Symphony X vendte tilbage i Pumpehuset

RockZeit vendte i torsdags tilbage til Pumpehuset, efter i 8 år have ventet på de gode Symphony X. Tilbage i 2016 anmeldte og interviewede vi dem i forbindelse med deres Underworld Tour, navngivet efter albummet fra 2015. Det kunne man også kalde denne tour, for de har ikke udgivet noget som helst siden dette album. Det blev koncerten bestemt ikke dårligere af, for deres katalog til dags dato, indeholder fantastiske numre i den progressive metal, og det er virkelig folk som kan spille denne type musik live.

Visuelt musik

Trods titlen “Iconoclast”, blev der skabt indre billeder til musikken i det legendariske prog metal nummer fra albummet af samme navn (2011). Så var koncerten skudt i gang, hvor man trygt kunne stole på top musikalitet og lydkvalitet resten af aftenen. Lige så vel som musikken, var hele koncertforløbet organiseret til mindste detalje. 

The Boss

Det er Michael Romeo som er bossen i Symphony X, men han var ganske anonym i sit venstre hjørne af scenen, hvor han selvfølgelig var hovedperson når der var guitarsolo (der var ikke meget lys til fotograferne fra dette hjørne, så vi har her bragt et arkivfoto af Romeo fra koncerten i 2016). Af udseende lignede Romeo til forveksling Yngwie Malmsteen, hvilket nok er helt ok i Romeos verden, og han spillede mindst lige så godt som den svenske guitarlegende. Romeos spillestil og komposition kommer meget fra Malmsteen, men jeg synes faktisk at Romeo er mere smidig, med blødere og mere præcise plekteranslag. Så smidigt, at guitarspillet til tider lyder som anslag på et keyboard med strings-lyd. Romeo er ikke bare en teknisk dygtig guitarist, han er meget mere end det; for lige meget hvad han spillede, svingede det helt sindssygt. Selvom Symphony X ikke har været pladeaktuelle i 9 år, har Romeo udgivet to soloalbums albums; War of the Worlds Pt. 1 og Pt. 2 fra henholdsvis 2018 og 2022, så det fænomenale guitarspil har heldigvis set dagens lys i to omgange siden Symphony X’s Underworld.

Akkordfornemmelse

Selvom jeg elsker alle afskygninger af larmende metal med knas fremfor akkordfornemmelser, synes jeg at keyboard-manden Michael Pinnella ikke havde nok pondus i lydbilledet. Der er mange flotte følsomme, ligefrem poppede, omkvæd i deres katalog, og her er det vigtigt at akkorderne i keyboardet træder frem, for i bas og guitar køres der en- eller højst to-klange. 

Fremragende frontfigur

Russell Allen var endnu bedre frontfigur end sidste gang RockZeit var i Pumpehuset og høre bandet. Han er en sanger med mange facetter i stemmen, og torsdag gav han sig 100% på de vigtige peaks i fraserne, som denne musik kræver i lead vokalen. Han var dertil helt i sit es til at kommunikere med publikum, med hyldest til øl….og så musik, plus en god humor som virkelig fik folk til at være “sammen” med bandet, i stedet for have afstand til “stjerner” på scenen. Trods instrumentalisters virtuositet, var det kun Russel Allen der havde solo, i form af sing a long fraser hvor publikum skulle synge med. Der er jo også toneranker og trommefills nok i numrene, så der var ikke brug for at nogen legede solohero på scenen.

Lækker lyd

Den lækre rene lyd, som også findes de fleste Symphony X-albums, blev gengivet med endnu mere saft og kraft. Det hele var som en stor symfoni, dirigeret med top præcision og æstetik. Der var et enkelt kort kabelknas fra keyboardet til sidst i koncerten, ellers var lyden upåklagelig, og ganske behagelig hele koncerten igennem.

Ekstranumre

Symphony X har til tider nogle sange som måske ikke er sååå kunstnerisk komponeret. Det første ekstranummer “Paradise Lost” fra albummet af samme titel, kørte i 6-7 minutter, men det var i min verden måske var det mest intetsigende fra bandet denne aften. Jeg havde mere håbet på eksempelvis “Domination” fra samme album. Det kunne virkelig være fedt at høre dette prog-speed-tech nummer live, som de nok også ville kunne fyre af fra hoften uden en eneste fejl. 

Jeg synes at sætlisten trækker lidt ned. Jeg ved godt at variation er godt, og at de spillede  “Death of Balance/Lacrymosa” fra albummet V – The New Mythology Suite sidste gang i Pumpehuset, men for helvede; spil det dog igen! Det er ved gud blandt de allerbedste instrumentalnumre i den progressive metal nogensinde, så det er næsten kriminelt ikke at spille det. Vi fik heldigvis et andet godt nummer fra det nævnte album;  åbningsnummeret “Evolution (The Grand Design)”.

Der var overvægt af gode numre, og det hele gled som en skarp kniv gennem blødt smør. Ahh, det var lækkert. Det bliver til 4,5 stjerner til de 5 amerikanske X-men.