Punker/filmmusiker/producer/rockmusiker/metalmusiker og humanist med kæmpe H, det er nogle af de mærkater man kan sætte på den alledstedsnærværende Sune “Køter” Kølster. Multimanden har allerede sat stor præg på musikken i Danmark, og tordner stadig frem på alle sine musikalske fronter med ustoppelig kraft. Vi har stillet ildsjælen nogle spørgsmål om sit musikalske virke.
• Tusind tak herfra RockZeit for at du i din travle hverdag ville bruge lidt tid til dette interview! Du har mange jern i ilden i musikkens verden med filmmusik, punk i Guddommelig Galskab, computerspil-soundtracks, og ikke mindst den kommende koncert med The Rock History. Hvordan er det at stile efter at leve af at arbejde med musik Danmark? Er det en hård kamp, eller er der mest nydelse i det?
Først og fremmest vil jeg sige: Jeg lever af at lave det jeg elsker! Jeg er så taknemmelig og jeg nyder det fra jeg står op til jeg går i seng! Og jeg arbejder fra jeg står op til jeg går i seng… Og jo, selvfølgelig er det også en kamp, og jeg vil i hvert fald sige at jeg har kæmpet i 40 år før jeg begyndte at kunne leve af det. Nu klarer jeg den lige med skindet på næsen, og jeg er nærmest lykkelig hver eneste morgen jeg vågner og tænker: “Hvor længe varer det her svineheld ved”.
• Hvor henter du mest inspiration til din musik?
Well… Hvis man skal se helt nøgternt på det, så er al udtryk vel en eller anden mere eller mindre bevidst bearbejdelse af indtryk. Mozart hørte næppe elguitarer for sig, fordi det var et indtryk han ikke havde nogen mulighed for nogensinde at have oplevet. Det man laver, er selvfølgelig inspireret af alt omkring en, men rigtigt meget selvfølgelig al den musik man vokser op med. Og det er helt klart at forelskelsen i f.eks. en bestemt musikstil og musikkultur føder meget. Det har jeg oplevet med punken. Og med den græske rembetiko. Og så er det selvfølgelig rigtigt rigtigt meget mødet med andre mennesker, enhver du deler musik med, arbejder sammen med, inspirerer dig, om det er andre musikere eller f.eks. fede instruktører som filmkomponist, eller folk der indfører dig i noget bestemt musik. Og så er der selvfølgelig nogle mennesker der er skelsættende: Min farfar var en blændende dygtig amatørpianist og en stor musikalsk begavelse, og der er ingen tvivl om at han har haft en stor indflydelse musikalsk i min barndom. Mit møde med bouzoukispilleren Alexandros Fleriannos der indførte mig i den græske / osmanniske tonalitet, eller Anders Koppel som har åbnet min verden ind til klassisk orkestrering og komposition, er noget af det der virkelig har sat milepæle i min musikalske produktion. For slet ikke at snakke om mit møde med min kone Sara Koppel både som kunster, soulmate og muse, hvis betydning for min musik umuligt kan overdrives! Men så skal man sidst men ikke mindst selvfølgelig ikke underkende at musikken – som al kunst – også opstår under mystiske omstændigheder i et lukket personligt rum på sine helt egne kriterier… Grunden til at den klassiske komposition er så fascinerende og svær, er at det er processen i sig selv der frembringer musikken. En ting er at finde på et godt tema, men kunsten går ud på hvad du gør med det. Hvordan du udvikler og bearbejder det. Man kan sige at noget af det mest inspirerende overhovedet er arbejdet. Men det kræver selvfølgelig at man har noget at arbejde med.
• Har du tid til selv at opleve koncerter? Hvilke typer koncerter prioriterer du at opleve?
Det er sjældent må jeg desværre indrømme. Alt for sjældent. Det meste musik jeg får set og hørt er når jeg selv spiller. Og så nogen gange hører man noget der blæser en bagover. Som f.eks. i starten af året hvor vi spillede sammen med Odense hardcorebandet Extended Suicide i Svendborg, hold kæft et fedt band! Men sådan helt på egen hånd? Sidste år tror jeg kun at jeg var til koncert på normal vis to gange, begge gange sammen med min kone og begge gange var med Lydia Lunch, ha ha. Det ved jeg ikke hvad man kan lægge i, andet end at Lydia Lunch er for vild. Jeg er åben overfor stort set alle genrer men til gengæld skal det helst være noget der går lige ind… Noget der river mig med. Og det kan jo være på mange planer. Grunden til at jeg elsker klassiske koncerter er at niveauet altid er højt, både kompositorisk og instrumentalt og jeg bliver stort set altid inspireret af en god klassisk koncert. Men når jeg f.eks. hører Lydia Lunch er det noget andet. Det er udtrykket. Ægtheden. Det kompromisløse. Punk. Al musik har sine egne succeskriterier. Men jeg tror nu nok at jeg helst skal have noget der river lidt i følelserne. Og det må gerne gøre lidt ondt.
