The Grenadines – musik til bilradioen

The Grenadines fortsætter på “Band On The Radio” den absolutte vellyd fra første udspil, men denne gang har de skruet en del mere op for deres sympatiske mindfulness-tonesprog og betænkeligt meget ned for deres charmerende finurlighed og umiddelbarhed.

The Grenadines ny fin-nivellerede bilradio album “Band On The Radio” minder om et anger management kursus for bilister i lydbogsformat. Bandet har lavet forarbejdet særdeles grundigt, nærstuderet vejviseren på forhånd, sørget for at køre udenom alt uforudset såsom vejarbejde, kødannelse og uhensigtsmæssige hårnålesving, og i øvrigt har de valgt at holde sig konstant i midterbanen i gode 90 i timen. Det er ekstrem sikker og ansvarlig kørsel, hvorved passagererne slapper fuldstændig af. Passagererne er de andre medlemmer og de skiftes til at sidde bag rattet. Der er helt styr på det, og ingen retslør her. Set i bakspejlet savner jeg, at de tør være spontane som på deres debut og tage impulsive afstikkere fra alfarvej, foretage hasarderede indenomsoverhalinger, liiiige nærme sig rabatten i topfart, for ligesom at mærke adrenalin suset. Det gør de stort set ikke på første halvdel af skiven, der dog byder på obligatorisk effektive og lækre køre tunes.

Sikker igangsætning

The Grenadines kommer overskudsagtigt ud af garagen med “Fireworks” som er et lærestykke i at skrive en veldrejet køretune, og en no brainer som første singleudspil (det blev det så ikke). Det er en svær kunst at finde det simple, originale iørefaldende signatur-motiv til en sang, men deres lille pudsige klaver vending slår smut over den maskerede 6/4 – dels takt som en svale, der flakser rundt om lytteren/bilisten på en hyggeligt køretur. “Mountains” har ligeledes høj kvalitet med et godt blødt drive, og “Rufus And The Rancor” bruger nogle kært uventede akkorder og skaber en let urovækkende og nervøs stemning under den flotte indpakning – igen med små rytmiske afvigelser.

Alt er godt klart og rart og man glemmer helt, hvor svært det er at lyde så godt og spille så godt. Det virker så ligetil og man aner næsten ikke de indskudte 6/4-dels takter, som de får indlejret lige under de douchede akkordrækker, guitar motiver og transparente vokaler. Det er altså svært at få udbenet rytmer, instrumenter og harmonisk på den måde.

Skift endelig gear!

Efter adskillige gennemlytninger må jeg alligevel sige, at de mange pæne numre forsvinder ud i motorvejens morgendis og ensheden får numrene til glide sammen og får nogle af dem til at virke lidt overflødige, herunder “Brighter Days” og “High Heels”. Der er for få abrupte opbremsninger. Man ruller stille og roligt derudaf i en lidt for pæn og glat bord-og-stol rytme, man døser hen, samtidig med, at man på den anden side, får lyst til at stige ud af bilen som hovedpersonen Michel Douglas skikkelse i “Falling Down” og… gå amok.

På den anden side…

Heldigvis  er “side 2”  en del mere nuanceret og dynamisk, og det vækker stor glæde at høre, at de på “Sweetest Dream” atter lyder inspireret af adelsmanden fra The Fab Four. Nummeret er en lille McCartney-esque juvel. Propfyldt med harmonisk legesyghed, elegance og myriader af melodiske motiver og sekvenser der i en middelmådig kunstners hænder blot havde lydt som et rodet kluddetæppe. Her får de væsensforskellige, men velklingende og iørefaldende formled til at smelte sammen, og der er lækkert kor og flabet orgel drysset ud over nummeret. De har hygget sig og fundet plads til alle de gode ideer, uden at nummeret brækker over på midten. Den smukke ballade “Letter” gør igen brug af skæve rytmer og elegant akkordvariation, men bevarer den skrøbelige stemning. Afslutningsvis slutter de skabet på plads med “Time Comes In Blue”, med en vanvittig flot første del, uden rytmeinstrumenter, men med svævende luftige passager, som via godt sammenspil og smidige, men uventede betoninger, kæmper med at trække vejret. Denne skrøbelighed er dog bevidst, og mod slutningen rejser nummeret sig og får tilsat rytmesektion, for herefter at lægge sig ned igen.

Lige på målstregen

Bandet ville med denne skive gerne være mere målrettede og laboratorieagtige i deres udtryk og det er lykkedes, men med deres immanente velour sound får albummet slagside, der hvor de glemmer kontrasterne i sangene; glat komposition, glat instrumentering og glatte vokaler… så er der sgu ikke meget der river i næsen, og det skal der altså være i god pop.

The Grenadines formår dog, alt andet end lige, endnu en gang at sætte overliggeren uhørt højt i forhold til lydbillede, sammenspil og generelt musikalsk håndværk, og de numre, der har særklasse, trækker op og kompenserer til en vis grad for de mere behagesyge og… ferske numre.