Test af Marshall bluetooth hovedtelefoner

Bluetooth og god lyd har aldrig rimet særligt godt, men i de senere år er der kommer flere og flere rigtig fornuftige bluetooth hovedtelefoner. Blandt disse skal Marshalls Monitor Bluetooth nu også medregnes.

Dårlige codecs, altså måden man komprimerer lyden på, og lav båndbredde, altså hvor meget data man kan sende afsted gennem luften, har før i tiden været med til at give bluetooth sit dårlige ry i Hi-fi sammenhænge. Med aptX lydformatet fremfor det elendige SBC er det nu muligt at få en ordenlig lydoplevelse.

Prisen og konkurrenterne

Med en pris på næsten totusinde kroner placerer Marshall Monitor BT sig i premium hovedtelefonsegmentet, og så er der altså rigtig mange mærker og modeller om buddet, når man skal ud at erhverve sig nogle nye høretelefoner. Her kan i flæng nævnes Sony MDR-1000x (omkring 2300,-), Bowers & Wilkins P7 Wireless (omkring 3000,-), Sennheiser Momentum Wireless og PXC 550 (begge til omkring 2800,-),  Plantronics BackBeat Pro 2 (omkring 1500,-), og sidst men ikke mindst Bang & Olufsen Beoplay serien der starter med H4 til omkring 2500,-.

Nogen vil måske mene at jeg også burde nævne Bose’s QuietComfort 35 i den sammenhæng, men QC35’s “claim to fame” er den aktive støjreduktion, som sammen med prisen på 3500,- placerer dem i et andet segment. Med andre ord, hvis dit behov er noise cancellation skal du vælge QC35, men ellers får du ganske enkelt mere for pengene andre steder. Når det så er sagt, er Boses noise cancelling hovedtelefoner fremragende til at give dig noget ro i åben kontormiljø, på flyrejsen eller andre støjende steder.

Marshall Monitor Bluetooth hovedtelefoner

Man skal jo ikke have været til mange koncerter for at være stødt på Marshall brandet, og de meterhøje stabler af Marshall højtalere og forstærkere er ikoniske i rock sammenhæng. Jim Marshall – Father of loud – grundlagde sit imperie i 1962 og baserede blandt andet den sprøde og rå rocksound ud fra de savn og mangler Pete Townsend oplevede hos de daværende forstærkere.

Så skulle man måske tro, at de nye Monitor Bluetooth hovedtelefoner er rendyrkede rock-ørebøffer, men overraskende no er det slet ikke tilfældet. Snarere tværtimod.

Førstehåndsindtryk

Æstetikken er selvfølgelig i top, og inde for høretelefoner til en relativt overkommelig pris, må man sige, at det er lidt af et prestige produkt. Hovedtelefonerne virker solide og slidstærke, og jeg er ikke tvivl om, at de kan holde til at blive brugt i en travl hverdag, hvor de vil blive hevet op og ned af tasken.

Marshalls ørebøffer klarer problemfrit at holde bluetooth forbindelsen over 10 meter, og de holder lyden inde så du ikke generer dine omgivelser, samtidigt med at de holder eksempelvis vindstøj ude når du cykler. Det skal dog siges at de 10 meter skal tages med et gran salt, da visse materialer i vægge kan reducere rækkevidden noget… men for de fleste vil lydkilden jo nok være en mobiltelefon, som alligevel ligger i lommen.

Batterilevetiden er i specifikationerne opgivet til 30 timer, og det passer meget godt. Som en lille bonus kan nævnes at opladningen synes at gå lidt hurtigere end angivet, og man kan faktisk på relativt kort tid få smidt nok strøm i dem, til ganske mange timers lyttetid.

Lyden

Pop

Lyden er lækker, varm, blød, bred og skånsesløs klar. Alligevel formår høretelefonerne at nivellere lydrummet således, at selv kradse gamle live- og hjemmeoptagelser, samt dårligt producerede ældre albums, fremstår langt mere lyttevenlige, end man forventer, og  står væsentligt bedre ud af højttalerne med et fornuftigt opdelt lydbillede.

