Sting: 57th & 9th tour i Royal Arena

Sting har i en del år bakset med, hvordan han skulle få sin rockkarriere til at virke. Musikgeniet har i mange år taget livtag med musikgenrer fra andre luftlag, så man ofte kunne tro, at han helt havde mistet jordforbindelsen. Alligevel har han på det seneste album “57th & 9th” fra 2016, formået at grave dybt i sin egen baghavemuld og han har fået genskabt en savnet The Police lyd, hvilket i går i Royal Arena bidrog til at forene nyt og gammelt fra hans massive hit repertoire.

På den aktuelle “57th & 9th Tour” har Sting medbragt et band bestående af Dominic Miller på guitar,  Josh Freese på trommer og endnu en guitarist Rufus Miller. Som opvarmer fik vi i går hans søn Joe Sumner. Sting var dog den første musiker, der trådte op, og han tog sig kærligt og akustisk af sin ny celtisk inspirerede folkeballade “South of the Great North Road”, og Joe Sumner kom på scenen og tog et vers, hvorefter de delte et vers, og på denne afslappede og familiære facon blev der lagt op til en hyggelig og godmodig aften.

Hyggelig opstartsgøgl

Joe Sumner skulle så varme op for sin far og fortsatte hyggen med verdens ældste cowboy trick, nemlig at hakke sig igennem nogle indøvede danske fraser “Hvordan gå det? Jaj snakke ikke så godt tansk så ny spille jaj bar musik” Det kunne vi godt lide.

Man må sige at æblet ligger lige ved siden af stammen, for med det samme hører man Stings sprøde sandpapir-tenor; sønnike har store ligheder med sin faders vokal, især i det lyse leje. Drengen (41år) er en habil musiker, og han formåede at fylde scenen nogenlunde ud, på trods af at det bare var ham og hans guitar – og så et guitar pedalbræt, der spillede rytmeguitar. Det så lidt sært ud, når han ikke spillede og der var masser af guitar. Heldigvis viste de store skærme helt planmæssigt Joes rappe pedalbræt-fodarbejde, så der ikke var nogen illusioner. Stilen var den velkendte Strøget-troubadour-gøgler-papkasse-pauseklovn stil, og 6 numre var vel også hvad den kunne trække.

Med The Police lige i hælene

Med lidt forsinkelse, bragede Sting med band igang med en potent og ganske hårdt spillet “Synchronicity II”, som skulle overbevise os om, at Sting var viril og evig ung. Der var virkelig god bund i lyden, bas og trommer lagde et solidt og tight fundament og Stings vokal var på plads. Klassisk Andy Summer Fender sound på guitarerne og nummeret blev spillet råt og lige på. Med det efterfølgende “If I Ever Lose My Faith in You” blev det tydeligt, at Sting havde sat sig for at fjerne alt unødvendigt sovs på numrene, der var ikke strygere, og alt det lækre 90’er lyd var erstattet af den rå The Police lyd, det stramme og skrabede samspil. For at understrege, hvor unge vi er, så blev nummeret spillet i et hæsblæsende tempo, hvilket var lidt ærgerligt. Men det var effektfuldt, han havde vores opmærksomhed, og nummeret blev efterfulgt af “Spirits in the Material World”, hvorefter han gled over i “Englishman in New York”. Også dette blev spillet direkte og intenst i et The Police agtigt arrangement. Endvidere slap Sting & co godt fra at spille det out datede trommesample-mellemspil i “Englishman in New York” ved simpelthen at lade være med at maskere det og bare spille lortet med ublu britisk pondus. Som han selv synger, vær dig selv lige meget, hvad de siger…

Kamin Lounge

Herefter kom “Every Little Thing She Does Is Magic”, og der må jeg altså sige, at jeg godt kunne bruge lidt sovs, for arrangementet blev lidt tyndt, og det blev ikke bedre af, at den velholdte brite, ikke helt magtede de højeste toner. Redning kom i kraft af et godt planlagt set, så nu var det tid til nogle rolige transport numre, “Mad About You”, “Fields Of Gold” og “Shape Of My Heart”. Der var lidt kamin lounge over stemningen, Stings stemme fik lidt massage, og man fik samtidig lov at høre, hvor dygtig Sting er til at skifte udtryk; manden er komplet som musiker og har føling med alt hvad der sker på scenen, og med sit stolte rævesmil forførte han salen, som vist også havde brug for at komme lidt ned i gear.

Aftens bedste løsning på omlægningen fra Sting-solo arrangementerne til The Police lyd var at lade den happy hoppende og sprælske Percy Cardona spille harmonika over velkendte stryger og synth motiver, i kombination med guitaristernes tilsvarende arrangement løsninger. Det fungerede som regel virkelig godt og harmonisk, alt var nivelleret, så intet stak ud og man var tryg ved, at Sting havde overvejet hver en frase.

Småkage!