• Hvad tænker du der er for lidt af på den danske musikscene?
Det er svært at svare på. Jeg har alt for lidt fingeren på pulsen, og jeg er sikker på at der er virkelig meget god musik derude. I undergrunden er der jo stort set alt. Men hvis jeg skal sige noget jeg i hvert tilfælde har oplevet, så er det tendensen med – og den findes i alle musikmiljøer – det der med at bestemme og afgrænse den gode smag. Og det er som regel noget puristisk noget… Altså at det skal være “rent”… At hvis det er hardcore må der ikke være dobbeltpedal men hvis der er metal skal der være dobbeltpedal. At man ikke må blande punk og syrerock. Eller klassisk og jazz… Hvorfor? Alle de genrer som folk hænger fast i er opfundet af folk der har skidt på konventionerne. Men jeg ved ikke om det overhovedet er så slemt mere som det var engang, på en måde tror jeg at de unge er lidt mere åbne end de tidligere generationer. Afgrænsningen og lukketheden overfor musikkens mangfoldighed er rigtig dum. Man burde kunne lukke op for radioen og så anede man ikke hvilken slags musik der kom. Men sådan er det ikke. Det skal lyde på en bestemt måde. Det er VILDT kedeligt!
• Du blev en del af Peter Bastians sidste musikalske periode og han bad dig om at mixe “Bastians Ballader” (2016), hvilket jo er en stor ære. Hvordan oplevede du ham både som musiker og person? Hvad kan du tage med dig fra jeres samarbejde, og hvordan ser du hans aftryk på dansk musik, og hvem ser du af unge kunstnere, som har den samme ild?
Peter Bastian var et fantastisk menneske, og jeg er meget meget ked af at han ikke er her mere. Arbejdet med “Bastians Ballader” var virkelig sjovt og lærerigt, og jeg har sjældent mødt et menneske med så vilde ører som ham. Da vi mastererede pladen oppe hos Flemming Rasmussen var Peter meget syg og medtaget. Men han ville være med. På et tidspunkt stoppede han og sagde at der var en overstyring. Jeg må indrømme at jeg overhovedet ikke kunne høre det, og tænkte at han hørte forkert. Vi zoomede helt ind på sporet da han insisterede og så at i 1 sample var kurven flad, og vi så hurtigt at det ikke var sket i Flemmings masterering, men i den fil han havde fået fra mig. Jeg gik hjem og åbnede filen i mixet, og så at på det sted var der faktisk en overstyring på +0,0 DB i et enkelt sample. Jeg ringede til Peter og sagde: “Du havde fandeme ret”… “Ja” sagde han. Men udover at Peter havde nogle fantastiske ører var han også en af dem – apropos konventioner etc – for hvem det faktisk lykkedes at få stor succes med at gå sin egen vej. Han var en fremragende klassisk faggotist, og en sublim balkan klarinetist, og han formåede – bl.a. i Bazaar – at lade de vidt forskellige musikaliteter folde sig ud i fuldt flor. Og så var han en fantastisk formidler. Han var virkelig god til at invitere ikke-musikere ind i musikkens verden, og sætte ord på musikkens magi uden at den mistede sin kraft, men tværtimod voksede, og jeg tror ikke man kan overdrive den betydning som “Ind i musikken” havde for musikinteresserede i 80´erne. Han havde en fantastisk poesi, både i sin musik og sin formidling. Men jeg tror at min største fascination af Peter og grunden til at han kom så langt, var hans hardcore vilje til at mestre det han gik igang med. Peter var håndværker. Han