Og i den anden ende af kvalitetskataloget må man bare sige, at velproducerede udgaver af vintagepopværker som “Hotel California”, “Joshua Tree” , “The Dark Side Of The Moon” og “Abbey Road” går umanerlig godt igennem, og man får endnu mere respekt for Quincy Jones’ troldmandskunster på “Thriller”(Michael Jackson, 1982) , og Roy Thomas Bakers ditto på eksempelvis “A Night At The opera” (Queen, 1975), da alle de mange lag af instrumenter, vokaler og effekter har masser af tydlighed og luft mellem sig og numrene kommer til live igen på en ny måde.

Klassisk

Klassisk værker virker, trods den nævnte nivellerende lækkerhed, endnu mere kontrasterende i dynamik, hvilket jo er en smagssag, da vores dovne ører for længst har vænnet sig til bilradioens lydpølse format. “Mars – The Bringer Of War” (Holst), “Valkyrieridtet” (Wagner) og “Also Sprach Zarathustra” (Strauss) er tre skræmmende, hårrejsende oplevelser, skulle jeg hilse og sige, mens “Tågen letter” (Nielsen), og “Prélude à l’après-midi d’un faune” (Debussy), har en nærmest intimiderende nærhed og sårbarhed, som giver kuldegysninger. Sådan har det altid været på ordentlige lydanlæg, men Marshalls høretelefoner er reelt i stand til at levere klassisk musik.

Film/serier

Noget af det som moderne høretelefoner jo bare skal kunne, er at levere flawless film og serie lyd. Vi forventer i dag, at vi når som helst kan blive lukket helt ind i Frank Underwoods kyniske univers både i lyd og billede, uden afbrydelser, knas i lyd eller forstyrrende stemmer fra de andre passagerer i bussen. Vi vil lukke den fiktive verden ind og den virkelige verden ude. Og det kan man med Marshalls. Der er arbejdet på at minimere  de ofte forekommende udfordringer med audio/video synkronisering, og det fungerer ret godt. Stemmerne sidder i skabet og baggrundslyde i scenerne er langt mere skarpe og således bliver man suget godt ind i filmen/serien.

Hvad trækker ned

Midt i al euforien over finpudset glasklar lyd, må vi dog skæve lidt til mere gemene hovedtelefoner, som eksempelvis Marshalls egne Marshall Mode EQ in-ear hovedtelefoner der sidder i ørerne, og som er fremstillet til smartphones. Her få vi faktisk mere af den gamle Marshall æstetik i form af mere rå og, ja, rocket lyd. Sagt på en anden måde, de nye Marshall høretelefoner lyder ikke lige så meget som Marshall, som de små billigere af slagsen.

Det er der rigtigt mange grunde til. Dels er Monitor BT hovedtelefonerne selvfølgelig “tunet” til den store brede målgruppe, og dels har Bluetooth teknologien en masse indbyggede svagheder og begrænsninger. Det efterhånden gamle format som CD’er er bygget på, leverer 1411 kilobit i sekundet. Det format som Marshall, og alle andre bluetooth hovedtelefoner for den sags skyld bygger på, kan maksimalt levere 352 kilobit i sekundet, altså kun en fjerdedel af det nu 35 år gamle CD format!

Glaceringen af lydbilledet snyder også lidt. Hvis man sidder i sit hjemmestudie og tror, at ens mix af en hjemmekomponeret rockballade lyder forbandet godt, gør den det helt sikkert ikke! Her er lyden simpelthen ikke rå og ærlig nok, så man skal holde sig til mere studie egnede typer, eller simpelthen bare bruge almindelige monitorer.

Det er klart, at da de nye skal matche flere medier og lydligt forskellige produkter og formål, har det sine konsekvenser, og da mange helt sikkert , som visse fra RockZeit redaktionen, vil bruge dem til House Of Cards, musik, film og serier på farten eller vinyllytning, så skal og må man lande på et kompromis. Feel good serien “The Good Wife” skal naturligvis ikke lyde som Meshugga i Pumpehuset. Det er dog et afsindigt godt kompromis.