Tax The Heat – Fed To The Lions

I dag, den 8/4, udgiver britiske Tax The Heat deres debutalbum “Fed To The Lions”, og de beskrives af deres pladeselskab som et moderne britisk band med klassisk rock ‘n’ roll sensibilitet. I presseomtalen refereres der til noget så skizofrent som The Kinks, The Beatles, The Stones, The Yardbirds, The WHO, til nutidige kunstnere som Jack White, Queens Of The Stone Age og The Black Keys – og jeg hører enkelte elementer fra U2 i guitar og vokal, AC/DC i beat-dna’et, samt ikke mindst Aerosmith i sangopbygning og drive. Sikke en omgang.

Så der er selvfølgelig en hel del at leve op til, og den dag et enkelt band for alvor formår at favne alt dette, og samtidig lyde fuldstændig originale og nyskabende, er den samme dag som Dream Theater udgiver en akustisk nedtonet punkplade, Copenhell reelt fryser til is og Ringo Star afholder drum clinic med Lars Ulrich.
Meeen mindre kan også gøre det, og hvis resultatet af ovennævnte blandingsmisbrug, som guitarist/sanger Alex Veale, udtrykker det, bliver “bridging the  gap between old and new, creating something that has that raw energy but is also original”, så har TTH i hvert fald, ved at revitalisere genren, bidraget til at retfærdiggøre den fremtidige eksistens af det mangehovede monster, rock’n’roll.

Nænsom sammensmeltning

Man må helt klart sige, at det relativt ny band formår at integrere nyt og gammelt i deres tørre og retvendte retro-toner/surfer rock’n’roll – de siger det selv, de er inspireret af QOTSA, hvilket er tydeligt på mange numre, hvad angår tørhed, særlige mol/formindskede korharmoniseringer og stramhed i beatet. Dog har de ikke i samme grad det anarkistiske og uregerlige ekstra som Josh Hommes personificerer. QOTSA er i nummeret “Highway Home” mest hørbart i versene, med lidt Marc Bolan pynt, lidt slide-guitar hist og her, og noget Faith No More i omkvæd. Okay, der er mange brudstykker af genretræk som flyver rundt om ørerne på lytteren – og alt for meget namedropping –  men det er mest et udtryk for, at Tax The Heat mestrer at bruge af alt det der nu en gang er opfundet og sammesætte rockgenre-fragmenter ind i en ny ramme, eller delvis ny i hvert fald; en ramme som hedder TTH. Det er forbløffende naturligt og nænsomt og kammer sjældent over, hvilket i sig selv er en præstation.
I det hele taget opleves bandet som sammenspillet, selvsikkert og i stand til at spille som et band, hvilket de jo også påstår, er tilfældet:
“(…)what you hear on the album is the four of us playing together, no overdubs. A lot of live takes.”
Det man kan sige om den sag er, at de i så fald virkelig har gennemtænkt og gennemprøvet alt inden de fik i studiet for der er mange musikalske lækkerier i hvert nummer, som har krævet at man har kælet for dem før man har sagt go ahead. “Animals” er et regulært humoristisk og sprælsk nummer – partyrock møder QOTSA møder AC/DC og det fungerer rigtig godt, JP Jacyshyn vrider musikalske lækre temaer ud af guitaren som summer som en fordrukken bisværm og Veale fraserer i versene som en sjældent veloplagt Steve Tyler. Overstyret vokal er selvfølgelig altid en effektiv del af den letgenkendelig rockæstetik, men man finder i løbet af albummet ud af, at Alex Veales stemme, uden lir, lyder godt i sig selv.

Det langsomme og bluesy “Watchful Eye” pulserer og lusker rundt, og byder på virkelig greasy riff. TTH rammer i omkvædet noget Clutch brutalitet, mens der går The Edge i motiv guitaren, og Def Leppard i koret.
Det lyder unægteligt skizofrent men igen, det hele pakkes ind i TTH’s lyd, som aldrig bliver kedelig omend det aldrig løfter sig til et plan, hvor man tænker evergreen, paradigmeskift osv.

Scor og slap af

Det er så smart, gedigent og ubesværet, at man skulle tro de var svenskere.

Hovednummeret “Fed To The Lions” er måske det mest lige på og hårde nummer; igen, opbygningen er hamrende logisk, Veale er rap i replikken og veloplagt rytmisk, og i fraseringer er der konstant ét eller andet glimt i øjet som virker afvæbende på deres flabede macho attitude. Der er altid ét eller andet uventet i ærmet i deres numre, nogle gange er det i vokalen, andre gange er det nogle melodiske bevægelser i guitar-riffene som gør, at man laver en mental note for at vende tilbage til det igen. Det er så smart, gedigent og ubesværet, at man skulle tro de var svenskere.
Nummeret er utrolig hurtigt overstået, hvilket heller ikke gør noget, for det opsummerer ret godt hvad TTH står for; scor og slap af.
“Some Sympathy”, er en rigtig sprød AC/DC-rocker med et genialt hippie rock omkvæd og lækkert kor, og det lyder som om TTH har ædt Black Crows og Aerosmith til frokost.

Ét af mine yndlingsnumre, er det virkelig smukke ungdommelige hjerte/smerte nummer, “Hit Me Hard”. Deres melodiske og ret poppede hitskabelon har udstanset et flawless refrainhit, hvor vokalen er lidt skarpere og in-your-face end på de fleste andre numre. Introet er simpelthen genial genbrug af cliche riffguitar. De gør det uden at skamme sig, og det virker som det skal, og de får igangsat nummeret på flot vis. Jeg er glad for deres tamburiner som tilfører den dér nostalgiske lette stemning, der sikrer, at TTH holder sig fra konformitetens sorteste gryde. Og hov, pludselig ryger de over i 3/4 takt, ml. 2:16 og 2:26, hvilket virker virkelig godt, da det ikke ligefrem er noget man forventer. Slet ikke.

TTH leverer kort og godt kort og god refrainrock så det klodser; ultrakorte numre, beatet er stramt og til at danse til, og de catchy fraser gentages igen og igen og igen, og hvor er det fedt, at TTH holder sig til det, når de nu er så gode til det.
Der er ikke nogen dårlige numre – måske “Stood On The Platform To Leave”, “Caroline” og “Devils Daughter”, som alle virker lidt uinspirerede og ferske i forhold til de andre numre. Der er således ingen afgørende musikhistorieskrivning her, men det mere end fungerer, det er faktisk en megafed legesyg, fresh og spunk plade, der er lang tid om at klinge af i hovedet på lytteren.
Jeg kunne godt tænke mig at høre dem live, da den simple, men opfindsomme og iørefaldende kompositionstilgang må kunne give publikum en fed koncertoplevelse, klart over middel.