Hvis man tager Red Fang, Anthrax og Suicidal Tendencies og truer dem med tæsk hvis de ikke går ekstra amok på en scene, ville det lyde som danske Lifesick. Det danske band med den amerikanske mosh thrash agtige stil, gik fredag eftermiddag til angreb på vores ører på Gehenna scenen på Copenhell.
Drengene fra Fredericia
Lifesick blev dannet i 2014 og har indtil videre lavet 3 albums som har sat præg på dansk hardcore metal. Deres nyeste album hedder Misanthropy og den hadske metal er noget der virker på ører og krop. Den intense spillemåde er svær ikke at have en holdning til, for enten tør man aldrig at høre hardcore metal igen eller også begynder man bare at headbange og moshe med et smil på læben.
Masser af hook lines…not!
Det var ikke melodi der var i hovedsædet da Lifesick gik i gang med deres bastante hardcore metal, men derimod med rytmeriffs i front som understøttede aggressiv growl. Det var ikke verdens bedste sangskrivere som stod på scenen, men til gengæld folk som virkelig ved hvordan livemusik skal eksekveres. Der var gode tricks i forhold til temposkift i numrene som gik gradvist ned i tempo for så at eksplodere i et nyt uventet tempo. Det var en metalfest uden lige med en usædvanlig gennemtrængende lyd og voldsomme synkrone kropsbevægelser fra guitarister, bassist og forsanger.
Clean vocal
Forsanger Simon Shoshan var god til at sætte gang i publikum og han growlede sikkert og effektivt. Der var også et par stille passager i løbet af koncerten med lidt clean vocal. Det klarede han så til gengæld overhovedet ikke. Der var heldigvis ikke mange af disse passager, for musikstilen der var lagt fra start, forbød af natur at falde ned i for mange bløde passager.
Misantropisk mosh pit
Shoshan gjorde på et tidspunkt meget ud af at forme en stor cirkel af tom plads foran scenen hvor folk skulle gøre sig klar til et mosh af format. Det skete så, og det var da et mirakel hvis alle slap uden skrammer og forvredne lemmer.
I løbet af koncerten kom 3 bestialske bæster ind på scenen som var gæstegrowlere, og de var næsten endnu vildere end bandmedlemmerne. Her var der næsten større kropsbevægelser som endda ikke var koordineret, så der var næsten tale om tumult på scenen. De onde gæster var Jacob Bredahl (ex-Hatesphere), Andreas Bjulver Paarup (Cabal) og Simon Olsen som jo senere på aftenen skulle være frontmand i Baest. .
Live sick
Det var sgu et ret sygt live niveau vi var vidner til, for Lifesick havde virkelig tag i publikum. Den uhyre træfsikre mosh metal fik virkelig jorden til at ryste foran scenen, og det er bare fedt så tidligt på dagen at få pulsen op på denne måde.
Det var ikke verdens bedste sange med den ret ensartede opbygning af numrene. Men sangene havde kvalitet nok til at holde den rette energi oppe på en fed måde. Musikerne havde dertil kropslighed med i spillet og de blev aldrig kedelige at se på.
For den super overbevisende live act, får Lifesick 4 stjerner her fra RockZeit.
Summary
Artist: Lifesick
Sted: Gehenna, Copenhell
Tid: Fredag den 17. juni 2022
Sætliste:
1. INTRO
2.WOLF AMONGST RATS
3. MISANTHROPY
4.SUICIDE SPELL (Ft. Jacob Bredahl)
5.DIES IRAE
6.CAGE OF FEAR
7.NECESSARY EVIL
8.DEATH STAYS CLOSE
9.TORMENT OF LIFE (Ft. Bjulver)
10. GOOD FOR NOTHING
11. IDOLISING CROOKS
12. IN LOVE WITH HATE
13. HELLMOUTH (Ft. Simon Olsen)
14 LIFESICK
Line-up:
Simon Shoshan – Vocal
Nicolai Lindegaard – Guitar
Nikolai Lund – Guitar
Jeppe Løwe – Drums
Jeppe Riis Frausing – Bass