The last note – Megadeth

Annonceringen af, at det 17. og selvbetitlede nye album er afslutningen på en 40+ år lang karriere – i hvert fald Megadeths karriere – har ikke ligefrem fået jordens søjler til at ryste, højst vibrere en anelse. Dette indikerer i sig selv, at selvom Mustaines annoncering nok ikke kan kaldes long overdue, så er metalverdenen i hvert fald ikke afhængig af, hvad Megadeth anno 2026-? går og laver. Vi klarer os med eller uden, alt er godt, men fint nok med et sidste udspil.

Og på skuldrene af andre giganters utroværdige afskedsannonceringer, kan man kun grine af, at Mustaine samtidig proklamerer, at han vil turnére så længe folk vil høre på ham og så længe han kan holde niveauet. Wtf er det? Det er hvad det er, boller fra Kohberg.

Efter den bratte opvågning og fyreseddel fra Metallica back in the day fik Mustaine smøget ærmerne op og overbevist metalverdenen om, at han på sin egen måde, med sin vilde teknik og håndværk, forsmåethed og stædighed kan stå på egne ben og levere sublim shredding og langtidsholdbare metalfræsere.

Fra hans hårdt spændte strenge kom en forbenet, kvasende stram virtuos guitarlyd fra helvedes forkullede kælderskakt. Vi forstod godt budskabet: Mustaine kan noget Hammet ikke kan.

Læg dertil hans vokale paradoks; en spinkel, sammenbidt stemme hvis største karakteristika og force er, at den ingen reelle forcer har. Den var og er bemærkelsesværdigt fraværende i sin tilstedeværelse og leveringen er tit skuffende vag i den type affraseringer, hvor de fleste reelle sangere levere deres signifikante punch. Mustaines vokal lyder som noget du kan række ud efter, men ikke gribe fat i. Samtidig efterlader klangen et ubehag (hos mig), noget sammenbidt og misantropisk, vildt og utæmmet; det er svært at connecte med Mustaines ucharmerende, men samtidig forbløffende stålsatte udtryk, hvilket i bogstaveligste forstand virker ret gyseligt. Ofte på den fede måde.

Og Mustaines isnende uklang opsummerer Megadeths grundtone. Deres signatur, som er et ret uvurderligt modsvar til Metallicas kommercielle sangskriver workshop, hvor Mustaine ville være et fremmedlegeme.

Lige siden Killing Is My Business…And Business is Good! (1985) har det stået klart, at Megadeths numre ville have været kasseret af Ulrich som værende sub-par. De var ikke kommet med på Ride The Lightning eller Master uden en omkalfatring som Mustaine i længden ikke kunne leve med. Mustaines fragmenterede(?) input på Lightning kommer vi tilbage til.

Samtidig skildres hans handlinger og udsagn i utallige anekdoter igen og igen som en klokkeklar tydeliggørelse af, at hans ego, temperament og manglende sociale skills hindrede ham i at beholde sin grundlæggende retmæssige plads som übersvedig axman i den supergruppe, han var med til at kickstarte. Og samme ego ville heller ikke være foreneligt med at starte en ny gruppe, hvor han ikke var den absolutte leder. Ain’t gonna happen.

Så hans rolle er at kæmpe sin kamp på egen hånd.

Præmissen har altid været en fejl og sammenligningsgrundlaget har altid været forkert – prøv at måle dig med Anthrax eller Kreator i stedet. De er også vildt gode.

Mange anmeldere kalder det sidste udspil for en rimelig værdig afsked dog uden at den for alvor sætter sig fast. Der er intet originalt ved den.

Selvom den tidligere Megadeth bassist David Ellefson bedyrer, at han er kommet videre og har gang i 666 ny bands, så går han sjovt nok aldrig af vejen for at kommentere hvert skridt Mustaine tager. Han konkluderer tørt, at det ikke lyder som gode gamle Megadeth – fra dengang han var med, forstås – men blot et nyt band der spiller Mustaines numre, hvilket det ret beset også er (indsæt selv et gen Z stare).

