The Struts; Sange fra Drengeværelset

Lille Vega blev mandag aften forvandlet til en firser tidszone, da det britiske glam rock band The Struts, gik på scenen. Der var ikke meget kompositorisk originalitet at spore, men det var noget af en fest. 

The Struts ligger, både i musik stil og påklædning i glam rocken, og titlen på aftenens første nummer var da også lige efter bogen i “Dirty Sexy Money”. Med  titlen og de første par takter af nummeret, var jeg lige ved at tænke Mötley Crüe, men The Struts var dog bedre end dét. Der var god lyd fra start, som havde den rigtige saft og kraft til den livlige musik. Lead sanger Luke Spiller satte med det samme dagsordenen, med smil, moves og fantastisk kontakt til publikum. Allerede her vidste man, at det ville blive en festlig aften. 

Efterfølgende numre “Body Talks” og Fallin’ With Me”, understregede deres ultra simple musikstil. Jeg synes at musikken hurtigt blev ensformet. Alle numrene var da ganske cathy og livlige, men lidt for meget happy hard rock…. hvis man kan bruge den betegnelse. 

God bund 

Bassist Jed Elliott og trommeslager Gethin Davies havde skarp fokus på at lave en god rytmebund, som guitarist Adams Slac og lead vokal kunne læne sig trygt op af. Luke Spiller spillede tit op til overraskelser i numrene, som bestod af uventede ophold. Nogle gange holdt bandet pausen op til et halvt minut, hvor man hørte små rytmiske lyde fra Spillers mund, så pulsen stadig var i lokalet, hvorefter der blev sat gang i nummeret igen for fuld udblæsning. Det var godt koordineret og et ganske godt live-trick. 

Ikke hvem som helst

The Struts er et relativt nyt band, dannet i 2012 og med debutalbummet Everybody Wants fra 2014. De er ikke hvem som helst, for de var opvarmning for The Rolling Stones allerede i 2014, og Luke Spiller blev samme år headhuntet til at synge med på Mike Oldfield’s album Man on the Rocks. The Struts har deres fjerde album på vej, og det skulle ramme gaden/nettet i november. Fra dette kommende album fik vi “Pretty Vicious“ som også var ganske kækt, catchy og effektivt som live nummer.

Encore med knas 

Luke Spiller gik syngende i solo på et rigtig akustisk klaver i ekstranummeret “Fire”, som var en god klangvariation sidst på aftenen. Vokalen var lidt for meget af det gode i på patos-palletten synes jeg, men der kom godt knas i stemmen, som klædte ham godt. 

Der blev sluttet af med hele bandet, som spillede nummeret “Could Have Been” for fuld drøn, så vi ikke var i tvivl om, at koncerten var slut. 

Sange fra drengeværelset

Bandets spillestil var noget af en helgardering, for de lød som så mange andres spillestil og i lyd. Luke Spiller sang godt, men hans klang var et gennemsnit af alle mulige hard rock sangere, og jeg fornemmede ikke rigtigt at han helt havde sin egen stil.  

Der var ikke to sammensatte toner eller een trommerytme der pejede frem i tiden, hvis man tænker kompositorisk innovation. Alt var så old school glam, at det drev fra væggene. De fleste sange var meget glade, enfoldige, naive, og det var som om de alle var skrevet på et drengeværelse med en Breezers i hånden.

Fordelen med simple sange, er selvfølgelig at de er letforståelige og at alle i salen kan følge med, også for folk som hører deres musik for første gang. Hver sang var da også meget velklingende, ærlig og simpel, og man kunne høre, at de vidste hvad de ville. Det var en ren fest, men i min verden også trættende at høre rock standardvendinger en hel aften. Så jeg bliver nødt til at sige 0% kunst og 100% underholdning, men det er også fint nok hvis man er god til det sidstnævnte. Og det var de!

Luke Spiller var fuldstændig på, fra start til slut, og han kunne få publikum til hvad som helst, endda gå ned på knæ og hoppe op på et bestemt tidspunkt i musikken.  Men man må sige, at det er folk der ved hvordan man laver en fest. Man glemte helt at det var en helt normal mandag aften, og alt i alt var det god musikalsk underholdning. 

Jeg ender med 3,5 stjerner til de britiske glam rockers.