Tainted Lady Nordic Noise 11/5 2018

Med en flabet blanding af glamrock, hairspray rock og tørre riffs og en karismatisk frontmand, manifesterede Tainted Lady sig som aftenens vindere og et band der godt kunne risikere at have en ganske lovende fremtid.

Tainted lady har taget hardrock fansene og pressen med storm, og høstet anerkendelse for deres debut “How The Mighty Have Fallen”(2017). Derudover vandt de med 10.000 stemmer årets ‘Royal Beer Tak Rock’ afstemning om en tidlig åbnerslot på årets Copenhell. De har god medvind for tiden og derfor kunne det måske have virket som et fejt nyrestød at spise dem af med en plads som nummer to band på en lang dag i hardrocken og metallens navn. Det så da også skrabet ud med fremmødte kort før de begyndte, men lynhurtigt endte det relativt lille lokale med at blive fyldt godt op. Og da Tainted Lady fra start gjorde hvad de skulle, så fik de retfærdigt nok også en passende respons og publikumkontakt, som holdt koncerten igennem. Med åbneren “Song of Reckoning” fik bandet sat overliggeren højt med masser af musikalske lækkerier som bebudede, at de her drenge rummer lidt mere end hvad NN oldschool mainstreamrock DNA måske indikerer.

Koreografi skal der til

Der er tænkt en del i koreografi og performance i hvert fald fra forsanger Michael Cattons side og det grænser lidt til noget 70’er gender bender, hvilket nok skal ind med ret små skeer i disse tider. Den gimmick med at stå med ryggen til publikum og så vende sig om når musikken går i gang, fik mig dog i for høj grad til at tænke på alt lige fra Slade, Status Quo til Boney M og .. de der svenske brødre med de gyldne sko… det bliver et nej herfra.

Effektive og velskrevne numre

Men det er stort set også det eneste jeg rynkede på næsen over, for netop deres kombination af ret tørre Queens Of The Stoneage-guitarriffs og de mere britiske glam rock orienterede sangstrukturer og harmonik, gav en dejligt afvekslende koncert, hvor hvert nummer havde behagelige overraskelser. Stor kadeut for at lege med sirlige korarrangementer, ikke mindst der hvor musikken er mest sart og følsom, eksempelvis under “On the Loose”, som er et velskrevet stykke rockmusik. Det starter med en melodisk ballade guitarintro, men slår over i en gang retro rock med lidt Queen-agtig kor; det er vist lidt lidt svært live, men det går lige.

Det var Cattons!

Den musikalske alsidighed muliggjorde også, at Catton kunne spankulere rundt som en klejn Steven Tyler/Freddie Mercury klon, helt – og ligesom dem – uden at skamme sig. Den lille brite har masser af format og elsker at stå på scenen og føre rockstar depechen videre ind i vores afmålte og ensrettede tidsalder, hvilke er særdeles forfriskende. Han lignede the real deal. Hans stemme har en lidt sart men samtidig raspende stemme, og når man tror at nu knækker den, så fylder han bare på med ekstra luft og får derved presset tonerne ud, uden dikkedarer. De gode sange stod i kø – “Openminded” er en god omgang spunk R’n’R heavyboogie med gode rytmeskift og fængende glade hooklines med flabede galop trommer – og “Fever Dream” syder af sprælsk og groovy Aerosmith lidt a la “Rag Doll”, hvor det dog kniber lidt med de rene korstemmer.

The Best Song

Bedste nummer var efter min mening “The Best Days”, hvor de havde begivet sig ud på den næste umulige mission, at lave en original hardrock ballade, proppet med referencer til tidligere rockbands fra øverste hylde. Der var hørbar kalkering fra Led Zeppelins “Stairway To Heaven”, Deep Purples “Child In Time” i visse af Cattons vokale fraseringer, der var en stor bunke “Dream On” af Aerosmith og træk fra G’n’R s mest pompøse illusion ballader. Men “The Best Days” er sgu et lækkert, uimponeret og helstøbt nummer, der lever i sig selv. Det er flot afbalanceret, så man ikke krummer tæer, hvilket er ret imponerende, og det er faktisk lidt af en præstation, at tage noget så fortærsket og prætentiøst og få lavet en ærlig sang. Dog var guitarsolopassagen svagt spillet af dem alle, som om de tænkte for meget og havde svært ved bare at spille det og tro på, at det de havde skrevet, var godt nok. Sært; og ærgerligt, for det melodiske materiale var godt komponeret.

I min bog var det med afstand de mest kreative, veloplagte og velsvingende kunstnere der stod på NN scenen om fredagen, selvom det ikke siger så meget. Og selvom samme aftens Lars fra Manticora, Dirk fra Iron Angel og Brian Ross fra Blietzkrieg har brugt deres egen performance tricks for ages, så var det Cattons ungdommelige selvtillid, der sparkede mest frontmand røv. Godt gået, vi ses på Refshaleøen!