The Darkness – Copenhell, Helviti 20.06.2015

 Tilbage til The Darkness: den ovennævnte inspirationskilde er ikke til at misse. Derudover har de struktureret numrene ud fra ACDC’s slagfærdige og uhyre simple men virkningsfulde skabelon; tørre sikre riff og økonomisk brug af rytme og temposkift, breaks som driver numrene afsted på rappe fødder. Rappe fødder har Justin Hawkins bestemt også; hans lille krukkede alfeskikkelse er konstant tredive rytmer foran os andre; det er som om han er direkte plugget til scenens musikanlæg og hundrede procent i sync videreformidler enhver musikalsk figur i numrene.

Darkness er cartoon rock og i det ret snævre univers er Justin Hawkins absolut kongen, og på trods af at Copenhell i år har vist sig fra en mindre sing-a-long agtig side end sidste år, passede Darkness som fod i hose – eller måske netop derfor;

Efter Gojiras tordnede magtdemonstration fungerede Darkness som en forfriskende, måske en smule for stor portion dessert med masser af karamelsovs og krymmel. Justin Hawkins var ude at ride på en vagt – det har vi set før, Justin Hawkins gik rundt med kongekrone – det har vi ligeledes set før, osv, osv.

Det giver ikke nogen mening at diskutere om Darkness’ koncept er originalt, når de netop eksisterer ud fra en tommetyk fascination af glamrock ‘n’ roll i særdeleshed.

Men at Justin Hawkins er en ekstremt original rockstjerne bliver et faktum efter bare få sekunders underholdende optræden. Han laver konstant noget uventet og morsomt, han får hele tiden spontane ideer til hvordan han nu skal fjolle rundt på scenen. Manden har masser af selvironi, eksempelvis når han advarer andre mod at tage stoffer – hvilket han havde store problemer med tidligere – da man stadig leder efter hans næse.

Man kan ikke lade være med at overgive sig, og igen, det er præcist ting som disse der gør slægtskabet med Queen så tydeligt; Mercury vandt altid sine fjender over på hans side, hvis de have forvildet sig ind til en Queen koncert. Så kunne de lære det. På samme måde havde det forstokkede anmelderkorps i England svært ved at acceptere, da der nu var kommet en ny showrock supergruppe i Darkness’ skikkelse. Men man må ret hurtigt bøje sig i støvet, og selv de mest hårdhudede metalfans rundt omkring Helvitiscenen stod med en god griner på, mens de skrålede med i falset på “I believe in a thing called love”. Det gjorde jeg også, Darkness gør folk glade, vi slipper tøjlerne og jeg fik en masse nye venner den aften. Hele bandet kan sit shit til perfektion uden at det bliver sterilt – de er simpelthen hammerdygtige. Og Rufus? Ja, han passede butikken med samme skræmmende sikre og skiftende bløde og hårde og dybt musikalske måde, som hans gamle far gjorde en gang i tresseerne, halvfjerdserne, firserne og halvfemserne og ti’erne. Farmand er på et andet internet site blevet kåret som den bedste rock trommeslager med Neil Peart fra Rush lige under ham. Hvad det egentlig betyder ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at Rufus er ved at finde ud af det i sit ny job. Og på den facon kører showet videre…