Superdirty Interview med Mr. Presley

Klokken er 21.30 den 6. juni 2014 og jeg sidder udenfor Dæmonens Port, Holmbladsgade 111.

Solen skinner stadig, der hersker en dejlig juni ro på Amager. Måske er det stilhed før stormen. I hvert fald buldrer Rockbandet Superdirt løs om cirka halvanden times tid. Inden da har jeg fået lejlighed til at interviewe deres forsanger, Frederik Arleth, eller måske mere passende – som hans kunstnernavn lyder – Frederik Presley. Et navn der forpligter, kan man mene, men som han sidder ved siden af mig, er der ingen tegn på præstationsangst. Faktisk kan man ikke umiddelbart mærke, at denne rolige, gemytlige fyr senere skal synge hård rock og med machoattitude agere klassisk frontmand i et rockband.

Så hvad er det for en størrelse vi snart skal høre, hvordan startede bandet?

• Det var Thomas (Johansen) og jeg som startede med at spille sammen. Vi var trætte af at spille cover og ville gerne lave den fedeste rock, med én over nakken. Det betyder meget for os at fyre den af. Vores sange er meget riff baseret, ligesom det er den måde vi laver sangene på. Ofte er det Jacob (Grønvall), som har et riff, eller en ide til et riff, hvorefter vi andre – og ham – komponerer videre derfra, retter lidt, sætter nye ting sammen osv. Det sker i øvelokalet og vi laver en sang på cirka to øvere. Det er det samme med teksterne. De kommer hurtigt, jeg vil gerne skrive dem uden at tænke for meget.

Superdirt har lavet et helt album, og en EP, som er den seneste udgivelse. Fælles for de to album er et ret klichefyldt og gennemtærsket tema, øl fisse og rockmusik, som the founding fathers, Angus Young, Axl Rose, Ian Astbury & Vince Neil m.v. har rammesat gennem årtier. Teksterne drejer sig primært om at fyre den af, tyre øl i halsen og sidst med ikke mindst kvinder, kvinder og atter kvinder.

Numrene syder af svedige ACDC / G’N’R guitarriff, kvasende tunge basfigurer, kreative breaks og mange rytmeskift. Store musikalske armbeægelser indenfor en ret begrænset genre. Og der er klar stemmelighed med hele Danmarks Jesper Binzer. Ikke nogen dårlig cocktail.

Sangenes energiniveau er ekstremt højt stort set konstant, og i forhold til en overordnet dynamisk helhed, kan undertegnede godt savne at energiforbruget økonomiseres og varieres en anelse, eksempelvis ved at supplere de meget rockede numre med en ballade – eventuelt.

Det er ikke første gang Frederik hører dette, og ikke første gang at han svarer omtrent dette:

• Vi er godt klar over, at vi spille meget oppe i energiniveau og fyrer den max af på hvert nummer, men det er sådan, vi skriver numrene. Vi leder aldrig efter noget særligt, vi laver de sangene som reelt opstår. Det kan godt være at en af os en dag har en ide, som kan blive til en ballade, men indtil videre er det ikke sket. Personlig synes jeg tit, at ballader til koncerter er trættende. Når eksempelvis Metallica spiller ”Nothing else matters” keder jeg mig. Men vi synes at vores sange er forskellige og varierer i udtryk, når man nærlytter.

Hvis man skulle tolke det som et tegn på, at han – og resten af bandet i øvrigt – ikke lader sig forføre at omverdenens forventninger og krav, er det ikke helt galt læst; De har heller ikke behov for at være gode venner med presse og andre som kunne være fremtidige allierede. Ifølge Frederik har det altid været sådan med Superdirt.

– Vi bryder os ikke om anmeldere som er rygklappere. De roser bandet og regner med at bandet stiller op til fremtidige arrangementer, eller vil lave et eller andet for dem. For os er det vigtigere med den respons vi får fra publikum og andre bands. Den feedback tager vi som et rigtigt skulderklap. Sådan er vi selv, vi giver ros, når vi rent faktisk synes det er godt, ellers siger vi ikke noget.

At Superdirt har fået nogle store skulderklap med tiden, kan man konstatere ved at lytte til deres nummer ”Rock ’N’ Roll Train”. Her medvirker selveste Michael Denner fra King Diamond.

– Michael Denner kender vores bassist Thomas. Han hørte vores numre og synes vores lyd var cool. Han lytter kun lejlighedsvist til nye bands og medvirker sjældent, så det var rigtig fedt, da han sagde ja til at indspille soloen, fordi han reelt kunne lide hvad han hørte. Denner er kult, han er ærlig og siger sin mening. Han har jo sin egen musikforretning inde i byen, hvor folk kommer fra hele verden. Hetfield og Michael fra Volbeat var der forleden og fik taget fotos osv.

Bortset at de har skiftet trommeslager (Andrea Nauta er den nuværende trommeslager), er det en sammentømret enhed, og de sætter en ære i at det publikum hører, er den ægte vare.

• Vi har spillet sammen siden 2008, og er og har altid været et band band, hvis du forstår hvad jeg mener. Ikke noget med at vi hyrer nogen til at spille ting for os, vi laver det hele selv. For os er det meget det her do it yourself. Vi sørger selv for at få lavet tingene. Vi har så brugt venner og bekendte, når vi har skullet producere, mixe og indspille i studie.

