The Lost Loves debuterer med en masse Daddy Issues

Debut og debut, det kan selvfølgelig diskuteres, når bandet tidligere har heddet “Benny & The Me Love You Long Times” og har udgivet et par EP’er. Men som “The Lost Loves” slår de nu til med en masse vitalitet og ikke mindst revitalisering af oldgamle britiske new wave virkemidler.

The Lost Loves beskriver sig selv som Powerpop/punkrock, og den køber jeg fuldstændig – genrerbetegnelser har aldrig gjort det for mig, men jeg synes det giver mening at nævne den ufatteligt hørbare 80’er pastiche, som gennemsyrer alle numre; det er ret lækkert at blive mindet om den der rablende storskrydende og samtidig famlende tilstand mange, især britiske bands, var så gode til at få frem i deres udtryk.

Glansbilleder under den kolde krig

Det var en kontrastfyldt periode i slutningen af den kolde krig, med en masse frustrationer hos unge, samtidig med at den vestlige verdens populærkultur flød over af velpolerede glansbilleder af et uforgængeligt USA.

Hvis man den dag i dag eksempelvis lytter til datidens Human League, The Cure, Adam Ant og tyske Nena Hagen (ja, listen er meget længere, men det er denne anmeldelse ikke), så mærker man – midt i kunstnernes glæden over at udtrykke sig musikalsk med spritnye synthesizere og simple sentimentale melodier – stadig en underlig utryg tilstand med en masse ubesvarede spørgsmål; hvem er jeg, hvem er du, hvad sker der lige med verden? Det er så her, at vi i 2017 kan relatere desværre, og derfor til dels, at numrene stadig har høj kvalitet. Og derfor at nye bands vil kalkere lyden og bringe den up to speed. Det er lykkes for The Lost Loves.

This side…

Jeg skulle dog lige sluge en kamel eller to, da første nummer “Promises” gik i gang. Et meget uproduceret og tør trommeintro, der får følgeskab af en mindst lige så uproduceret bas, der lyder lige så sexet som en rusten ostehøvl, varsler ganske ilde. Åh nej, er det én af de her DIY plader, som de IKKE skulle have lavet selv, tænkte jeg straks.

Men den bliver reddet, da Benjamin “Benny” Tantholdts vokal møver sig flabet og skabet ind forrest i lydbilledet; så er det lige som om at det hele falder på plads, og det efterfølgende fede guitar riff, og de rå, men sikre trommerulninger, bringer nummeret op på et forrygende pop-punk energi niveau, så Robert Smidt, whereever you are, må kunne mærke det; jeg er sikker på, at hans lilletå begynder at danse ufrivilligt rundt i hans sutsko.

“Electric City” og “Medication” har stort set samme intensitet og ungdommelige galskab, og der spilles utroligt meget på 1:1 udgaver af det klassiske skabede tøsede og evigt pitchende britiske 80’er pigekor med kilovis af bad ass street accent. Human League må simpelthen figurere i musikbiblioteket på Sarah Cecilia og Cecilia Cressos musik device. Begge håndterer kor og guitartjansen med dybeste respekt for stilarten.

Der er ikke rigtig noget at indvende, de har deres musikalitet med i alle numre, derfor bliver det aldrig kedeligt, og “Don’t Know Why” som måske er ét af de mindst ophidsende numre, har til gengæld et rigtig godt riff. Det minder sjovt nok om et undseeligt Queen nummer fra albummet “Jazz”(1978), “If You Can’t Beat Them”, og Queen var jo et af de camp- og forblommede kunst-bands fra 70’erne, som firserbandsne gerne ville lægge afstand til, men det er en anden snak.

Side a, eller som bandet selv kalder det, This side, slutter på toppen; på “Young love” har de med deres egne ord fået “Den ukronede dronning af “power pop og “bubblegum punk”, Nikki Corvette, til at indspille et vokalspor i producer Mike E. Clarks studie i Detroit.