vidste at hvis man skulle kunne udtrykke sig fuldt ud blev man nødt til at mestre sit fag. Da han satte sig for at lære at spille ligesom Jankov blev han ved med at øve sig indtil han en dag kunne sige “nu sidder den der sgu”. Det er jeg dybt fascineret af. Og det er der ikke mange der gør idag. Håndværket er uddøende, selv på de musikalske uddannelser bliver der skåret i håndværksdelen, fokuseret mere på det personlige udtryk og alt for meget efter min mening på at sælge sig selv. Jeg er vokset op i punken der siger: Hvis udtrykket er der, er det ligegyldigt om du kan spille, hvilket var en befrielse. Men det er meget kortsigtet. Og der er altså blevet hældt en hel generation af babyer ud med badevandet. Hvis der er noget jeg virkelig tager med fra Peter, Anders Koppel og alle de andre fremragende musikere fra hans generation – er det arbejdsmoralen og forståelsen af nødvendigheden af håndværket! Jeg har klart taget det den anden vej rundt, hvor håndværket er kommet til løbende, og det har også sine fordele, men jeg tror altså at det er fuldstændig uundgåeligt, at hvis du virkelig vil blive ved med at udvikle og sublimere din kunst og dit udtryk, og ikke mindst kunne leve af det, så kommer du ikke udenom håndværket. Folk kan få succes ved at at have et umiddelbart fedt udtryk lige nu og her, og ved at lære at sælge sig selv på den rigtige måde, bestemt. Men uden håndværk er det svært at udvikle sig og uden udvikling er der ingen fremtid. Og det umiddelbare udtryk er jo netop umiddelbart. Og flygtigt. Nogle af de fedeste plader er lavet på det umiddelbare udtryk. Men de er sjældent blev fulgt op af federe plader. I modsætning til de fleste klassiske komponister, hvor deres værker bare bliver bedre og bedre. Punkbands derimod, der findes bestemt dem hvor debuten ikke var den fedeste, men det er ikke mange.
• I har jo genrejst Guddommelig Galskab og har leveret en punk plade i 2016 “Kogt for hårdt”(2016); var det en udfordring så mange år efter, at bevare den samme punk nerve?
Det er jo altid en udfordring at lave noget, det skal det være ellers bliver det kedeligt… Men en gang punker altid punker. Det er jo noget der sidder så dybt i en, nerven. Men det er klart at for ikke at blive en gentagelse af sig selv bliver man nødt til at forny sig hver gang. Det vi gjorde med “Kogt for hårdt” var at vi aftalte at lave et 7″er album med numre der varede 1 min i gennemsnit. Udfordringen var: Hvor meget kan vi koge en sang ned hvor der stadig er en sang. Og hvor meget kan vi koge et album ned, hvor det stadigvæk er et album. Vi gik igang med at lave albummet imens jeg forberedte den store koncert med The Rock History i Pumpehuset. Vi mødtes hver tirsdag, og aftalen var at vi skulle gøre en sang færdig pr. gang. og at alle kunne byde ind men, at jeg lovede at komme med en ny hver gang, hvis der ikke var andre, så vi altid havde noget at arbejde med. De andre kom med et par fede numre, jeg havde nogle liggende, og andre fandt jeg på på cyklen på vej i øvelokalet. Og så finpudsede vi dem i fællesskab. Og det endte med – midt i det stressende arbejde med The Rock History – at blive en lille oase at lave hardcore punk plade med drengene :)
• Hvordan har du udviklet dig musikalsk siden “Dansk Punk Under Al Kritik”(1999)?