Således har Superdirt Indtil videre befundet sig under den traditionelle rockradar, uden officielt pladeselskab i ryggen. De udtænker selv format, merchandise, pladecoveret, bandfotos osv.

Det giver dem en høj grad af kontrol over – eller ansvar for – den retning, som deres musikkarriere tager, samt tempoet. På godt og ondt måske. Undertegnede kan eksempelvis ikke finde en artikel af dem på Wikipedia, hvilket man kunne formode, at ethvert håbefuldt upcoming band ville sørge for eksisterede.

• Jah, vi tænkte på det, og jeg kiggede faktisk lidt på det, men kunne ikke lige finde ud af, hvordan man registrerede det så.. har vi ikke gjort mere. Det er svært, når vi står med det hele selv, og skal passe vores arbejde og familie osv., lyde det fra en ærlig Frederik.

Undertegnede undrer sig på en måde over hans approach, men er samtidig også fascineret over en udtrykt vilje til ikke at forfølge den slagne mainstream vej.

Superdirt har faktisk takket nej til at blive signet med et kendt pladeselskab [navnet kendes af Rockzeit, men holdes anonymt], da de ikke var tilfredse med den aftale, de fik tilbudt. I dag må et upcomingband forvente, at den demo de henvender sig til pladeselskabet med, stort set kan være den plade der udgives, så produktionens kvalitet skal være ret høj. Ofte er pladeselskabets rolle promotion herefter. Det forudsætter, at man som band har spyttet en masse af tid og penge i projektet, inden man indgår aftale med anden part.

• De [selskabet] krævede 15.000 kroner for promotion, udgivelse, kontakt til pladeforretninger, distribuering på forskellige tjenester. Hvilket vi ikke var tilfredse med. Herefter skulle stadig med tiden spytte ekstra i kassen i forbindelse med eventuelt videre samarbejde med promotion osv. Så vi laver det selv så meget vi kan, og har jo også selv betalt for det indtil videre. Det koster selvfølgelig, hvilket er en del af grunden til at vi kun udgav en EP denne gang. Samtidig er det jo også noget mange er gået væk fra i dag, albumformatet. Mange bands udgiver Ep’er, eller et par sange i løbet af nogle måneder. Andre bruger kun streamingtjenester nu.

Ok. Hvad er det så der holder det hele sammen? Hvad er jeres drømme?

• For os har det altid handlet om at komme ud i øvelokalet først og fremmest. Det gør vi cirka en gang om ugen, det er nummer et, du ved kammeratskabet. At komme ud at spille er så guleroden, kan man sige. Og det går jo fremad. Vi er godt sammenspillet, og vi bliver bedre og bedre.

Vi spiller efterhånden ret tight, og til et job lavede vi lyd, hvor det andet band troede at vi havde sat vores CD på. Det er et godt tegn. Jeg har også personligt udviklet mig som sanger, og har også hørt det fra folk som jeg stoler på, og hvis mening tæller meget.

Derudover er mine tekster også lidt mere seriøse på de nye numre end den første plade, den var mere fis og ballade. Den nye er mere seriøs og har mere kant, mere hård energi. En sang som ”Shout” er delvist politisk inspireret, men jeg er ikke ude på at missionere og dybest set går omkvædet også bare ud på at komme ud på gaden and ”Shout”.

Dette leder mig naturligvis til at spørge ind til det faktum, at deres guitarist Jacob har måttet sige stop efter mange års tro tjeneste. Rollen som guitarist i et rockband harmonerer ikke længere med fuldtidsjob og far til to.

Hvad så nu?

• Ja, det her er jo Jacobs sidste job desværre. Vi vidste godt han var presset, så det var ikke en bombe – det var da noget pis, men vi er stadig ok kammerater. Det var forståeligt, men vi vil savne ham.

Har I gjort jer overvejelser omkring en ny guitarist?

• Det er lidt både og; vi har følere ude og nogle kontakter, og nogle der skal komme og øve med os. Så får vi se. Med Jacob havde vi en guitarist, som passede godt med os socialt og som kom med riff vi kunne arbejde videre med. Derudover spiller han både rytme og har lært sig selv at spille solo. Så det er en samlet pakke vi leder efter. Tanken om to guitarister har også strejfet os.
• Vi håber under alle omstændigheder, at vi allerede til august har en ny guitarist og kan komme ud at spille.

Vil det have betydning for jeres sound?

• Vi har faktisk valgt at se det som en ny mulighed; med Jacob har vi opnået den her sound og måske er det så langt som den kan trække. En ny guitarist kommer måske med nye ting, så vi kommer til at udvikle os som band.

Fremtiden?

• Jamen, vi har faktisk nogle tråde ude her og der. Der er et engelsk musikmagasin, Fireworks, som gerne vil lave noget promo, interviews og vil putte et af vores numre på en gratis CD i deres blad. Der er også noget amerikansk interesse, så, det er ligesom om, du ved, at vi har købt en billet i lotteriet.

Få dage efter koncerten var jeg så heldig at rende ind i Michael Denner på Copenhell (what do you know). Her fortalte han, at Superdirt efter hans mening er i stand til at skrive gode sange, og har god energi, gejst og tydelig spilleglæde. Han fremhævede desuden Frederik Presleys sangkvaliteter.

Endnu et skulderklap. Jeg håber sgu at Superdirt holder fast i deres røde guitartråd.