Efter en tiltrængt musikalsk morfar sørgede “Petrol Head”, “She’s Too Good for Me” og “Message in a Bottle” for at vi igen fik smæk på skillingen, sidstnævnte nummer indledte en stiløvelse med call response, som folket elsker det, og som fortsatte aftenen ud. Sting skrålede sin hæse stemme langt langt ud i det blå menneskehav og alle svarer hans SOS, måske på nær et par anmeldere.

Denne anmelder havde glædet sig til at høre Stings version af “Ashes to Ashes”, så da Joe Sumner tog sig af denne absolutte Bowie  klassiker blev jeg først skuffet, men jeg må sige, at han gjorde det med respekt og værdighed. Der er efterhånden tradition for, at man lige skal have et Bowie nummer med efter dennes død – det er næsten et kvalitetsstempel – et musikalsk hashtag, man lige skal tjekke ind på. Det gav også en nerve og dybde, som den effektive velsmurte Sting maskine måske havde forsømt lidt undervejs.

Efter en bunke The Police numre med en masse slang, lykkedes det Sting at tilføre koncerten noget eksotisk med den veludførte og smukke “Desert Rose”. Bandet slap rigtig  godt fra det sære mellemspil og især med den god duet med guitar og harmonika med kvartbaseret stemmeføring, fik bandet sendt os til mellemøstens himmelstrøg. For mig et af højdepunkterne.

“Roxanne” med indlagt brudstykke af “Ain’t No Sunshine” afrundede det primære sæt. Jeg synes det var en sær hybrid og syntes ikke at det… fløj. Men “Roxanne” er kommet for at blive, og vi deltog igen i en sand call response bonanza og sendte Eddie Murphy en kærlig tanke. Sting sang den flot med sin ældre stemme, og det bør ikke trække ned, at han mangler lidt i toppen.

Ekstranumre i femte gear 

Med eksprestogsfart fik han eksekveret “Next to You”, “I Can’t Stop Thinking About You og “Every Breath You Take”. Hold da op, der er eddersparkeme ikke noget med pauser mellem numrene. Han bevarede virkelig høj energi, og taget løftede sig i et enkelt hjørne, tror jeg, men det var måske lidt for jappet, som om han skulle nå metroen til Illum for at hamstre dansk design, eksklusivt åbent for en vis englishman in Copenhagen. godt nok foregik det i Royal Arena, men der er trods  alt ingen grund til at ødelægge sine egne sange med Amager fades …

Encore 2:

Efter alt egentlig var sagt og gjort, viste Sting noget af det bedste den aften med sit forrygende akustiske guitarspil på “Fragile”. Det er bare en smuk sang og modigt af ham at tage dynamikken helt ned til sidst. Han ønskede at vi skulle slutte roligt og eftertænksomt af og sætte pris på den tid, vi har, da livet jo er… skrøbeligt.

Stings jukebox

Hvad kan man sige til sådan en koncert? Han kan det hele, og vi har hørt det hele før. Det var stensikkert, det var hyggeligt og nogen gange var det virtuost og andre gange virilt og pågående. Det var… en god koncert over middel. Vi fik de hits vi kunne ønske os; aftenens setliste var en sand gavebod, alle skrålede med på omkvædet, det er det her vi elsker og Stings sange er fyldt med gode refrainer. Perler på en snor for de tilfredse fremmødte formuende søndagsdanskere.

Når man ræser mod 66 år, og allerede har leveret langt over de evergreens, man kan have lov at håbe på som kunstner, så vil man altid stå i sin egen skygge, og det må nogen gange virke som om, den bliver længere og længere, mens man selv bliver mindre og mindre.

Spil noget med Slayer

Men lad os  bare set det i øjnene; Sting har en taber sag, det er lose-lose; “spil noget gammelt, vi gider ikke høre dine folkemusik eskapader eller dine klassiske flirter” – “nu spiller han bare The Police numre, der er intet nyt under solen – manden er færdig” – “Spil noget med Slayer”. Og hvis han gik i gang med et nyt politisk red-miljøet-projekt ville vi stå og synge “sæt dig ned, sæt dig ned, sæt dig ned…”

Man glemmer måske, at han reelt bare er musiker og ikke en messias – og en gang havde han måske også selv glemt det. Men selv ikke Sting kunne redde regnskovene. Det ved han nu. Han kan kun prøve at redde sig selv. Så vi kan lige så godt bare nyde hans sange og den stadig fantastisk stemme, sålænge han selv kan levere sine sange. Det er jo ikke det samme, når sange kun kan opleves via andre levende musikere. Vær glad for det der er, istedet for at være sur over det er ikke er.

Hvis man ikke helt kan finde nerven i legendens rockmusik, så er det måske fordi stolerækkerne er blevet for lokkende og for magelige og at man derfor ikke helt rammes af trommernes og bassens buldrende resonans i gonaderne. Måske kan man slet ikke huske den følelse? Kig da på det glade publikum på gulvet, gå ned til dem og lad dig selv være en af mange…