Suicidal Tendencies 

I’m not crazy – in an institution

Det er præcis 25 år siden jeg så Suicidal Tendencies første gang, nemlig som energisk skaterthrash punkmetallisk brintbombe fra Los Angelses og fjerdedel ved Clash of the Titans koncerten i det hedengange KB hallen den 10.10.1990. De øvrige navne på plakaten var selveste Slayer, Testament og Megadeth, og i 1990 hæftede jeg mig måske mere ved Mustaines ekvillibristiske ensemble og Slayer som de mørkeste speedthrash tordenguder, en 15årig kan forestille sig.

Jeg har ofte dømt dem ude, ligesom de selv har gjort i perioder, men ST er et band som, når det kommer til stykket,  altid formår at overraske med deres forrygende kampgejst, virile optræden og kontroversielle tekster. Numre som det metal-rap-punkede “War Inside My Head”, og “Look Up…(The Boy’s Are Back)”, som bedst kan beskrives som en vellykket hybrid mellem Motörhead, Dead Kennedys og Metallica, og ikke mindst deres første reelle hit med masser ST signatursound, “Institutionalized“, har alle dage været overbevisende knusende effektive numre. Sidstnævntes tekstunivers opsummerer ganske rammende den anarkistisk punkmachismo, som ST er eksponent for:

 “(…)I was sitting in my room and my mom and my dad came in and they pulled up a chair and they sat down, they go:
Mike, we need to talk to you
And I go:
Okay what’s the matter
They go:
Me and your mom have been noticing lately that you’ve been having a lot of problems,
You’ve been going off for no reason and we’re afraid you’re gonna hurt somebody,
We’re afraid you’re gonna hurt yourself.
So we decided that it would be in your interest if we put you somewhere
Where you could get the help that you need.
And I go:
Wait, what are you talking about, we decided!?
My best interest?! How can you know what’s my best interest is?
How can you say what my best interest is? What are you trying to say, I’m crazy?
When I went to your schools, I went to your churches,
I went to your institutional learning facilities?! So how can you say I’m crazy?

They say they’re gonna fix my brain
Alleviate my suffering and my pain
But by the time they fix my head
Mentally I’ll be dead

I’m not crazy – in an institution
You’re the one who’s crazy – in an institution
You’re driving me crazy – in an institution
They stuck me in an institution
Said it was the only solution
To give me the needed professional help
To protect me from the enemy — myself. It doesn’t matter, I’ll probably get hit by a car anyway”

Institutionalized er fra 1983 og ST har sidenhen fortsat med samme basis formel og derved givet deres bud på et pågående og rebelsk soundtrack til drenge i alle aldre, som drømmer om at give fingeren til det slemme, slemme etablerede samfund.

En rodet affære

Mens eksempelvis Slayer har formået at levere et mere eller mindre kontinuerligt stabilt niveau, så har ST snarere formået at levere et kontinuerligt ustabilt niveau, ikke kun i forhold til deres mange pauser, forskellige bandkonstellationer og deres albums kvalitet, genindspilninger af gamle albums og numre, men også i forhold til deres genremæssige tilhørsforhold. Deres indiskutable evne til at eksperimentere med alle genrer på tværs af punk-metal-thrash spektret har af og til givet bagslag og efterladt selv deres mest inkarnerede fans med en følelse af, at ST igen-igen svigter deres skaterpunk udgangspunkt – eller blot ikke helt ved hvem de er, hvilket ikke er så mærkeligt, når over tyve medlemmer har vandret ind og ud af ensemblet, herunder Metallicas Robert Trujillo.

På den måde er de aldrig kommet helt ind under huden på mig. Ok, ST har generelt et godt live ry, og deres præstation i 1990 i KB Hallen gav da også de tre øvrige titanere kamp til stregen dengang i 1990. Seneste gang jeg så dem, Roskilde i 2013, var dog en bizar oplevelse, med svingende kvalitet i sammenspil, og ret uskarp sang/skrål og kor, men alligevel med ST’s velkendte uimponerethed og punkattitude.

Stadig i live

Som moderat og lettere bedaget ST lytter, må jeg imidlertid erkende, at det er nemmere for mig at holde fast ved – og af – deres første årtis repertoire, end at gå på nidkær opdagelsesrejse i de lidt forvirrende efterfølgende årtiers katalog. For mig vil det helstøbte og uovertrufne 1990 album ”Lights…Camera…revolution!” nok altid stå som en epokes værdige afrunding, og derfor vil det også være numrene fra 80’erne til 1990, som jeg først og fremmest håber på at høre på refshaleøen til sommer.

Således er ST ikke et af de bands, som jeg vil dø for at se – sådan nogle tendenser har jeg ikke; men de skal på den anden side bestemt ikke afskrives; der er altid noget kontroversielt over ST, man ved aldrig helt hvad de finder på, og trods navnet må man give dem, at de altid spiller som gjaldt det livet.