“Dansk Punk Under Al Kritik” var som jeg snakkede om et udtryk af ren energi. Og der gik 7 år før der kom en efterfølger. DPUAK havde virkelig en kæmpe indflydelse på punkscenen på det tidspunkt, på godt og ondt og vi skulle hele tiden stå til regnskab for den. Og leve op til den. Og i virkeligheden var det en konceptplade, ikke fordi den ikke var autentisk, det var den, jeg levede totalt det liv på det tidspunkt, men det var i 1999, det var ligesom gjort før. Men det at det blev gjort igen, var så fedt! Punken var ligesom en form for urørlig fortid, og det sked vi på. For vi havde det præcis sådan der! Som sagt tog det mange år at få lavet den næste, og for mig var det også en kamp at frigøre mig fra punkens “konventioner”, men jeg forberedte mig godt kan man sige. Jeg startede på Musikvidenskabligt institut hvor jeg sugede al den viden jeg kunne til mig om klassisk komposition (og skrev en række småværker der alle er endt i skuffen), og begyndte at udforme ideen om at forene punkens energi med den klassiske kompositions kompleksitet. Jeg endte med at flytte til Fyn for at komme væk fra det hele, og der begyndte jeg at hive hele min kærlighed til hele rockhistorien ind i punken, og det blev til J.S.Fuck & The Hippies From Hell “Set på TV” samt kimen til det der blev til “The Rock History”. Jeg har nok altid haft et konceptuelt og meget visionært forhold til den skabende proces. Jeg kan bedste lide når jeg kan se “værket” hænge og svæve ude i horisonten, at jeg har en vision jeg kan arbejde mig henimod. Jeg har altid mange værker der svæver rundt som står i kø for at blive realiseret. Imens vi arbejde på at lave den anden Guddommelig Galskab plade færdig, skrev jeg numrene til “Set på TV” (og begyndte i tanken at planlægge “The Rock History”) men fik sparket benene væk under mig da jeg bumpede ind i den græske rembetiko og salig bouzoukispiller Alexandros Flerianos på øen Naxos. Jeg blev fuldstændig opslugt af den græsk/tyrkiske tonalitet, af at lære at spille bouzouki og synge på den måde, at jeg var i tvivl om jeg nogensinde ville vende tilbage til rocken ha ha. Men det er jo præcis sådan det er: Pludselig bliver man fuldstændigt opslugt af et eller andet og går ind i det med krop og sjæl. Sådan har det været siden og sådan er det stadig. Men efterhånden begynder man at tage styringen. At kunne skifte og indstille sig til de forskellige “musikaliteter”… Og det er jo netop der hvor filmmusikken var det oplagte sted for mig. De første mange mange år jeg lavede musik tjente jeg ikke en krone, det er ikke mange år siden jeg fik min første tarif. Og jeg begyndte at indse at jeg aldrig ville kunne leve af at lave mærkelige punkede sange på dansk, med ubehagelige konfrontative tekster ha ha. Men så tænkte jeg. Ok jeg laver mørk, dyster, aggressiv, ubehagelig musik der lutrer folks mere mørke følelser… Er der ikke nogle der har brug for den slags musik. Og sådan besluttede jeg mig for at blive filmkomponist. Og noget af det der har udviklet mig mest overhovedet var at begynde at skrive musik til andre menneskers kunstneriske visioner. Wow mand! Og jeg fandt ud af at jeg faktisk var god til det, fordi jeg altid kommer på trip over folks ideer. Og det er mit job. Og jo mere man arbejder på den måde finder man ud af at der er så mange knapper man kan tænde og slukke for. Og på film kan du bare se om det virker eller ej. Og hele tiden når du laver noget så tænker du konkret: Er jeg god nok til det her? Skal jeg have hjælp? Er der noget jeg skal blive bedre til? Og på den måde udvikler man sig hele tiden. Jeg fik sat mig ordentligt ind i sequensere, mix og indspilningsteknikker. Og da min kone “fandt” Filmkompositions Masteren på Syddansk musikkonservatorium til mig, søgte jeg naturligvis ind og var så ufatteligt heldige at blive optaget. Og jeg tog noderne og den klassiske komposition op igen, da jeg skulle til at få klassiske musikere til at indspille til nogle af de film jeg lavede musik til. Og alt fører noget nyt med sig. Fordi man hele tiden bliver bidt af passionen. Så får man lyst til at se hvad der sker når man skriver til klassiske musikere uden filmens ramme og dramaturgi… Og så begynder nye visioner at hænge ude i horisonten, nye værker man kan begynde af forme…. Sådan er det… Hele tiden en lang musikalsk udvikling… Det er så euforisk og fantastisk. Indspille med symfoniorkester den ene dag og spille hardcorepunk i et punkerhus i Flensborg den næste. Og tænk at jeg faktisk kan betale min husleje. Jeg er dybt taknemmelig… 
• Kommer der flere skiver fra Guddommelig Galskab?
Det ved jeg ikke… Det ved man aldrig… Da vi udgav LORT i 2006 spillede vi afskedskoncert. Da Ungeren blev revet ned i 2007 blev vi gendannet og gik igang med at skrive “Ånden fra 69” som udkom året efter. Den vrede og indignation som punken er et talerør for holder aldrig op. Og der er altid nok at være pissed over. Verden har jo ikke ændret sig til det bedre siden 1999. Tvært imod. Dengang var folk jo naive og troede at ideologierne var døde og al krig var slut. Vi sagde: Hvad snakker i om? Folk har bare mistet troen på socialismen og kapitalismen har fået frit løb. Lige om lidt eksploderer det hele og så er den store fortælling sjovt nok ikke slut mere. Det skete jo 11. september 2001. Og vi stod bare: Hvad sagde vi…
• Du kan formentlig godt anerkende, at punkmusikken især i begyndelsen, dels var et oprør mod den etablerede rock og ikke mindst den højpandede og til tider forblommede progrock, men i ligeså høj grad gik hånd i hånd med det unge venstreorienteret samfundsoprør op gennem firserne, BZ´erne osv, og du har ofte markeret dig som bruger af ungdomshusene samt tilkendegivet din sympati for dem der mistede deres hus på Jagtvej 69; har du som etableret professionel musiker gjort dig overvejelse om, i hvor høj grad du vil og kan lade dit politiske ståsted tale gennem musikken?
