Sundays – WIACA: Blå sange fra det kolde nord

Så er der godt nyt for dem, der elsker den nordiske melankolske indie/folk/pop. Sundays er et ret nyt Århus/KBH band, der har fået gode skudsmål fra diverse anmeldere, både for deres live optræden og deres debut “The Day Will Come” (2017). Vi har set frem til deres første hele album “WIACA”.

Sundays har skabt sig et mindre navn via flere intime koncerter på Spot Festival, og har sidenhen turneret flittigt og blandt andet spillet ved UHØRT Festival, LiveCamp/Smukfest og 4 koncerter i forbindelse med Aarhus festuge. Sundays trækker på et blåt og melankolsk musikunivers med elementer fra indiepop/rock og moderne international folk, uden dog at lade sig diktere af de nævnte genrer. Det er et band, som virker særdeles dedikerede til at ramme den rette tone, både i musik og tekst, og centreret omkring Magnus Jacobsens særegne spinkle klang, får bandet hævet sig over det banale.

Ægte sårbarhed

Magnus Jacobsen synes at være the man with plan og leverer med sin sårbare vokal indadvendte tekster om kærlighed, savn, menneskerelationer, livet and what have you. Ofte bruges der luftige ambient synth flader tilsat enkle rene guitar motiver, hvorved vokalens store og små følelser indhylles i musikalsk velour. Æstetikken er i højsædet, og lydbilledet er finkæmmet for den mindst kornede nuance. Det er virkeligt lækkert at lytte til, når man er i det humør, hvor dagligdagen har givet rigeligt med ridser i lakken, så når man kommer hjem, træt og fyldt med en masse undren, spørgsmål og indtryk, ja, så vil man gerne aes lidt på kinden, og få et par opmuntrende medlidende ord. Her i form af 10 stærke numre.

Ved de første gennemlytninger stikker singlerne “Passenger’s Choir” og “Fireman” ud, begge i kraft af den behagelige rolige puls, den afpillede instrumentation og ikke mindst de smukke iørefaldende omkvæd. I “Fireman” viser Jacobsen sin evne for at indramme nogle personlige og samtidig – for os andre – genkendelige følelser på en blid og poetisk måde:

“A lost empire
Burning from within this fire
Time is just a god gone higher than we want to go
Oh righteous creature
Time has been a violent teacher
Can’t you see how bright I need you?
Shine a light in this storm
And follow it home”

Jeg har hørt pladen en del gange efterhånden, og efterhånden begynder helt andre sange at melde sig på banen som favoritter. Jeg synes, at Sundays rammer noget originalt i “Rush” ved hjælp af det rytmiske og melodiske sammenspil med den harmoniske opbygning. Det er ikke store ting, det er ikke et progressivt mesterværk, men de små guitar touch i versene og dur/mol skiftene inden det stille omkvæd, skaber en drømmende stemning, blandet med en afmålt dosis uro. Der er en spænding under den pæne overflade. Man kan mærke at akkordstrukturerne også har ramt musikerne og det må være et smukt nummer at høre live. Et nummer som “Turn” gør mig aldeles munter og let til mode, og det er da også et happy popnummer med meget få kalorier. Det er et af de få næsten up tempo numre på pladen, hvilket automatisk gør det ekstra signifikant. “Turn” er effektivt bygget op, hvor alt på én eller anden måde lyder bekendt, overgangene fra formled er små og elegante, det lyder unægteligt som om, nummeret mere eller mindre har skrevet sig selv på kort tid mellem hænderne på Magnus & Co.

Musikere med stort M

Udover Jacobsens mange fingeraftryk er der tale om musikere med store lyttebøffer, som er optaget af at augmentere stemningen i numrene, og eksempelvis de bittesmå motiver, figurer og akkord brydninger fra guitarist Victor Ovesens hånd vidner om et fokus på at understøtte fremfor at overskygge. Det samme kan næsten siges om bassisten Marie som står for usvigelig sikkerhed og kontrol, men samtidig er ganske smidig i sit spil. Morten på trommer sørger upåfaldende for at man sammen med nummeret flytter sig uden egentlig at mærke det, hans spillestil ‘lyder’ som sne der daler blidt, hvilket faktisk virkelig er en kompliment.

Al ting til sin tid

Jeg synes, det er en samling virkelig gode og stemningsfulde personlige sange, og det er altid rart, at man er i et selskab, der tager sig selv og lytteren alvorligt. Det kræver en smule af publikum, for det er først, når man er i en tilstand af nærvær og ro, at man kan investere det der skal til for at få adgang til alt det der sker i numrene. Det kaldes indadvendt musik, og du får ikke det fulde udbytte lige med det samme. Hvis man er mest til de bands, der bruger alle deres ressourcer på at hælde bulder og brag og billige tricks ned over lytteren, ja så går man altså galt i byen. Sundays hiver dig ikke just op på scenen, du skal selv tage de første skridt – eller have tålmodighed – men så er du også velkommen og så bliver du heller ikke skuffet.