Det kan være svært at vurdere anmeldelserne og kritikeres bevæggrunde og objektivitet, inklusive denne skribent. Og det skal man formentlig heller ikke. Man skal ikke spekulere i, hvem Mustaine i virkeligheden er, men blot reagere på det der ligesom ligger foran på bordet. Man er påvirket ind til benet af mytologien omkring Mustaine. Men Mustaine bruger også myten om sig selv i sin markedsføring og sine numre.

Og det virker. Vi befinder os i Dystopia og mens vi tæller ned til Extinction så tror vi på, at The World Needs A Hero. Og her skal det nævnes, at han tit har udtalt, at han ikke praler – det er blot gud, som har givet ham den messianske gave (at spille guitar).

Og, hånden på hjertet, mon ikke vi alle inderst inde håber, at Mustaines svanesang ikke blot ender som skriget fra en skamskudt havmåge.

Og så galt går det heldigvis overhovedet heller not.

Nuvel, jeg vil mene, at Ellefson til en vis grad rammer skiven ligesom de fleste anmeldere, når han ikke ligefrem kalder det for et mesterværk. Men det er en velmenende hidsigt sammenkogt gryderet af forskellige Megadeth epoker, hvilket ikke undrer, når det ifølge guitaristen Teemu Mäntysaari, netop var en del af strategien i forbindelse med indspilningsprocessen. Hjemmearbejdet var at gennemlytte revl og krat fra bagkataloget (vel at mærke i kronologisk rækkefølge, of course!).

Mange numre rækker effektivt tilbage til andre større numre og album, og giver os derved et velkendt skud Megadeth.

Men det er delvist løftebrud.

Efter adskillige gennemlytninger er det tydeligt, at Megadeth som altid består af uhyggeligt dygtige musikere der her omhyggeligt har prøvet at virkeliggøre Mustaines drøm om en værdig sortie – den perfekte afskedssalut – et samlet kraftfuldt udtryk, som man vil referere til på den anden side af denne verdensorden.

Men der er ganske få numre, som jeg tror for alvor vil stå tidens test, de andre må ruste op fredfyldt.

Måske den stramme “Tipping Point”, der vinder med tiden og næsten lyder som et hit (eller en koncert opener), eller den næsten rørende “The Last Note”, eller den drønhamrende effektive “I Am War” og ikke mindst den overraskelse soft og melodiske “Obey The Call”, hvor jeg får associationer til Billy Corgan i flere spændende formled. Jeg tror dog mest på, at “Tipping Point” vil være nemmest og umagen værd for Mustaine at spille live, måske med tiden som det eneste, da de sikre gamle numre jo sidder på den tungt læssede rygrad og er dem, vi helst vil høre.

Men alle de nævnte numre kan altså noget – det er vintage drengeværelses-evil for alle pengene. Og det trækker op.

Alt i alt er der bare for mange forglemmelige og monotone lirekassenumre som “Another bad day”, “Hey God?”, “Let There Be Shred” og “Puppet Parade”. Især “Let There Be Shred” gav mundopkast. Jeg har aldrig rigtigt forstået de numre som omhandler det at spille musik. Helterollen. Guds gave. Pligten. Strandserne. Det er jo ikke Jørgen Leth, det her. Det er for mig tomme numre, hvorved man jo kun kan fokusere på musikernes bedrift; det er ananas i egen juice, hvilket burde være unødvendigt når man er så dygtig som Mustaine, men måske siger det noget om egoet. “Let There Be Shred” er det nummer, alle de andre bands joker med i øvelokalet men aldrig udgiver.

Med Megadeth får jeg den samme fornemmelse, som da Black Sabbath (dog med større held) med 13 forsøgte at lave en brutal episk sidste plade, som endte som en velsmurt men middelmådig kalkuleret retoucheret pastiche over deres mytologiske sound. Kun få numre er virkelig gode. Her glemte de i stor stil inspirationen fra deres deep cuts og deres bluesy side b på debuten. Man skærer alt det skæve fra og ind til benet, men risikere at udbene alt det som gør det spændende. Væk er alle fregnerne. Det bliver til tider lidt for generisk, som hvis musikken var skabt via AI.

