Onsdag d. 19. juni bød på et dilemma af dimensioner for metalfolket! Opvarmning på Copenhell eller Rammstein i Parken? For undertegnede var valget dog slet ikke svært! Sammen med tusindvis af andre skulle hegnet til Helvede naturligvis stormes!
Stormen blev aldrig en tornado
Kl 17:00 åbnede de unge New Zealandske hardrockere i ”Like a Storm” Pandæmonium og årets Copenhell. De fyrede op under kedlerne med deres hårde rock, som med monstrøse guitarrifs og dundrende subwoofer bevæger sig lige på kanten til metalcore!
Chris Brooks åbnede hele festen på didgeridoo, hvilket må siges at være et sjældent anvendt instrument i metal. Udover Kataklysm har jeg ikke rigtig hørt instrumentet, og Like a Storm har ikke mindre end 4 af slagsen med sig på scenen, i et snedigt set-up, hvor to sorte skeletter holder hver to.
De 3 brødre Chris, Matt og Kent Brooks dannede bandet tilbage i 2005, og vandt sidenhen international bevågenhed og anerkendelse, da de i 2009 varmede op for Creed på deres re-union tour.
Like A Storm har 3 full length studie albums i bagagen hvoraf det seneste ”Catacombs” udkom i juni 2018. De fleste af numrene på setlisten er fra dette album; både “The Bitterness” og ”Complicated (Stitches and Scars)” som er et røvfedt nummer med masser subwoofer – Woof Woof! Og musikken lægger virkelig op til en tornado, men bandet mangler simpelthen noget energi, som der skal til, for at få denne genre helt ud over scenekanten. Den har potentialet til at få tusinder af mennesker til at stå og hoppe, men tornadoen udeblev. Det skal dog siges at lyden ikke var prangende god. Lyden mudrede en smule, på en ellers ret så solrig og tør eftermiddag.
Til gengæld overraskede de med et temmelig godt cover af Linkin Parks “Crawling”, som jeg da klar foretrækker at høre frem for deres cover af “Gangstas Paradise”! Matt Brooks’ (som i øvrigt har en udvoksning der er Kurt Cobain værdig) vokal holdt hele vejen på coveret, hvilket bare er super vigtigt når man kaster sig over andre artisters hits.
Apropos hits så sluttede bandet af med deres eget hit “Love the Way You Hate Me” hvor Chris hopper ned til publikum og synger; hvilket så bogstaveligt talt er den eneste gang bandet rigtig kom ud over scenekanten.