Sylosis på Copenhell, onsdag den 18. juni

Britiske Sylosis gik selvsikre på Hades-scenen kl. 17 onsdag på Copenhell. Der var god sangkvalitet og god fingerfærdighed i metallen, som dertil med god lyd skabte en kvalitetssikret koncert.

Lige fra start viste de 4 briter at der var styr på håndværket. Josh Middleton styrede både en god vokal og vanskelige guitar fraser på samme tid, samtidigt med at han prøvede at kigge ud til publikum. Det tog dog lidt tid før han decideret havde frontfigur karisma og kunne skabe et nærvær til publikum.

Hos alle musikerne var der god fokus på at levere det bedst mulige metal resultat, og det gav pote, for jeg savnede i hvert fald ikke tightness og intensitet. Metallen var konstant spændt som en elastik der var ved at sprænges.

Det var først hen imod slutningen af koncerten, at der var ordentlig kommunikation til publikum. Det var lidt akademisk langt inde i koncerten, men heldigvis på en god måde. Trods den manglende kommunikation, var der alligevel megen kropslig bevægelse hos musikerne, som gav sceneoptrædenen et løft. Det var også nødvendigt for dem at være i bevægelse, for det semi virtuose progressive metalcore der kom ud fra scenen, havde stærke momenter både audiotivt og visuelt. Tunge riffs dundrede derudad, hvor der kunne overraskes med hurtige toneranker ind imellem de tunge akkordklodser, uden at det lød påtaget og søgt. 

De hurtig-hoppende fingre på både guitarer og bassen blev udført så let som ingenting. Det var noget der viste overskud i musikken, og som også gav en god enhed i musikken.

Gedigent og fængslende metal

I manges øre, kunne musikken helt sikkert noget, for der var et massivt bifald da Middleton mod slut takkede publikum for at møde op foran Hades scenen. De mange sange var måske lidt ens i udtryk, men heldigvis ret gode. Udførelsen var i top, hvilket gav os en fed omgang kvalitets metal i 55 minutter. Det bliver til 4 skarpe stjerner til Sylosis.