Syracusæ på Copenhell, torsdag den 19. juni

Der var ikke mange traditionelle toner og rytmer i luften, da det colombianske metalband, med det heller ikke så traditionelle navn, Syracusæ, eksploderede på Gehenna-scenen kl. 14:30 på Copenhell. 

Med tekniske problemer i pop track introet fra anlægget og overgangen til livelyden, faldt chok effekten til jorden med et brag. Ja ja, man skal jo prøve at lave et show ud af det hele. Jeg kan sige jer, at den skæve start hurtigt blev tilgivet! Lige fra første beat, lød det som et band på 7-8 personer, men der stod kun 4 på scenen med hver sit store udtryk, som smeltede sammen til en voldsom klangmasse.

Forsanger Tomas Pérez havde hele pakken i sit stemmebånd, god clean vocal som også kunne komme ned i bas growl til den store guldmedalje. Der var masser af tostemmighed, men dog ikke fra andre band medlemmer, men som back track. Det fungerede, og det gav også mening at det, formodentligt, var forsangeren selv der havde indspillet andenstemmer hvor han så sang lead oveni. 

Sindssyge trommer

Bag gryderne sad Alejandro Pérez Schuster, specielt med en dejlig hul lyd fra lilletrommen, da seidingen var slået fra, a la Lars Ulrichs valg på det udskældte album St. Anger. Det var ikke mindre end fantastisk trommespil, som indeholdt alt lige fra salsa/latin- til black core-rytmer med 16-dele på lilletrommen. Der blev også larmet med bækkener på den helt rigtige måde, så trommeudtrykkene heller ikke blev for rene og sterile at høre på. 

Der kom også alternative lyde fra guitaren, når der blev fyret soloer af. Det var ganske onde overtoner som vi blev udsat for, som skar gennem marv og ben. 

Det var en befrielse at høre metal som havde anderledes rytmer og andre klange end man er vant til. Jeg synes hvert et nummer havde metal sjæl… og retning så det battede. Det var sangskrivning med respekt opbygning af dramatiske klimakser, som dertil var fantastisk udført.

Det blev ikke mere slagkraftigt end dette. Jeg ender sgu på 5 stjerner til Syrasusæ.