Storslået sci-fi-rock i Royal Arena

Søndag aften i Arenaen, skulle salen fyldes med moderne high tech alternative-progressive-spacerock i kæmpeformat, som kun Muse kan levere det. Og det gjorde de!

De Teknologiske Tre var naturligvis spundet ind i top notch lyd og lys, som skabte en bizar og humoristisk sci-fi-verden for øjnene af 13.500 koncertgængere. Men den moderne teknologi var bestemt ikke til for at camouflere musikalsk middelmådighed, for de tre briter var ypperlige på deres instrumenter.

Let there be light

Efter en fed og energisk opvarmning fra Des Rocs, fik vi pausemusik mens sceneteknikere kom på arbejde, blandt andet Ennio Morricones soundtrack til Carpenters kultgyser “The Thing” lød over højtalerne, efterfulgt af diverse kendte technomelodier i easylistening versioner, og så var vi mere end klar til det kæmpestore hovednavn.

Kl 21:23 var det forbi med pausemusik og de utålmodige glimtende mobiltelefonlys fra publikum. Bas, trommer og keyboardtoner blev antændt, og afslørede en glimrende lyd lige fra start, efterfulgt af en glædeseksplosion fra Arenaens folkemasse. Et timandsorkester med LED-fluorescerende tøj og masker, løb ind på scenen med hver en trækbasun i hænderne, og stillede sig i en cirkel for enden af catwalken, der gik ud blandt publikum. Forsanger Matthew Bellamy blev hævet langsomt op i midten fra en lem i gulvet, og showet var i gang. Et show var det, og lige her specielt, for statisterne spillede ikke på basunerne. Det var mere for at lave flotte tricks med dem, og det var lidt spøjst og lidt cirkus-agtigt, men ganske visuelt prangende.

Allerede 6-7 minutter inde i sættet var Muse oppe at ringe med “Psycho”, som rullede som et tungt artilleri mod vore ører, og allerede hér må det have været pengene værd for alle de fremmødte. Der var bestemt ikke leflen for tilhængere af blød popmusik, for nummeret bød på en kugleregn af skærende toner i guitarstøjsoloen fra Bellamy, som ramte alle hårdt i mellemgulvet.

Ørehængere

Muse kan imponere både med progressive numre, men også med simple sange som åbentlyst er skabt til at få streamingtjenester til at gløde. Deres mol-melankolske hits som “Starlight” og “Uprising” er sikre vindere i hit-gamet, og det kunne man også mærke på publikum, som var i ekstase når numre som disse blev slynget fra rygraden af de tre musikere og deres 4-5 anonyme scenemusikere. Folk på stolerækkerne var oppe 6-7 gange i løbet af aftenen når de catchy og udødelige Muse-numre blev sparket i gang, og de fægtede med armene og lyste med mobiler mens de skrålede med på pop-rockhymnerne.

Nær kontakt til publikum

Én af de mange små instrumentaludbrud mellem numrene i sætlisten, var et ørekradsende og slagkraftigt guitar/lydeffekt-arrangement af signaltonerne fra Spielbergs sci-fi klassiker “Nærkontakt af Tredje Grad”, og selvom der var meget at holde styr på for de tre musikere, havde de også overskud til at opnå nær kontakt til publikum, specielt da Bellamy gik ned ved hegnet og gav folk hånden mens han sang…og endda gav et enkelt kram til en ekstatisk kvindelig fan.

Indgroet musikalitet

Chris Wolstenholme på bas fik store bifald for sine massive figurer som tordnede musikalsk under akkorderne fra andre toneangivende instrumenter, spillet af Bellamy og skiftende scenemusikere. The left-handed genius, er i dette band trommeslageren Dominic Howard, som var tight og innovativ i rytmer og fills, og hans pulserende kropslighed var en del af scenens bevægelse. Ikke mindst var det vigtigste Matthew Bellamys stemme, og den skar igennem med stor kraft. Han var ikke bange for at kaste sig ud i alle nuancer i de meget forskellige numre, og det var ganske få toner gennem sættet som var vage eller falske.

Tung metal og onde robotter

Intensiteten var høj gennem hele koncerten, men sømmet blev trykket i bund til sidst, hvor den tunge og aggresive side af Muse blev skudt af, og hvor et gigantisk Alien/Robocop-agtigt væsen blev hejst op over scenen, som lige pludselig så lille ud, sammenlignet med den vanvittigt store gummirobot. Bellamy blev dertil også skræmmende i sin optræden, og den lange metalpassage bestående af et medley af deres hårde numre, endte med at frontfiguren kastede guitaren op i luften, og til sidst ind i trommesættet, med en tilsvarende ekstrem lyd fra den stakkels guitar…det nok var et engangsinstrument.

Efter den hæsblæsende og lange metalflirt, fik vi aftenens sidste nummer “Knights of Cydonia”, som lige fik pulsen ned så Muse kunne sige ordentlig farvel til Danmark for denne gang.

Musikfuturisme i fuld flor

Rock er efterhånden en gammel mand som skal følge med den teknologiske udvikling for at overleve. Muse er et band som har formået at inkorporere moderne lyde i deres pop-rock-progmetal-stil, og de alternative elektroniske lyde bliver gnidningsfrit smeltet ind i den klassiske genkendelige rocklyd. Derfor bliver deres musik efter min mening sjældent old school og kedelig, og de fleste numre de har lavet peger frem mod en ny type lyd i rockens univers.

Der er ingen som kan slippe væk med at lave koncerter bygget på opvisning af lydteknologi og visuelt lir, hvis der ikke ligger kunstneriske idéer bag galskaben. Muse mestrer hele spektret, og sætlisten var en gavebod af numre som var musikalsk perfekt udført, og som prikken over I’et, var pakket ind i det omfattende visuelle apparat som konstant kørte synkront med musikken.

Det blev aldrig for meget, og slet ikke ubehageligt stort ligesom jeg oplevede til U2 for ca. et år siden. Programmet fra Muse var så skarpt skåret, med perfekt balance mellem pop, rock, electronica og progmetal, og i min verden med et tilpas stort, spændende og sjovt sceneshow.

Rejsen ind fremtiden med de teknologiske maestros, får 5 stjerner her fra RockZeit.