Forhistorie: Loving Mary Band er et amerikansk Country/rock band dannet i 2014 med base i Nashville og består i dag af;
- Suzie McNeil, vokal, harmonika og keys.
- Rebecca Lynn Howard, vocal og bas.
- Elisha Hoffman, mandolin og banjo.
- Andrew Mactaggart, guitar.
- Sarah Tomek, trommer og
- Marti Frederiksen, vokal og guitar.
Allerede kort efter dannelsen af bandet fik Marti Frederiksen en opringning af Steven Tyler, Tyler havde brug for nogle musikere til en solo tour. Frederiksen havde et færdigt band til rådighed. Dette blev starten på det første samarbejde imellem Loving Mary Band og Tyler.
I 2016 udkom Steven Tyler med albummet “We’re All Somebody From Somewhere”. Et country inspireret album, hvor Loving Mary Band også var inde over. Sammen har denne konstellation turneret en del i USA.
Ingen koncert på dansk jord
Denne sommer blev det så Europas tur. Desværre gik turen udenom Danmark, så undertegnede drog til London for d. 7 august, at få del i denne oplevelse. Stedet var 02 Forum Kentish Town, der i 1934 og fungerede som et mindre teater/biograf. Nu er der plads til omk. 2000 personer.
Koncerten var udsolgt, forventningerne var skruet op, og flere havde iført sig cowboyhat til lejligheden. Kl 20 gik opvarmningen på scenen, og hvilken opvarmning. The Sisterhood Band bestående af Alyssa Bonagura, guitar og vokal samt Ruby Stewart, vokal.
Countrystilen var lagt, cowboyhatte, akustiske guitarer og to forrygende kvindelige vokaler, hvor svært kan det være!
Bandet gik lige i hjertet på publikum. Cirka en time var publikum godt underholdt. Salen kogte, alle var vi parate til at modtage selveste Steven Tyler og Loving Mary Band.
Enter Mr. Tyler
Ind på scenen kom de og har man før oplevet Steven Tyler, ja så ved man hvordan han kan indtage en scene, det går ikke stille for sig. Tyler var fra første sekund i sit es og havde publikum i sin hule hånd.
Der blev lagt hårdt ud med to Aerosmith numre “Sweet Emotion” og “Cryin´” efterfulgt af et par Beatles cover numre; “I’m Down” og “Come Together”. Han gjorde det så overbevisende, at han næsten gjorde dem til sine egne sange.
Modigt gjort i betragtning af, at man i England skal vare sig for, at pille for meget ved Beatles numre, men blot kunne jeg ved selvsyn konstatere, at Briterne elskede det. Det samme gjorde jeg.
Der blev efterfulgt af det gamle Fleetwood Mac nummer “Rattlesnake Shake”. Også her formåede Tyler at gøre et nummer til “hans eget”. Loving Mary Band fulgte fint trop. De spillede fantastisk og det var tydeligt, at de nød det og også nød samarbejdet med Tyler.
“Only Heaven” et stille nummer fra Tyler’s country album fulgte og blev afløst af det gamle Janis Joplin nummer “Piece Of My Heart”. Igen var Tyler oppe i omdrejninger i bedste blues stil, rå, hæs og skrigende.
Når Tyler tager et Joplin nummer under behandling, er man ikke i tvivl om, hvor meget hun har inspireret hans musikalske karriere, lige siden han for første gang hørte hende på “Woodstock”. Det ville have været en fryd, om de to havde haft mulighed for, at synge det sammen.
Endnu et nummer fra hans country plade fulgte “We’re All Somebody From Somewhere”, et mere blues inspireret nummer. De klassiske Aerosmith numre “Livin’ On The Edge”, Janie’s Got a Gun” og “Dream On” med Tylers datter Liv stående på sidelinjen. Hun var kommet forbi for at hilse på hendes rockende far og han storsmilede.
Publikum var ellevilde. undertegnede ligeså.
Det er meget let at få tårer i øjnene når man oplever en sanger og musiker som Tyler der er så fuld af energi og man nærmest fornemmede, at han krængte hele sin musikalske sjæl ud til os. Man kan godt gå hen og blive meget ydmyg over et menneske der med al tydelighed viser, at han “lever” musik, at han har dedikeret sit liv til musikken.
Han gav sig selv på en sådan måde, at man kun må overgive sig og beundre det faktum, at manden har som han selv siger “sniffet det halve Peru”, “brugt 3 millioner dollar på stoffer”, Han har rundet de 70 år, og alligevel kan han med sin enorme energi og musikalitet lægge en sal ned på et splitsekund.
Han nåede fra start til slut langt, langt ud over scenekanten, ud i hver en krog og ind i hver en sjæl. Det er det han kan når han giver den gas som han gjorde den aften i London.
Tror også der var meget vundet ved, at koncerten i Tyler målestok var forholdsvis lille og gjorde, at den blev langt mere personlig og nærværende.
Det der manglede
Når alt dette er sagt, så er jeg også nødt til at tilføje, at jeg manglede numre fra “We’re all Somebody from Somewhere” albumet. Numre som “Love is your name”, “Gypsy Girl” og I make my Own Sunshine” var numre jeg virkelig havde set frem til at høre live.
Jeg tror også disse mere country prægede numre ville have medvirket til, at trække det meget velspillende country/rock band frem, som Loving Mary band nu en gang er, men som setlisten var opbygget udgjorde de mere hans backup band.
Koncerten blev afsluttet med Tiny Bradshaw’s “Train Kept A-Rollin’ og “Walk this Way”. Ikke et øje var tørt.
Jeg håber virkelig på et genhør af Steven Tyler og Loving Mary Band, og dette på dansk jord.
Tyler er Tyler og han kan, hvis han vil, sætte sine sort lakerede negle i sit publikum og rive os med i sit univers. I denne konstellation er han bare en smule mere….afslappet på den fede måde!