RockZeit ville bestemt ikke gå glip af ægte thrash metal fra veteranerne Testament der gik på Helvíti scenen torsdag, allerede kl. 13:30.
Testament er een af de tunge drenge inden for metallen, som de tit viser når de eksploderer live, med deres både tunge og hurtige thrash metal.
Chuck Billy som efterhånden rent fysisk fylder hele scenen, var i dén grad til stede for publikum med stort smil, hvor tungen ofte kom ud med ordene I can taste the dirt, and I love it!. Billy har med alderen fået en dybere stemme, næsten growl, som i høj grad også klæder Testament universet. Han var god fra starten, og man kunne mærke på ham at han kunne passe sin butik i ro og mag, for de musikere der bakkede ham op, er bare i verdensklasse.
Selv om det ikke var trommeslageren Dave Lombardo som var med på denne tour, havde “the new boy in town” Chris Dovas ikke ligefrem vanskeligheder. Han var super tjekket og hårdtslående. Han var lidt beskeden i scene optræden. Han sad stille og roligt rent kropsligt, men det der kom ud af ham, var alt andet end roligt. Det var ægte Testament-trommeånd.
Anden oplevelse når det er live
Det der er ekstra fedt ved Testament koncerter er, at der er god lyd, modsat mange af deres studiealbums, hvor jeg tit savner langt bedre lydmiks. Det meget rodede og tynde lydbillede man kan møde på pladerne, bliver der rådet bod på live, hvor musikken får mere format og bredde i lyden. Det var også tilfældet på Helvíti, hvor der med høj volumen blev kastet skarp og tydelig lyd ud over Copenhell.
Der var massiv bund fra bas og trommer, som gav mulighed for de andre i bandet at læne sig trygt op ad dem og få det hele til svinge maksimalt, og det gjorde det. Der var overskud fra sound crewet, for man hørte tit ekkoer på Billy’s vokal på gode højdepunkter i sangene. Der blev også brugt backtrack skrig som var lagt oven i Billy’s stemme, så der et kort øjeblik var to stemmer. Det var en god effekt og helt i orden at gøre, for det er bedre end at een af de andre som, ikke er sangere, forsøger sig med et high pitch metalskrig som nok ville lyde kikset.
Thrash classics
Der var gode gamle klassikere som “The Haunting” fra debutalbummet The Legacy, og een af mine favoritter; “Into the Pit” fra andet album The New Order. Disse numre lå på deres rygrad kunne man høre. Titelnummeret “Practice What You Preach” var også en succes. Godt gedigent old school metal nummer.
Det er ikke kun de gamle numre som er gode, for et nummer som “Children of the next level” fra albummet Titans of Creation (2020) var sindssygt fedt. Lydtrykket var massivt med trommer og bas som tonsede ustoppeligt afsted, og guitarriffsene var i top. Dertil 110 procent indsats fra Billy med hæse skrig og skrål til UG. Eric Peterson lavede også solo selvom han er rytmeguitarist. Det var ikke i nærheden af Skolnicks præstationer, men fedt nok. For ikke at tale om Steve Di Giorgio som var fuldstændig crazy fed, på både almindelig og båndløs bas.
I det hele taget en super fed koncert
Sætlisten var god, men den kunne godt være bedre. Jeg savnede nogle numre med stille passager og clean guitar som de sagtens kan diske op med. Der var stor overvægt af buldrenumre, som godt kunne være belastende i længden, men det er småting.
Det var en fantastisk koncert, og jeg ender på 4,5 stjerner til de gamle thrashere.
