The Neal Morse Band i Kulturhuset Viften

The Neal Morse Band var i hopla på scenen i Viften lørdag aften, hvor det nye dobbeltalbum ”The Great Adventure” blev spillet, og mere til. De fem garvede musikere, underholdt med stort genrespænd og virtuose gnister som fløj fra instrumenterne. Der var stor glæde på scenen og blandt publikum og mange havde nok også glædet sig til at opleve den legendariske grydeslasker Mike Portnoy på dansk jord igen.

Neals store eventyr

Folk ventede spændt i salen da klokken nærmede sig kl. 20, og man stod og kiggede på en levende projektion af bandlogo og turens oplagte navn; ”The Great Adventour”. Længe kom der røg ud fra siderne på scenen, inden lyset kl. 20:03 blev slukket og albummets stemningsfulde midi-orkesterintro lød fra højtalerne, før hovedpersonen Neal Morse sneg sig ind i mørket og sang en følsom og indadvendt vokal over det melankolske synth-orkestermusik. Efterhånden dukkede de andre op, og der blev sat gang i den virtuose rock fra de fantastiske fem, og titelnummeret ”The Great Adventure” blev skudt i gang med stort musikalsk overskud.

Der var ikke overraskelser i sætlisten hos dem som havde skamhørt værket, men på den anden side var der så noget at glæde sig til. Det nye album består af 5 kapitler i to akter, og det skulle fyres af fra start til slut…dog med en pause mellem de to akter. Albummet er en to’er til albummet ”Similitude”, og dem som ikke kan få nok Neal Morse, havde nok glædet sig til de 5 nye lange musikkapitler.

Prog-ørehænger

Et nummer, som måske for mange er let at huske efter en enkelt gennemlytning, er ”I Got To Run”, som er sjette nummer i eventyret. Det er et glimrende uptempo-nummer med et Dream Theater-lignende main riff, og hvor omkvædet endda synges af Portnoy og Gillet. Lige fra første beat kan man høre at nummeret har punch og retning, og på de 4 minutter som det varer, når bandet rundt i alle de gode prog rock udtryk, hvor der samtidigt er en stram og logisk sangstruktur. Det føles som pladens “hit”, og det var i dén grad også et nummer som fungerede live og fangede publikum.

Stort scene show…

..Nej. Det var helt nede på jorden, og det så mere ud som om at Neal havde været på et loppemarked og havde fundet noget gammelt ragelse. Han skiftede tit udklædning som skulle matche handlingen i eventyret, og man så ikke altid at han skiftede tøj, før han lige pludselig dansede rundt som en lettere sindsforvirret mand. Det var sgu meget sjovt. The Neal Morse Band er et sjældent prog rock band, for der er megen humor på scenen, og mange akkordprogressioner og melodier er lidt happy happy at høre på, og det adskiller sig lidt fra de mange musikalsk mørke progressive rock og metal bands der eksisterer i dag.

Der var sågar et nummer der kørte helt af sporet i underholdningens navn og endte i klovnemusik. Det var ”Vanity Fair”, som titlen allerede fortæller, er en gang hat og briller… som Neal Morse selvfølgelig også havde på.

Musik for musikkens skyld

Alle i bandet er uhyre tekniske på deres instrumenter, men det var ikke teknik det handlede om, for det hele var meget musikalsk og godt struktureret, og det lød ikke til at de lavede én tone for meget i de nøje balancerede sange.

Neal Morse er en god gedigen sanger, men han er også bevidst om sine begrænsninger, og alle undtagen bassisten Randy George hjælper til med masser af vokal i numrene. Neal skiftede mellem lead sang og backing, mens han skiftede mellem keyboard og guitar, hvor han på de to instrumenter i løbet af koncerten både spillede lead og akkompagnement. Oven i alt dette skulle han jo også skifte udklædning. Pyyh, han havde en travl aften.

Eric Gillet imponerede både med sit brillante strengespil og sin knivskarpe stemme. De tekniske guitarsoli var æstetisk godt fraseret, og var ikke bare blær, og når han sang, kunne man virkelig fornemme at han koncentrerede sig. Bill Hubauer var eminent på keyboardet, og der kom ganske specielle lyde fra ham. Dertil blev han brugt som lead en del gange, og han fik gode bifald fra publikum for hans udtryksfulde skarpe stemme.

Randy George stod lidt for sig selv, men med ørerne fokuseret på tromme-groovet, og han svingede hele tiden godt, og det var tydelige basgange han leverede. Tit blev der holdt lange akkorder i keys og vokal, hvor han lige lavede lidt rytme med små fede basmotiver. Mike Portnoy havde respekt for rockgenren, og han boltrede sig ikke tamrulninger hvert 10. sekund, men lavede lange groove-forløb før der kom en klassisk Portnoy-rulning. Der var dog gjort plads til lidt ”chase” hvor trommerne giver energien til de andre, og hvor tønderne laver solo i 15 sekunders tid før alle falder ind i sangen igen, og det var bestemt ikke dårligt at høre mesteren geare rytmerne op til max intensitet.

Storladet slutning

Bandet var gode til at holde det helt store patos indenbords, for så at kunne slippe den helt store intensitet af til sidst i værket. De sidste 3 numre på albummet, var top notch i den progressive rock, og der var et godt teatralsk rockmusical-drys…på den fede måde. Sidste nummer ”A Love That Never Dies” kom helt op i skyerne, både fordi det er talentfuldt skrevet og fordi det blev talentfuldt udført. Den store klangpalette fra instrumenterne, blev fulgt yderlige op af kor fra en kraftfuldt vokalsamklang fra Morse, Gillet, Hubauer og Portnoy. Stilistisk var der både Neal Morse-stil, Spock´s Beard og Dream Theater i luften, og der var ikke et øje tørt blandt de mange prog freaks.

Medley

Det var lidt hårdt at følge et to-timers værk fra start til slut, og jeg savnede spontane indfald som sprang væk fra den planlagte sti som lå foran os. Det bliv der rådet bod på efter bandet havde modtaget en stor klapsalve for opførslen af ”The Great Adventure”. Med medley fra Neal Morse-kataloget, blev der kørt en anden energi af til sidst, for der var korte mellemintense peaks i medley-sektionen. Det var et fint trick, og folk gik fra salen særdeles mætte, som at gå fra en gourmet restaurant hvor man har indtaget 10-15 små og store retter.

Vi fik godt nok noget for pengene

Vi var alle tvangsindlagt til at høre det nye Morse-album, og det var også fedt, men ekstranumrene kom ekstra til sin ret, da man savnede ”normale” numre som ikke var en del af et opus maximus. ”The Great Adventure” holder sig, på trods af den progressive stil, inden for nogle bestemte udtryk, og man kunne godt blive lidt træt af lange passager som skulle fortælle en masse. Men det er selvfølgelig enten eller, og det var da også en stor oplevelse at høre et så langt værk, live. Især når det kommer fra kunstnere der virkelig kan levere det med afsindig høj kvalitet.

Meeen en anden gang kunne jeg godt tænke mig en koncert fra dem, hvor der bliver kørt en sætliste med blandede numre, og hvor et nummer som eksempelvis ”Vanity Fair” ikke er med.

Alt i alt var det en ordentlig omgang progrock med godt genrespænd, og med et glimt i øjet fra nogle af de skarpeste musikere i verden, som bare kørte en gedigen omgang kompositions-progrock fra hofterne. Koncerten får 4,5 stjerner herfra RockZeit.

Musikvideo: The Neal Morse Band – I Got To Run