Der er mange historier at fortælle om denne aften.
Overordnet er deres udsendte kommet for at høre den danske hardrock gruppe Superdirt fyre godt op for rock’n’roll kedlerne i 1½ times tid.
Og DET gjorde de. Mere herom senere.
Der er selvfølgelig historien om Superdirt, som er nået dertil gennem 6-7 års ufortrødent og tålmodigt arbejde, hvor de har to albumudgivelser bag sig, har spillet/øvet sig frem til et klart og stabilt lydbillede, fundet et stærkt og dynamisk fælles udtryk på scenen (som i den grad adskiller dem fra deres opvarmere My Dying Day); de har gennemgået indspilningsprocesser, gjort sig overvejelser omkring hvilken indsats man som fyraftensproffer og forældre, skal, kan og/eller vil lægge i drømmen om gennembruddet; et liv væk fra rock’n’ roll planetens skygge over på solsiden.
Der er også den fuldt forståelige, men ærgerlige historie for Superdirt, der handler om, at denne aften er guitarist Jacob Grønvall Hansens farewell-gig, netop på grund af velfærdssamfundets – og familielivets – faste, kærlige og besværlige krav, arbejd, arbejd, arbejd.
Sanger Frederik Presley(!), Bassist Thomas Johansen og trommeslager Andreas Nauta skal med andre ord tilbage til tegnebrættet.
Der er også historien om Superdirts fantastiske møde med en af metalgenrens helt store mænd, Michael Denner fra King Diamond.
Bassist Thomas Johansen og Denner mødtes for nogle år siden og har sidenhen fundet melodien ved flere fællesarrangementer.
Denner har på et tidspunkt vendt tommelen op for Superdirt; forsanger, lydunivers og energi har haft en appel på den aldrende rockkæmpes diabolske drengehjerte.
Han har heldigvis sagt ja til at levere guitarsolo på deres ”Rock ’n’ Roll Train”. Dette er et samarbejde, som vi skal være glade for; for det første er nummeret i sig selv som hevet ud af ACDC’s malebog, ment i den bedste betydning; der er intet i den sang som ikke skal være der. Stram svedig lyd, gode hooklines, payoffs, velsmurte riffs, upolitisk korrekt tekst, stærk stemme, gode fraseringer og ikke mindst de mange brøl fra bunden af en øldåse, skærer nummeret ud i pop uden at miste rocknerven.
Vi skal også være glade for samarbejdet, netop på grund af selve samarbejdet; at Denner gider lege med er et klap på Superdirts vrede skuldre, men også et vidnesbyrd om, at rock er og bliver rock, og kan man lide det, så kan man lige så godt blive ved med det. Og det gør Denner.
Endvidere skal vi være særdeles glade for deres samarbejde i og med at Mr. Denner havde besluttet sig for, ikke alene at besøge Dæmonens Port for at se, at Superdirt gjorde deres arbejde ordentligt, men også for at udødeliggøre samarbejdet foran alle os andre dæmoner. Man kan kun beklage, at Denners guitarlyd var for lav, men baseret på en fin grovtælling af publikum, steg antallet af mobiler i strakt arm en del under de ca. 3:40 minutter nummeret varede.
Stort, rockhistorisk og, heldigvis mest af alt god underholdning.
Men så er der desværre også historien om, at Dæmonens Port overfor Kofoeds Skole lukker og slukker snarest, da ejendommen angiveligt er blevet købt og køber har planer som ikke kan rumme en hengemt, anonymt kælderknejpe, smurt ind i heavy metal gadgets, Cd’er, plader, figurer af superhelte og rockstjerner, alskens lastens-hule-plakater, gustne 70’er møbler, og en generel mørkehyggelig øllelugtende atmosfære.
Hvor på Amager skal de rockelskende +35 årige drengerøve nu gå hen, når de helst vil gemme sig?
Dæmonens Port kan betegnes som virkeliggørelsen af det allerhemmeligste, afsides, pulterkammer i den voksne mands krokodillehjerne, hvor INGEN kvinder har adgang/gider, at gå ind, med mindre de er en HELT specielt type kvinder… som også findes bagerst i mandens krokodillehjerne.
Næppe til kulturkanonen, men som et strejf af en tåbe, kan deres udsendte ikke undlade at mindes disse linjer:
”Jeg gik forbi dæmonernes port
ud for Kofoeds Skole
der stod en flok og drak sig ihjel
Hvis du tør – så kom med mig”
Der er noget lokkende og rammende ved at opsøge dæmonens port og forsvinde fra jordens overflade.
Det kan man så ikke længere.
Måske kan Superdirt i en fremtidig sang og i deres eget svedrockunivers beskrive dette musikkulturelle punktnedslag lige så rammende som gasserne gjorde i en nu svunden tid?
Til sidst er der så historien om skribenten som valgte at ikke at vælge hvilken historie som han ville skrive.
Anmeldelse af koncerten og interview med Frederik Presley følger.
Skriv et svar