Sumac i Lille Vega

Hvis man kan lide sin metal tung som bly og sort som tjære, har de seneste par uger budt på et par begivenheder, som har gjort det svært at opretholde den nedtrykte stemning.

Det startede 20. marts, hvor Neurosis udgav en ny plade for første gang i 10 år – og den var god. Således opløftet kunne man yderligere notere sig, at Neurosis har indlemmet Aaron Turner som ny forsanger. Og hvis det ikke var nok til at få én op af kælderen, kunne man jo bare tage med i Vega 1. april og se samme Aaron Turner og resten af Sumac ryste vægpanelerne i den gamle fagforeningssal.

Hvis man derefter stadig ikke havde svinget sig over mellemfornøjet, har man et hjerte af rustfrit stål. Det var en fabelagtig koncert.

Egentligt er det lidt træls med den sædvanlige indledende snak om Aaron Turner, når Sumac skal præsenteres. Det er altid ham, der bliver nævnt – tidligere Isis og så videre – for Sumac er altså en etableret trio med Nick Yacyshyn på trommer og Brian Cook på bass. Ikke bare en forlængelse af Aaron Turners guitar og ur-brøl af en vokal.

Det er også derfor, det lykkedes Sumac at holde sammen på numre, der sjældent varede under 10 minutter og undervejs vekslede mellem egentlig metal i glacial fremdrift og infernalsk støj i fræsende tempo. Op af den malstrøm steg Aaron Turner med jævne mellemrum til mikrofonen og blåstede growls og skrig som en såret hval. Somme vil sige, at det lyder aldeles rædselsfuldt. Andre at det lyder fascinerende. I Vega fik begge parter ret, for i Sumacs univers er begge dele meningen.

Sumac spiller numre. Stemningen er meningen, og som tilskuer var det bare at stikke hovedet helt ind i Sumacs maskine og følge med, for der var ingen ophold i udladningerne. Sædvanligvis får metalkoncerter med nådesløse krav om tilstedeværelse presset mindst en halv snes publikummer ud på bænkene i Lille Vegas trappeopgang, og selv publikumserklærede afguder som Tool må se folket gå i baren under længere passager af musikalsk nulren. Men det fandt ingen anledning til i onsdags.

Det bidrog også afgørende til stemningen og spændvidden i musikken, at Sumac på deres seneste udgivelse, The Film, har samarbejdet med Moor Mother. På papiret lyder kombinationen af en alternativ hiphop- og jazzkunstner og et af verdens tungeste metalbands forkert. I praksis tilfører Moor Mothers brug af elektronik og slam poetry-vokal Sumacs mur af metal en ny gennemsigtighed. Omvendt føjer Sumac et indtryk af ægte massebevægelse til Moor Mothers indignerede budskaber.

Moor Mother er ikke med på turen, men nogle af numrene fra The Film er. Det betød brug af backingtrack, hvilket kunne være blevet en fesen oplevelse. Sumac havde klogeligt fravalgt Moor Mothers vokal og kun fastholdt de elektroniske elementer, der til gengæld trådte frem som relevante tilføjelser til det trommer/bass/guitar-dominerede lydbillede.

I forhold til de blandede anmeldelser, Sumac har fået ved deres foregående besøg i Danmark, var det klædeligt. Sumac er tunge som få, men anken har ofte været, at det har været tungt for tyngdens skyld. Det rettede Sumac op på i onsdags. Der sad alting lige i skabet.