Uopfindsomt og forudsigeligt, da de kun griber ned i deres egen, efterhånden, rustne værktøjskasse.

Sådan lyder Megadeth også i mine ører.

De slatne karikaturnumre gør, at den samlede bedømmelse på en 10 skala ikke kan komme over… 6-7.

Men det er vel også godt nok?

Det er nemlig lige præcis den middelmådige præstation som jeg havde forventet. For sådan har det sådan set altid været. Man kan tale om et Megadeth index. Her lander albummet mageligt på 1:1.

Og deres udgave af “Ride The Lightning” ender ligeså mageligt på 1:1. Det lyder som Megadeth. Faktisk er det både fedt og ufedt på samme tid at høre, hvor stramt det kan lyde; det er simpelthen ultrablæret at høre formleddene hænge bedre sammen end nogensinde, man taber sgu pusten! Men… sådan skal det jo ikke lyde!! Metallicas humlebi-flyver-fordi-den-ikke-ved-at-den-ikke-kan-flyve sound fra 80’erne er jo en ukrænkelig del af denne verden, på linje med Grønlands røde grænselinjer.

Det skal lyde svært og ikke nemt, som i Megadeths version. Men måske er det sådan nummeret havde lydt, hvis han var blevet i Metallica. I hvert forsøger Mustaine at skabe det narrativ, at han sammen med sin brotha James var primus motorer for “Ride The Lightning”, og inklusionen af Lightning syder af et ønske om en forbrødring/håndsrækning til sine gamle fjender. Så mangler vi bare, at de nægter ham retten til at spille det live, så har vi balladen igen.

Indtil videre er salget gået godt, Mustaine & Co er røget to tops i en del lande.

Det gamle trick med at annoncere sit farvel har virket, kombineret med en vis nostalgi fra metalstammesfundets side.

En kollega og jeg har netop talt om, at bandets samlede katalog kan opsummeres som middelmådigt men fyldt med fede ting. Samme kollega har dog også besluttet sig for at købe Mustaines svanesang, måske af ren nostalgi, men nok også i erkendelsen af, at Megadeth på en regnvejrsdag er ret fede og rent metalarkæologisk, så har Mustaine sat et gevaldigt fodspor med sine numre, sin gøren og laden og sin rolle som ham der var født under en regnsky, og altid vil stå i skyggen af det frusterende succesfulde lokomotiv som tårnhøje Hetfield og underhøje Ulrich utrætteligt skovler kul ind i, som Gøg & Gokke i en stumfilm. I ved hvad jeg mener. Anders And og Højben. Mega-unfair.

På en måde har man sympati for Mustaine, indtil han så gør et eller andet åndssvagt igen. Men på godt og ondt har han underholdt os med sit tragikomiske narrativ så længe, at man retrospektivt begynder at mærke og forstå hans smerte for real i de gamle numre; og ikke mindst ligeså på det ny nummer “The Last Note”, mærker man trods den altomklamrende svulstige og selvsmagende pladdersentimentale tone, en ægte melankoli, hånd i hånd med afklarethed; at det snart er slut.

Og jeg tror faktisk på ham, når han synger:

Then let this last note never die”.

Ganske mørkesmuk lommefilosofisk lyrik.

Men han kan stadig ikke slippe sine uforløste ambitioner:

Med klar reference til Metallica og et nik til The Beatles.

Det gik som det gik. Mustaine ville så gerne stå på øverste hylde og slutte af med et episk mindeværdiget album.

Det kom han så ikke til. Det blev middelmådigt med pil op, og pilen gives for loyal tro tjeneste, i rollen som antagonisten over dem alle. Her shinede han til gengæld – og vi giver ham

derfor det velfortjente klask bagi som han både hader og elsker – tak for turen, Dave, din sure, gamle stodder!