Punkmusikkens opgør med prog´en dengang var forståelig nok, det var jo teenagere der syntes at deres storebrødre var røvsyge og deres forældre ikke fattede en bjælde fordi de var kommet så let til alting. Men den der “vi er bedre end de andre genrer” håber jeg dør en stille død. For punkens egentlig berettigelse og grunden til at den bliver ved med at give mening er at den bliver ved med at være indigneret, og en ventil for frustrationen over – og en twistet afspejlning af – det moderne samfunds totale falliterklæring, indholdsløshed og brutalitet. Jeg har aldrig lagt skjul på hvor jeg står politisk, men heldigvis er de fleste kunstnere rundt omkring – i hvert fald dem som jeg ender med at arbejde sammen med – absolut på bølgelængde. Da jeg var 20 var det vigtigt for mig at alle vidste hvad jeg mente og at jeg var i opposition til det hele. Sådan har jeg det heldigvis ikke mere, det var meget opslidende både for mig selv og for andre. Men politisk står jeg det samme sted. Men jeg har heller aldrig været medløber. Jeg har f.eks. altid haft stor forståelse for at folk er frustrerede og slår igen imod politiet, og jeg har gang på gang forsvaret – eller rettere prøvet at forklare – det over for familie og bekendte, selvom at jeg ikke på nogen måde har syntes det var fedt, jeg har aldrig kastet en sten i mit liv. Det er jo åbentlyst at den neoliberale verdensorden er ved at køre hele verden i sænk, men jeg har ikke samme behov for at ytre det hele tiden. Jeg kan ikke lade være med at skabe musik og selvom at det åbentlyst ikke gøre verden til et bedre sted at være at skrive en klavertrio, så tror jeg alligevel på at det er det jeg skal her i verden. Og jeg tror da også på at musik gør en forskel. For fanden det gør den! At på samme måde som intet ordløst kunst er politisk, fordi det er i sin egen sfære, er det alt sammen politisk fordi det forholder sig til sin samtid og det kan få folk til at stoppe op og tænke, eller til – som det er tilfældet med det meste musik i radioen – at fortsætte med deres arbejde og være glade… Og der er jeg så nok mere i den kategori, at jeg gerne vil lave musik der får folk til at stoppe op og lytte og føle efter og tænke sig om, og helt klart også føle at de ikke er alene i deres frustrationer.
• Oplever du som gammel punker en modstand mod punken, dens værdier og personer i musikverdenen som besværliggør dine karriereønsker/valg?
Overhovedet ikke. Tvært imod. I kunsten er det efter min mening kun en fordel at have lidt kant, i hvert fald i det jeg laver.
• Tilpasser du dig som etableret musiker normer i højere grad end tidligere; er det muligt at være punker, når man laver film og computer musik, mixer Peter Bastians plade og laver “The Rockhistory” på Ragnarock?
