Stonebird havde den utaknemmelige opgave at være de første på scenen til dette års Nordic Noise festival, og skulle dermed sparke løjerne i gang.
Man kan bestemt ikke sige, at vildt mange mennesker endnu havde fundet vej til festivalen, hvilket kunne have sat spor i bandets engagement…. men det gjorde det så ikke!
Jeg kendte dem ikke på forhånd, og de var vist ikke en af de acts som havde været første valg. Ikke desto mindre stod de altså for en gedigen omgang 60’er/70’er retro rock oplevelse, hvor især Led Zeppelin og the Doors stod frem som oplagte inspirationer.
Karisma og stærk vokal
Ok. Publikum var ikke klar til at gå amok endnu, klokken var kun lidt over fyraften, men tingene var på plads. Lyden var i betragtning af hallens tomme kvadratmeter ret god, og vintage rock flød udover scenekanten. Forsanger Andreas Gajhede optrådte med lige dele karisma og stærk vokal, til tider med samme flabede fraseringer som Ian Astbury, og så ikke ud til at lade sig mærke af det sparsomme publikum, resten af bandet svingede fedt og det var befriende at de havde den ikoniske organlyd med, lidt synd at Sean Leavys tangenter dog ikke altid var hørbart.
Næstsidst i deres korte sæt, kom nummeret “Beast”, som er et buldrende læs dinosaur rock’n’roll, med alle de floskler og obligatoriske virkemidler der dertil hører af tunge riff, tørre tæsk, temposkift og fængende duet soloer. Fedt med rolige passager med trommebeat kørende.
“Mama/Sister” var helt i samme rille, dog med lidt mere interessant “halt” trommerytme i verset.
Det musikalske udtryk var energisk og kompromisløst, og guitaren var mega tør med eksplosive korte guitarsoloer inde mellem vokalafsnittene. Generelt var det levende musik på den rigtige rock’ n’ roll-måde.
Samlet set er der ikke mange fingre man kan sætte på det – hvis det her er standard/bundniveauet for resten af aftenen, er der ingen grund til at klage. For alvor.
Omvendt udeblev den nyskabende opfindsomhed, og det der helt særegne som gør at man tænker, at her var man vidne til noget vigtig. Det var vi ikke, det var endnu en revitalisering af noget meget meget gammelt.
Men igen, ingen sure miner, its only rock’n’roll, but we like it.
Resume
Medlemmer:
Andreas Gajhede -Vokal
Laurits S. Pedersen – Leadguitar og kor
Sean Leavy – Tangenter
Victor Simon – Bas og kor
Steffen Møller – Trommer
Se mere her:
Skriv et svar