Corvettes vokal er lagt godt ind i lydbilledet – hun har helt klart noget klasse i den genre, som løfter nummeret lidt over resten. Bassen er virkelig god og saftig her, i modsætning til eksempelvis “Promises”, der er et rigtig godt drive i nummeret og MTV videoen fra de uskyldige firsere trænger sig ubønhørligt på. Man ser for sig en gruppe naive teenage piger kaste rundt med puder i slo mo i en forældreforladt forstadsvilla, mens festen bliver invadereret af nogle ældre pågående seje rødder. Med et glimt i øjet.

… and that side (daddy Issues)

That side starter med en kort melodistump “Preludium”, skrabet og intimt akkompagneret af noget der lyder som en ukulele. Tantholdt synger med smerter og får blandt andet serveret denne linje – som jeg kunne høre det (tekst fulgte ikke med i pressematerialet):

“Get up, You got a move on, gotta bury all your demons, gotta say something new that I haven’t heard before”

Med til The Lost Loves historie hører, at projektet blev sat på hold, da Tantholdts far begik selvmord, og det medførte justeringer i processen, nogle sange blev udskiftet. Man kan sagtens læse ind i “Preludium”, at Tantholdt forsøger at hanke op i sig selv og forlige sig med uforløste spørgsmål omkring ham og faderen som aldrig bliver besvaret. Endvidere er “Lullaby For D” en smuk lille hyldest til Tantholdts far. Teksten handler, som jeg tolker det, om hvor svært det er at sige farvel for sidste gang, at være til stede i det, mens man mest har lyst til at løbe væk fra situationen og de svære følelser. Der er et virkelig sært drømmende svævende lydbillede, men samtidig rodet og uordnet. Det lyder som om bandet bevidst lader lydflader og voicings hænge med sustain og rode i baggrunden, og derved har The Lost Loves på modig vis indlejret nogle undertrykte dissonerende stemninger, hvilket bidrager til at udtrykke noget uforløst eller uafklaret. Modigt, rørende og flot.

Det er især over de er to første numre, at albumtitlen “Daddy Issues” kaster en alvorlig skygge.

Og nu til noget helt andet:

Brand i gaderne op på barrikaderne

På “Riot” er vi tilbage til den mest rebelske og punkede essens af The Lost Loves, og man fornemmer hvor de så at sige kommer fra, og hvilke brosten de gik og plukkede som børn. “Do you remember the Riot?” Synger de igen og igen og knytter beskrivelser af modstand og kamp mod…. politiet den 18. maj 1993? Hvad man end mener om den episode, så har den sidenhen givet logisk næring hos danske venstrefløjskræfter – såvel politisk som kulturelt, ikke mindst i punk miljøet – til dyrkelsen af den evige kamp mod autoriteterne, kapitalismen and what have you. Her fungerer det perfekt som en suveræn fuckfinger og et minde fra en voldsom og uslettelig oplevelse, der både har bundet folk sammen og skabt yderligere splittelse. Selve akkorderne, beat og melodilinjerne er kørt ind med blæret overblik for genren og den evigt igangsættende sætning “Do you remember the Riot” – hvorefter der kommer modsvar – er rigtig godt kreeret. Nummeret holder pulsen oppe og det nærmest obligatoriske breakdown efter 2/3 bidrager blot til kærkommen variation og således er demonstranterne fra The Lost Loves atter på benene under resten af nummeret/kampen, og fejrer deres fælles forbrødring midt i nederlaget.

Dampen holdes oppe hele resten af siden og på en måde synes jeg, at that side har mere tyngde end this side. Mere punk, mere nerve, hvorimod this side har medrivende poppede numre, og sådan skal det bare være.

Jeg kendte ikke The Lost Loves før dette album bogstaveligt talt landede i postkassen i fysisk vinyl version, uden varsel. Uden pressemateriale. Så vi har lånt deres profilbillede og det har de sikkert ikke noget imod. Ellers må de jo sige til.

The Lost Loves har allerede release torsdag den 27.07.2017, og de holder releasefest samme dag hos Sorte René, Åboulevard 50, det vil jeg gerne anbefale, for hvis bandet kan gengive den nerve, de har fået ned på vinyl, jamen, så føler jeg næsten lidt med Sorte René!