Smashing Pumpkins i Vega

Det amerikanske band The Smashing Pumpkins spillede mandag én af to koncerter i Store Vega i indre København. RockZeit var heldige at blive presset ind i gæstelisten. Der var kun plads til en anmelder…så desværre ingen fotos i denne omgang.  

Support

Mørke melankolske Myrkur supportede i Vega før det amerikanske brag startede på scenen ca. kl. 21:15. Allerede i Myrkyr’s selskab, kunne man fornemme at alle billetterne var revet væk, og at næsten alle gæsterne var mødt op allerede til opvarmingsbandet. Vi stod som sild i en tønde, hvor det allerede her var svært at finde en ståplads med godt udsyn til scenen.

Smashing

En potentiel kedelig mandag var blevet afværget på forhånd med denne første af to koncerter i Store Vega. Ikke et ondt ord om Myrkyr, det var sgu fedt nok… men hvorfor denne var opvarmning til Smashing Pumpkins? Det er mig en gåde. Den mørke depression varslede ikke om noget festligt band som skulle få fadøllene i luften i 2 timer. Men det var det, der skete.

Der var allerede hældt godt med drinks og fadøl ned før Smashing gik på. Varmen var en god undskyldning for lige at drikke et par kolde ekstra den aften. I hvert fald var publikum mere end klar til at modtage det kultagtige rockband.  

Frontfigur Billy Corgan var en populær herre må man sige, for salen eksploderede da han kom på scenen og hilste på folk. Den helt skaldede mand, var også mere end klar til at indtage salen med mikrofon, guitar og festhumør. Og en fest var det. Det første vi hørte var nummeret “Glass’ Theme” som afslørede god og slagkraftig lyd fra scenen.   

Tordenvejr

Allerede andet nummer var en tungsten; “Heavy Metal Machine” fik folk til hoppe op og ned. Slutningen af sangen, var noget af et tordenvejr, da en typisk larmende heavy slutning blev gentaget fire gange i forskellige tonehøjder, som om det aldrig ville slutte. Her fik trommeslager Jimmy Chamberlin også varmet sin krop op til resten af koncerten. Shit det var vildt. 

Fed spade

Der var hele tre guitarister på scenen; det oprindelige medlem James Iha, guiteristinden Kiki Wong og Billy Corgan selv. Det var ikke fordi Corgan var doven, og ikke var trænet i sit game. Hold kæft hvor spillede han godt, og jeg syntes at nogle af koncertens højdepunkter var når han spillede solo. Det var rough, intenst, før-efter beatet, melodisk og støjende på samme tid…you name it. 

God kommunikation

Corgan havde god vilje til at snakke til folk, og han gjorde det godt. Der var god stemning, især når han snakkede om København. Byen har helt sikkert haft en virkning på ham, for man kunne høre at han havde planlagt flere kommentarer om alle de cyklister der piler rundt i storbyens gader, og hvor meget man skal springe for livet hvis man uheldigvis havde forvekslet fortov med cykelsti. 

Lidt op og ned i kvalitet

Som man måske har hørt i andre medier og fra folk der var til koncerten, spillede de “Take my Breath Away” af synth-pop bandet Berlin, hvor mange i salen nok ikke var tilfredse, og få gav også højlyt udtryk for det. Jeg var ikke overrasket, for Smashing Pumkins’ musik har da altid hørt til mainstream-musikken, så hvorfor ikke opføre et covernummer af noget i den stil. Nu når vi var tvangsindlagt til at høre nummeret, var det egentlig en god nok fortolkning som gav lidt ro blandt de mange intense numre i sættet. 

Lidt for lang

Man kan godt være svær at gøre tilfreds, og jeg har måske nogle gange klaget over for korte koncerter. Men her synes jeg at det trak lidt for langt ud, hele 2 timer. Med den lille variation der er deres musikstil, blev det lidt monotont til sidst. De kunne da godt have stoppet et kvarter før… som jo kunne opnås ved ikke at spille covernumre… 

Men det skal så siges at jeg taler for mig selv, for selvom loftlyset blev tændt efter bandet gik af scenen til sidst, stod 95 procent af publikum tilbage og trampede i gulvet for at få bandet ind til et ekstranummer. Det er godt nok sjældent, at man oplever det. Det lykkes dog ikke at få bandet ind på scenen igen. De var færdige…altså for den dag. De skulle på igen i Vega dagen efter til en ny omgang med hungrende Pumpkin-fans. 

Jeg har aldrig tænkt at de skulle betragtes som mere end et festligt rockband. Det var heller ikke ligefrem artrock vi var udsat for, hverken med deres egne eller med covernumre. 

Det var en god gedigen rock fest, mere var det ikke. Jeg ender på 3,5 stjerner til Corgan & co.