The Cult på Copenhell, torsdag den 19. juni

Det var ganske kultagtigt, da britiske The Cult havde fået den store scene, Helvití, på Copenhell, hvor massen havde samlet sig for at få kvalitetsrock i øregangene. Det fik vi i høj grad, for efter få sekunder kunne man høre hvor professionelt et setup det var.

Den mystiske rock shaman Ian Astbury, kunne både frivilligt og ufrivilligt stille folks fokus på ham, med sit altid eksperimenterende, udfordrende, udseende og sin gode stemme. De mange elementer har gjort ham til en frontfigur som er værd at vente på, når der skydes en The Cult-koncert i gang. 

Jeg har aldrig været hooked på The Cult, men hver gang jeg er støder på deres musik, har jeg kunnet fornemme et højt bundniveau i deres sangskrivning og sound.

Noget jeg lagde mærke til fra start, var en fænomenal rytmebund som blev skabt af John Tempesta. Det var noget af det mest tighte trommespil jeg nogensinde har hørt, og det var hele vejen igennem koncerten at hvert et anslag sad lige i kassen. Samtidig var lydproduktionen på trommesættet fuldstændig i top, så jeg var godt nok en happy camper, allerede på den front. Guitarist Billy Duffy var også en fryd at høre på, en guitarist som er ligeså god i rytmeguitar som i solo. Det er en sjældenhed synes jeg.

Ian Astbury har en stor kærlighed for perkussion, kan man fornemme, og så ud til at være født med en tamburin i hånden. Også maracas blev flittigt brugt, og hans rytme feeling var god, heldigvis, for han holdt de små instrumenter tæt til sin personlighed, og ikke mindst tæt på mikrofonen. Jeg var overrasket over, nu når han var så glad for sin tamburin, at han han gjorde den til en tamb-urin, ved at kaste den ned i pissoiret ved siden af scenen, så een af fra publikum kunne få den med hjem (jeg tror dog ikke at han vidste at der var urinal-line-up lige dér)   

Alle de største hits blev naturligvis fyret af til sidst; “She Sells Sanctuary”, “Fire Woman” og “Love Removal Machine”. Ved første anslag i sangene, kunne folk genkende dem, og der opstod en ren fest omkring den store Copenhell-scene. Det var en fryd at høre og se på. 

I sættet var der en del numre som kørte i nogle gængse hard rock klichéer, men det svingede sgu OK det hele, og jeg synes aldrig at det blev helt kedeligt…og ja ja, der var ikke meget metal i det, men når hard rock er på dette niveau, er de i min verden velkomne på Copenhell en anden gang. 

Det bliver til fanme til 4,5 hard rock-stjerner herfra RockZeit.