The Kris Barras Band: The Divine And Dirty

The Kris Barras Band udgiver den 23.03.18 deres ny album The Divine And Dirty og det er i den hårdtslående del af bluesrock genren at bandet på udmærket vis primært slår sine folder. 

Ok. Allerede med åbneren “Kick Me Down” bliver det klart, at kategorien blues rock måske er lidt en tilsnigelse; ret beset hører jeg old school hard rock a la Bon Jovi, Rainbow og som der nævnes i pressematerialet Free, Led  Zeppelin og The Stones. Barras vokal kan mange ting, hvilket skaber dynamik og spænding i løbet af numrene. I det dybe leje eksempelvis i det gospel inspirerede, pompøse og spirituelle “Hail Mary” og især balladen “Hold On For Tomorrow” har han klare fællestræk med Bon Jovi (i sidstnævnte indgår endvidere sætningen “bed of roses”) og når han folder sig ud i det høje fornemmer man Paul Rodgers, og det er i mine ører to klare kvalitetsstempler.

Dansen rundt om Blues

Bandet søger at blande bluesrock kortene, og det lykkes faktisk. Omkring kærligheden til blues har de kreeret numre der trækker fra andre stilarter, ikke mindst hardrock, som jeg har været inde på. Epicentret er dog bluesrock og der hvor jeg mest kan høre bluesrock er et nummer som “Stitch Me Up”der svinger så det basker med alle usual suspects af virkemidler, ikke mindst en lækker gang klaverboks – samt boogie shuffleren “Blood On Your Hands” og “Propane” der begge er gedigne bluesrockere.

Det mest regulære clean blues nummer er “Wrong Place, Wrong Time” som cykler rundt i 12 takter led, hvor kodeordet er leg. Det svinger eminent og minder en om, at blues er banalt og leverer simple og lettilgængelige budskaber til hårdt trængte hverdags mennesker, et par musikalske opmuntrende klap på skulderen – og så videre med dagens dont. Blues har aldrig været højpandet og det må det aldrig gå hen og blive.

Anger management

Bandet har godt styr på hvad de laver, der spilles ofte hårdt men samtidig elegant, og de kontrollerede aggressioner giver associationer til Kris Barras anden side af tilværelsen, hvor han faktisk med større succes end som musiker ernærede sig og trak fulde huse til sine optrædener: manden er nemlig tidligere Mixed Martial Artist, og har sparket og slået sig til 14 sejre ud af 17 mulige blandt andet i Las Vegas og Thailand. Både hård blues rock og kampsport kræver, at man kan håndtere kraften og energien og styrer den i den rigtige retning. Ellers er man ikke fokuseret og rammer ikke publikum/modstanderen ordentligt. Men Kris Barras har lært lektien gennem et begivenhedsrigt liv.

Musikalsk bad ass med følelser

Ifølge pressematerialet har Barras levet livet i overhalingsbanen, og har rutchet op ad ned af livets rutchebane med familietragedier, han har kæmpet i ringen foran 8.000 tilskuere, levet et luksus liv i Las Vegas og gået konkurs med en guitarforretning. Der gøres en del ud af at fremhæve hans nære bånd til faderen, der døde af kræft, og som tog Barras med i sit band, da knægten var 9 år, samt deres fælles fascination for Gary Moore. Dette tema behandles i balladen “Watching Over Me”, der som sentimental rockrosin i pølseenden viser, at den tidligere professionelle  voldsudøver har et guitarhjerte af guld og savner sin far. “Watch Over Me” gør måske ikke det store – den er ikke vildt original, men en sød lille vignet som afrunder albummet.

God trummerum musik

“The Divine And Dirty” er et alsidigt og sympatisk blues rock album, med den kant der klart gør mere gavn end skade, og hæver albummet til lidt over middel, så man pludselige får lyst til at genhøre et par af numrene.  “The Divine And Dirty” er som titlen forsøger at markere, en blanding af behagesyge numre og så en del knas; det sure med det søde, du ved, lidt ligesom hverdagens trummerum. Det er helt fint.