Fotoreportage: Steve Vai tryllebandt i Amager Bio

Siden gik det slag i slag, og allerede i 1980, 20 år gammel, spillede Steve i nogle år med Frank Zappa. Havde derefter forskellige egne bands, og fra 1985 og fire år frem, spillede han med David Lee Roth. Han var i 1990 guitarist i “Whitesnake”. Han har haft samarbejder med guitarister som Joe Satriani, John Petrucci og Eric Johnson. Under ledelse af Satriani, dannede han sammen med Eric Johnson tour projektet G3.

Vai har modtaget et ocean af priser, nomineringer og udmærkelser. Lige fra 3 Grammy priser, til noget så useriøst som “Sexiest Male”. Hans solokarierre fik sit absolutte gennembrud med albummet “Passion And Warfare” fra 1990.

Det er et yderst imponerende CV han besidder Hr. Steve Vai. Stilen han er kendt for er, instrumental rock, heavy metal, progressiv rock og metal, eksperimentel rock og speed metal.

Vi var desværre ikke mange der var dukket op for at opleve Steve Vai’s koncert. Det er svært at forstå og ærgerligt, når der kommer så stor en kunstner til landet. For guitarkunstner det er hvad han er.

De der dog havde taget turen til Amager Bio, vidste hvad de havde i vente. Mange af de numre der var på sætlisten stammer fra hans seneste udgivelse og havde derfor deres livedebut.

Steve Vai og hans musikere lagde ud med det tempofyldte nummer “Avalanche”, hvor Jeremy Colson havde mere end almindeligt travlt på sine hårdt prøvede trommer. Der var så megen guitarlir, at man nok skal have en doktor grad i guitarspil for at kunne beskrive det til fulde.

Jeg ved blot hvad der kom ind i ørerne, og det var vanvittigt. “Little Pretty” blev selvfølgelig også serveret med vanvittig megen lir, det er jo det Steve Vai gør, men tempomæssigt, et mere roligt nummer.

Ligeledes “Tender Surrender”, et lækkert blues nummer der også, trods alle de mange tekniske detaljer, lige gav os tid til at trække vejret.

For der er absolut ingen tvivl om at dette, der er verdensklasse og out of this world, at man som publikum gerne vil have det hele med, men også at det for os almindelig dødelige, godt kan blive lidt voldsomt at konsumere i for store mængder af gangen.

Den detalje opfattede jeg Steve Vai som meget bevidst om. Han var virkelig god til, ikke at forsvinde ind i hans egen verden, men havde hele tiden fokus på publikum.

Vai spurgte jævnligt om vi havde det godt, om vi kunne “klare”mere, smilede og fortalte små historier.

Flere gange rakte han guitaren ud til publikum, så de kunne få lov at styre vibrator armen.

For at det instrumentale ikke skulle blive for meget, inddrog han os i en battle med guitaren. Han lavede lydende på guitaren, vi fulgte efter som “kor”.

En rigtig fin måde at inddrage publikum under sådan en instrumental koncert.

Solo’er blev det også til;

Dave Weiner havde den første. Det må være sin sag, som anden guitarist, at skulle lave en solo med en sådan leadguitarist. Weiner var dog eminent, og gjorde det så fornemt, at man glemte alt om hovednavnet for en lille stund. Men han er også kendt for, at være en af Steve Vai’s faste tour musikere.

Manglede vi sang, så fik vi også det; lydmanden hoppede på scenen og gave os italiensk skønsang. Et af de små afbræk vi fik for, at sanserne kunne få lidt ro imellem de ekstreme instrumentale numre.

Vi fik den officielle video på storskærm, da nummeret “For the Love of God” strømmede fra Vai’s fingre ud i umulige toner fra guitaren. Et virkelig magisk nummer og et magisk øjeblik.

Ligeledes fik vi på storskærm en ganske fin animeret film af Vai’s undfangelse og fødsel. Det var absolut lavet med et glimt i øjet.

Vai viste os, i aftenens løb, at der er mange måder at spille guitar på; med krydsede arme, med højre hånd alene, med venstre hånd alene,  jeg tror vist vi fik det hele med.

Vi så guitarer med indlagt blåt led lys på gribebrættet, lysende kabler sendte strøm mod instrumentet, der var ikke sparet på noget….og dog, jeg havde virkelig, virkelig håbet, at vi havde fået “monsteret” at se og høre, den specialbyggede HYDRA fra Ibanez.

Desværre var dette ikke tilfældet.

Med ekstranummeret “Fire Garden Suite lV – Taurus Bulba”, takkede bandet af efter et endnu velfortjent applaus fra os.

Jeg kan kun tale for mig selv,  jeg var mættet, og lidt til. Steve Vai er jo en kunstner man lytter til på en anden måde, end havde det været musik man hopper rundt til.

Det er så stort og vildt det han kan, og kiggede jeg rundt på publikum i aftenens løb, så var det med dyb koncentration, men også stor glæde og beundring der blev observeret og lyttet.

Steve Vai og hans band høstede så mange velfortjente klapsalver, men hvor ville jeg have ønsket, at salen havde været proppet.

Måske mange har fokuseret på de festivaller der ligger netop nu. Den netop overståede Copenhell og den snarligt kommende Roskilde Festival.

Men jeg må sige, mange gik glip af meget.

Teknisk er det jo vanvittigt hvad Vai kan præstere, og jeg er så glad for, at have fået den mulighed, at opleve ham live, og håber så sandelig, at den mulighed byder sig igen en anden gang.