The Boss i Parken

RockZeit var til stede ved den første af to koncerter med noget af et musikfænomen; den amerikanske sanger Bruce Springsteen. Han gik på scenen i Parken tirsdag aften præcis kl. 20 som annonceret. Man kunne godt høre at det var en legende der skulle performe, for hovedpersonen og hans legendariske E-Street Band blev i stor stil klappet ind på scenen.  

Still “The Boss” ?

Kan den 73-årige amerikaner så stadig leve op til titlen? JA, det kan han. I den/de genrer han befinder sig i, er han og E Street Bandet uovertrufne i musikalitet og performance. Hver musiker i bandet havde energi, som om de var blevet tanket op med super fuel.

1984

Der blev lagt ud med “No Surrender” som er helt tilbage fra 1984, fra det meget kendte album Born in the USA. Det svingede godt fra start, og lyden var god…meen ikke optimal. Klaveret fra Roy Bittan og trommerne fra Max Weinberg svingede godt, men de var lidt for dominerende i lydbilledet. Efter et kvarters tid, blev der korrigeret lidt, hvor der blev opnået en bedre balance mellem de mange instrumenter. Bruce skulle også lige varme stemmen op, for der var lidt for meget knas og ikke så meget ren tone i stemmen, så den skulle lige have et spark bag i med denne intense sang. 

For fuld blæs

Det næsten 10 minutter lange soul-gospel-rock nummer “Mary’s Place” fra 2002, havde utroligt mange facetter både i vokal, kor og det instrumentale. Det var ikke kun det faste E Street Band som gav lyd fra sig på scenen, for additional musicians dukkede op under koncerten, og især i dette nummer var der ekstra messing og kor. Jeg talte 17 musikere på scenen. Det er også et nummer som kræver en stor klang med alt hvad den kan trække. Man kunne også mærke på Bruce at han var ekstra på i dette nummer, for det er meget krævende for stemmen med de mange registre og klange. 

Sidste mand

Der var også tid til anekdoten om det første rock ‘n’ roll band som Bruce var medlem af i sine teenage år. Da han er den eneste der stadig lever fra dette gamle band, fik vi “Last Man Standing” som blev leveret utrolig følsomt og stemningsfuldt. Med danske undertekster på storskærmene, var det ekstra god storytelling der kom fra scenen. Man skal heller ikke glemme hvor god en guitarist Springsteen er, for lige meget om han spiller akustisk, elektrisk / rytme eller solo, har han fat i den lange ende hele tiden og det er en fornøjelse at høre på.

Encore…Born in the U.S.A. ?

Selvom bandet havde spillet 2½ time, var der en lang encore afdeling, hvor de kom mere og mere op at køre. Man kunne næsten ikke forestille sig at det kunne svinge bedre. Og så var det vel tid til “Born in U.S.A” ? ..Nej, det spillede de sgu ikke. Inde blandt de storladne soul/gospel prægede numre med store big band klange, syntes jeg egentlig heller ikke at jeg savnede det. Det var som om at sangen bare ikke passede ind i denne sætliste.

Men numre som “Born to Run” og “Dancing in the Dark” fik da publikum op at ringe, og der var tæt på 100.000 arme i vejret. Vi skulle også lige have pulsen lidt ned inden vi gik, så Bruce sluttede alene af med den flotte og stille sang,  “I’ll See You in My Dreams”.

Bruce the Almighty

Det er tydeligt hvorfor Springsteen er een af de allerstørste musiknavne på denne klode. Trods sin alder, skriger det til himlen om at han bare skal stå på en scene, for han havde er stadig ungdommelig i musikalitet og performance. Han hviler ikke på laurbærrene, for han var på hvert eneste sekund igennem koncerten. Det eneste han skulle bruge, var et par storskærme, dansk og amerikansk flag i loftet over scenen, et beskedent antal projektører, sin guitar og sit E Street Band! En musikalsk kraft som ikke har brug for dikkedarer og glimmer. Det handler KUN om musikken.

Han havde utrolig god kontakt til publikum, for han var ikke bleg for at gå helt ned ved hegnet og trykke folk i hånden mens han sang. Dette gav også glædessmil på læberne i Parken, især fra dem som rent faktisk stod og holdt The Boss i hånden. Der var super god kemi mellem musikerne på scenen, dertil god humor, især mellem Bruce og guitaristen Little Steven (Steven Van Zandt), som lavede en masse spas i slutningen af koncerten.

Springsteens vokal var i det store hele rigtig fed. Det gode gamle rock-knas var til stede i stemmen, hvor han dertil kunne lave høje rene falset toner som lød fremragende. 

Det var ikke fordi bandet var for dygtige og det lød for fersk eller for indstuderet. Springsteen selv, havde et fint udtryk, men var ikke helt varm i stemmen før 20 minutters tid inde i koncerten. Trommeslageren var ikke altid helt tight, og en del gange, hvor han skulle gå ned i tempo i slutningen af et nummer, var det som at han gjorde det for hurtigt, så de andre ikke var helt klar på hvilken grad af faldende tempo det skulle være.

Det var få ting jeg gerne ville have korrigeret hvis jeg havde en tryllestav, men man må sige at dette samsurium af formidabel sangskrivning, musikalitet og performance er en sjældenhed. Det udløser da også 5 stjerner til Bruce and The E Street Band.