en unplugged version uden forstærkning på sangen.

Keltisk hard rock

Sidste nummer før ekstranummeret var “The Musical Box”. Bissen blev skruet på, og der var god intensitet, og forskellige genrer i dette sprælske nummer, hvor Nad Sylvan på et tidspunkt hæver stemmen og synger; She´s a lady, she´s mine! Ekstranummeret “Los Endos” var også en fantastisk rejse rundt i forskellige musikalske udtryk. Det er sidste nummer på “A Trick of the Tail” fra 1976, hvor “Dance on a Volcano” også er på, og der er som bekendt variationer af dette nummer flettet ind i “Los Endos”.

Helheden

Vi havde at gøre med nogle af verdens bedste musikere, som havde spilleglæde og musikalsk overskud til den store guldmedalje. Teknisk brilliance var der nok af, og man stolede 100% procent på, at alle numrene ville sidde lige i kassen. Det var dog også meget aftalt det hele, og musikerne var af og til lidt ufarlige at høre og se på.

Steve Hacketts egen rolle var temmelig underspillet, og han gjorde plads til de andre musikere til fordel for musikens helhed. På den måde virkede alle lige, og det var en god kvalitet, som gjorde underværker i samspillet. Koncerten var en sand fornøjelse, og den får da også 4.5 stjerner ud af 5.