Suede i Royal Arena

Jeg kender mange som tror, at britpop-rock-bandet Suede er udbrændt eller er stoppet med at spille for længst, men det forholder sig overhovedet ikke sådan. De har lavet et vellykket album for et halvt år siden og deres live koncerter er på et meget højt plan, både i musikalitet og i sangkvalitet. 

Dog var der ikke udsolgt i arenaen, så skaren var ikke kæmpestor, men det var musikken. Fra det nye og tiende album, Antidepressants, startede de fem musikere ud med “Disintegrate” og dernæst titelnummeret. Man kunne med det samme fornemme at bandet var i topform. Allerede som tredje nummer, kom det klassiske hit “Trash” (fra albummet Coming Up 1996) som fik mange i salen til at synge med for fuld drøm.

Mange kunne i halvfemserne ikke tolerere den nasale vokalstil som Anderson gik i front med, og på godt ondt, lyder Brett Andersons stemmer ikke som i gamle dage. Han er stadig en god sanger med en god gedigen stemme, men faktisk savnede jeg til tider den gamle klang som han stod for i de tidlige Suede år. Men den stemme han har nu, har ganske god klang og dertil med kraft og saft, og den var udtryksfuld som ind i helvede.

De høje falsettoner blev taget af keyboardspilleren Neil Codling. Anderson startede på en frase og dernæst svingede han mikrofonen rundt i luften, mens der kom projektør på Codling, som sang resten af en påbegyndte frase i det høje leje. Så der blev ikke lagt skjul på det.

Saftigt samspil

Jeg havde frygtet at bandet spillede FOR perfekt, så bare en et strømlignet akkompagnement til Andersons vokal, men det var ikke tilfældet. Der var virkelig autentisk live stemning, for musikerne lavede små utightheder og anslagsfejl, som resulterede i et levende samspil med et æstetisk lydbillede. Et lydbillede som kom fra rigtige mennesker, og som ikke var kørt igennem et højteknologisk filter før det kom ud af højtalerne. Trommeslager Simon Gilbert svingede en lille smule op og ned i tempo, og havde nogle dynamisk ujævne slag på lilletrommen. Faktisk gav dette en god fornemmelse af at der blev kæmpet lidt på scenen, og det blev aldrig kedeligt at høre på.

Intens performance

Anderson har tradition for at gå helt tæt på publikum, og han gjorde også meget ud af denne gestus lørdag aften. Han var mange gange nede, lige foran den første række, hvor folk kunne holde om ham og give ham håndslag mens han sang for fuld udblæsning. Han var sågar helt ude på gulvet på et tidspunkt, 10 meter fra scenen, med mikrofonledningen hængende efter sig.

Ingen nostalgi!…?

Anderson påstod flere gange fra scenen; We are not a nostalgic band…som selvfølgelig blev sagt med et glimt øjet, for vi skulle jo høre de gamle store hits til sidst. Men der blev gjort ret meget ud af at spille noget af deres nyere musik, eksempelvis også fra den fede skive Autofiction, som udkom i 2022. Der var en del numre fra dette album i sættet; “Turn Off Your Brain and Yell”, “She Still Leads Me On” og “Shadow Self”.

Suede var gode til at indrage publikum i sangene…måske lidt for gode. Til sådanne koncerter, ser jeg personligt frem til at høre berømte vokalfraser fra de store hits, sunget af forsangeren selv! Desværre rettede Anderson ofte mikrofonen den anden vej. Det gjaldt blandt andet “Beautiful Ones” og aftenens sidste nummer “Saturday Night”, hvor vokalkvaliteten faldt med et brag, da det mest var publikum som sang omkvædet i sangene …men jo jo, live stemning var der da…

I det store hele var det en fantastisk koncert. Sangkvaliteten var eminent, sætlisten sad i skabet og udførelsen var i top. Med de få irritationsmomenter, ender jeg på 4,5 stjerner til Suede.