The Oceans Ep “Ep 1”, er ungdommelig, drømmende og smertefuld med en optimistisk eftersmag.

Med én sølle single hidtil var det vist på tide, at The Oceans gav lyd fra sig, men nu er der heldigvis godt nyt fra den danske duo. Medlemmerne Linus Valdemar og Dan Joe karakteriserer deres musik som noget a la Noise Pop/Nu-Gaze/Pre Britpop, og det er bestemt tæt på, hvad jeg også hører. Der er tale om seks luftige, men ekstremt stemningsfulde små storbynumre, der virker som et lille velment plaster på det åbne sår, din sjæl føles som, når du er ung og står midt i alt det der svære liv (ka’ godt selv huske det…)

Drømmende droner

Duoen har helt fat om, hvad de vil med musikken. De bruger masser af luftig fræsende fuzz’ede og bend’ede hængende toner i et så lyst leje, at lydbilledet rammer himmelhvælvingen og man føler, at man står på toppen af en skyskraber – arj, snarere Scandic Hotel – med et tomt, drømmende blik og kigger på fly der letter. Der bruges – som jeg hører det – trommesamples og de virker ret monotone, men igen, det støtter den der dronede drømme feeling, som duoen selv er tydeligt betagede af. Til at give numrene lidt, men ikke meget krop, bruger de ligeledes fuzz’ede guitarakkorder og motiver med rumklang, phaser, flanger og hvad den ellers kan trække, samt lækre pastel synth-flader. Det er en gedigen blanding af ambient, britrock/pop, lidt surfer, lidt indie og en nostalgisk og melankolsk 80’er lyd. Med det overvejende instrumentale intronummer, som bare hedder “Intro” har de ønsket at præsentere deres kernesound og det er lykkes ret godt. Nummeret er superorganisk opbygget, sniger sig stille og roligt ind på lytteren og får skabt en søvnig og melankolsk stemning.

Catchy Pop

Melodierne er catchy og fint leveret. Vokalen er studentikos og luftig, lys og pæn, dog med en smule knas og en helvedes masse rum. Der er ikke nogen vanskelige fraseringer, I hope, tværtimod virker det hele nochalant, lidt lazy og fladt sunget. Men sådan er stilen. Det er hårdt at være ung. Der er mange gentagelser af motiver og melodier og det kan godt blive lidt enerverende i længden, især på “Song To Molly”, der dog skal lyde sådan, det er et internationalt state of the art pop track der simpelthen bør hitte i radioen.

Alt i alt er jeg glad for den ungdommelige, naive og upolerede lyd og den der blå, luftige skyline aftenatmosfære. Det er klart storbymusik, det her, og man bliver sgu lidt forført af den dybt musikalske og iørefaldende elegance. Numrene hylder de fortabte CPH sjæle, der leder efter svar, kærlighed og svar på kærligheden ligesom de sorte poeter gjorde i start 80’erne. The Oceans føles paradoksalt nok som et smertefuldt indadvendt skrig, kombineret med ungdommens iboende håb. Og jeg føler virkelig med gutterne, når jeg hører “We Really Miss You”, hvor de i den grad udtrykker i lyd og tekst, at se savner deres afdøde veninde. Man mærker, hvorledes kærligheden til hende fortsætter uformindsket, men også at de gode minder fungerer som brændstof til at komme videre. Smukt. Og det er modigt at lave et nummer som “She”, der næsten ikke hænger sammen, næsten ikke har nogen udvikling og som ender uforløst – snarer opløst. Og det kan vel mere betegnes som en lydcollage fremfor en klassisk skabelon-pop sang.

Jeg kan godt lide det her

Jeg kan godt lide det her. The Oceans’ hypnotiske post pop storbyunivers rammer lige i mit melankolske solar plexus, når de skater hen over Joy Divisions, The Cure’s og Suedes metrodystopiske indadvendte soundscape og de fanger stemningerne med en næsten skødesløs lethed. Vokalen lyder som young punks, som allerede har oplevet det gode og det dårlige, og selv skal samle livets puslespil, med alle de bukkede, ridsede og manglende brikker, det nu engang indebærer. Det er ekstremt troværdigt, men føles samtidig helt utroligt meget som noget, man har hørt før. Og man er kort og godt underholdt, og ofte tager jeg mig i at tænke, øv, er det allerede slut. Når det så er sagt, tror jeg ikke, at det helt holder vand til endnu en EP, med det samme format og fokus, da ungdommeligheden simpelthen mangler lidt tyngde i det lange løb. Sådan er det vel bare. Og når nu de i deres pressemateriale lidt kækt og studentikost markerer, at de er tale om en dilogi – som oprindeligt antyder tvetydighed og dobbelthed – og at de udgiver Ep 2 i 2019, ja så vil jeg håbe, at de også formår at finde nogle mere modne og eftertænksomme tangenter frem. For så har de med de to EP’er til sammen skabt et album, som kan rigtig, rigtig, meget.