Jeg føler mig som præcis den samme jeg var da jeg stod og fyrede den af i Ungeren og på skurvognspladser i Hamborg. Jeg er jo den samme :) Men jeg har heldigvis også udviklet mig. Jeg hviler nok lidt mere i mig selv. Og tvivler helt klart mindre på mig selv og vreden og indignationen ligger ikke oppe i det røde felt hele tiden. Min nørdede del – som jeg helt klart prøvede at skjule lidt mere da jeg var ung – har vundet. Jeg vil helst sidde og skrive og skabe. Men jeg elsker også fest og farver. At komme ud og drikke nogle øl. At nyde livet. En af de ting jeg altid har elsket ved punken. Og punken er jo også en approach i musikken, et anderledes view på op og ned, rigtigt og forkert, godt og skidt. Og der er ikke nogen tvivl om at hele min karriere er kommet ud af Ungerens / punkmiljøets DIY kultur. Jeg tog den totalt alvorlig: Der er ikke nogen der gør noget for dig, du skal ikke sidde og vente på at der kommer nogen og vil udgive din musik / sætte en koncert op, du gør det bare selv. “The Rock History” var netop også et eksempel på DIY, bare i en mere ambitiøs udgave. Jeg havde intet pladeselskab, ingen booker eller noget som helst i ryggen, og endte med at lave et album med min absolut yndlingsproducer, mine yndlingsmusikere og fyldte Pumpehuset op… At det lykkedes fatter jeg stadig ikke helt, men det må jo være fordi jeg knoklede, fordi jeg ikke gav op, fordi jeg rejste mig hver gang jeg røg ned, fordi jeg ikke holdt kæft omkring det øjeblik og fordi folk kunne mærke at jeg mente det. Tror jeg. På Rockmuseet skal jeg “bare” lave et fedt show, de står for al logistikken. Og jeg vil sige: DIY er for fedt, men hold kæft hvor er det også fedt ikke at stå alene med alting. Når andre tror på det man laver og går ind og hjælper. Det kan jeg godt lige tage en masse år med ha ha… For det er fandeme hårdt at stå med det hele selv! Men er du gal det er det værd!
• Er The Rockhistory kommet for at blive, videreudviklet og får den en opfølger?
Igen… Man ved aldrig… Det handler jo så meget om musikere og mennesker og samarbejder… Og der er ikke nogen tvivl om at jeg kommer til at arbejde masser mere med alle de fabelagtige vidunderlige mennesker… Jeg tror helt klart også at vi kommer ud og spille med “The Rock History” igen fordi det er sgu ret sjovt, og det lader også til at folk gider at høre det og virkelig får et eller andet ud af det…
• Hvilke fem plader har betydet mest for dig, som musiker og menneske?
DET er en svær en… Hvis du nu spurgte hvilke fem punkplader… Hvilke fem metalplader… Men sådan all-in-all… Hvis jeg så skal være helt systematisk skulle der jo så være en punkplade, en metalplade, en klassisk rock plade, et klassisk værk, et stykke filmmusik og en rembetiko plade… Hov det var allerede 6… Punkpladen kunne jeg nok godt koge ned til Dead Kennedies “Fresh Fruit for Rotten Vegetables”, det kunne jeg faktisk. Metal pladen… uuuh… Hvordan skulle jeg kunne vælge imellem King Diamond “Conspiracy”, Death “Human” og Slayer “South of Heaven”? Og klassisk rock: Endnu værre… Pink Floyd “Reclics”… Zappa “Roxy and Elsewhere”… Bowie “The Man Who Sold The World” eller “Heroes” eller “Low”… Queen “Sheer Heart Attack” eller “A Night At The Opera”… Eller Black Sabbath??? Klassisk omg… Mozarts 40. Mahlers 1. Beethovens sene strygekvartetter, Sibelius, Pendericki, Brahms Trejde Symfoni nej nej for faen… Og filmmusik… James Horner “Rosens Navn”, mit første soundtrack og det der plantede filmmusikvisionen ude i horisonten, men hvor kunne jeg vælge den til fordel for Angelo Badalamenti “Twin Peaks” for slet ikke at snakke om “Vertigo” af Berhard Hermann, “Den Ukendte Kvinde” af Morricone eller “There Will Be Blood” af Johnny Greenwood? Og rembetiko Markos Vamvakaris eller Rita Abatsi eller… Og jeg har jo helt glemt jazzen!!! Nej det spørgsmål må jeg springe over…
• Til sidst; har du nogle gode råd til dem som meget gerne vil slå i gennem i Danmark såvel som i udlandet, og på sigt vil gøre musik til deres levevej.
Ha ha ha… Jeg tror ikke jeg er den rette til at give råd. For jeg vil bare sige: Lev på en sten og lev for kunsten! Øv dig, skriv, dygtiggør dig og arbejd til du segner hver eneste dag. Hvis du mangler penge så tag et lortearbejde eller gå på bistand, og brug al den resterende tid på din kunst, Og lev livet idag som var det den sidste! For uden levet liv ingen kunst! Opsøg mennesker, elsk dem, husk at grine og græde, kys og kram en masse og hav masser af sex, hold mange fester, forson dig med din forældre eller folk du er uvenner med, gå tit ture i det grønne, brug kroppen, tænk selv, bekæmp undertrykkelse af enhver art og ikke mindst: Husk at betale din husleje!