Fridzema, Ferrer, Griparic & Bloom i The Tivoli, Helsingborg

Hvad sker der når 4 af rockelitens gode drenge, samles og får lyst til, at afvikle et par koncerter, selvom de egentligt aldrig tidligere har spillet sammen?

Man får en varm og rocket drengerøvsfornemmelse og lidt sjov og spas, midt i en lidt løssluppen fest, mens musikken spiller, og de viser hvad de egentligt også kan.

I tilfælde af, at Du, kære læser, endnu ikke har læst min gode kollega Hanni’s interview her på siden, kan jeg varmt anbefale dette, førend du læser videre! – For så er du både introduceret og forberedt på denne del af festen: Anmeldelsen af koncerten inde i ”The Tivoli” – i Helsingborg, Sverige…

For os uindviede er The Tivoli et superhyggeligt spillested, placeret i en gammel træbygning midt på havnen, kun 3 min. gang fra Helsingør/Helsingborg færgen. Lørdag den 18/10/2025 var de værter for denne koncertoplevelse.

Efter to mindre opvarmningsbands, hvoraf jeg desværre kun nåede at opleve en smule af de unge, men energiske Velvet Streets og deres Bon Jovi, Europe-style rock, gik vores band på scenen og forventningerne var helt i top; rundt om mig fortalte publikum begejstret om, hvor stolte de var af, at hele to svenskere spiller på så højt et stjerneniveau: som Slash, Guns’n’Roses, Electric Boys og Glenn Hughes og smilene var brede, mens vi hilste på hinanden med vores respektive drikke.

Stemningen sættes…og festen begynder

Og da drengene kom på scenen jublede folk, og efter en meget kort hilsen til os i salen, gik de i gang:  Musikken gled lystigt ud fra scenen og publikum rockede med på det funky og teknisk krævende nummer “Stratus” (Cobham).
Herfter tog Conny Bloom, (lead singer og guitarist) mikrofonen og begyndte at synge “Simple Man” (Lynyrd Skynyrd) og der blev krammet og skålet i salen.

Herefter fulgte flere klassiske og ikke mindst solide sange som “The Seeker” af (The Who), “Mama”
(Ozzy), “Riders of the Storm” (The Doors), “Oh Well” (Fleetwood Mac), “Am I Evil?” (Diamond Head), “Going Down” (Freddie King), “Got to get better” (Clapton) og en del flere…

Bandet var i hopla og det kunne både høres og ses, at de både nød hinandens selskab og åbenlyse talent.  Her var især Johnny Griparic rundt på hele scenen for at spille med de øvrige bandmedlemmer og der blev både grinet og nikket anerkendende til hinanden og ud til publikum.

Der var ingen tvivl om, at vi her var til en særlig lille koncert med nogle af rockbranchens ypperligste, for der blev både kælet og arbejdet nærmest ubesværet på instrumenterne, mens timing og intensitet var helt skarp, både i solostykkerne og ved samspillet.
Her vil jeg nok fremhæve Frank Ferrer’s meget intense, men superbt kontrollerede rytmiske spil på trommerne, der i dén grad var en bærende del af det samlede musikbillede. Bob Fridzemas farverige orgelspil på sit veltunede XK5, skabte stjerne og regnbuer i lydbilledet mens Johnny Griparics bas var legende og sendte solide funky vibes ud til hele salen, ledsaget af flabede grin og hans frække tunge.
Conny Blooms mikrofon, var flere gange under koncerten helt ude af sync, hvor hans sang forsvandt og blev til en lettere mimen, selvom lydmanden, tilsyneladende forsøgte at redde det, lykkedes det aldrig helt godt nok. 

Malurt i det ellers lækre bæger:

Ligeledes fortabte Conny Bloom sig også en smule i nogle solostykker, hvor han lidt overraskende bevægede sig ret så langt fra de andre og derved også skabte en vis uro, indtil eks. Johnny Griparic, kom legende forbi med sin bas og på nærmest undseelig magisk vis, fik ført ham tilbage på sporet, og så kørte det godt.

Og da koncerten var slut, var bandet nærmest væk fra scenen, med en hastig vinken, inden vi kunne tage en slurk af den indkøbte drik…(De fik dog sagt pænt tak og farvel – men det gik hurtigt).

Endnu værre var det dog, at jeg oplevede, hvordan publikum begyndte at sive bort fra koncerten efterhånden som den forløb…  Jeg nåede at spørge min svenske skålemakker om, hvorfor han og familien gik, her midt under koncerten og svaret var venligt – men præcist; at de forventede noget andet… nogle hits….
Dét svar efterlod mig naturligvis lidt undrende og tavs, mens jeg selv fortsatte med at nyde musikken…

Dog kunne jeg heller ikke undgå at bemærke, at der blandt publikum også kun var forsvindende få, som reelt dansede til musikken, mens de andre mere indtog alkohol i et vist tempo…

Efterfølgende fik jeg spurgt bandet, om de havde bemærket frafaldet og de fortalte, at det var grunden til, at de var sluttet på en så hurtig måde – for aftenen før, til deres første koncert, oppe i Trollhättan, havde stemningen været markant bedre. Her måtte de give hele tre lange ekstranumre.

Men Johnny Griparic uddybede venligt svaret med, at ”bandet havde hørt lidt om, at folk forventede at skulle høre musik fra de bands som drengene var kendt for at spille sammen med”…
(altså Slash. Guns N’Roses, Electric Boys og Glenn Hughes).
         

Og dét var ikke intentionen med at bandet samledes: Det var mere for ”at dyrke hinandens store erfaringer og skabe gode oplevelser af mere kvalitetsmæssig karaktér…”
-Desværre var den forståelse, bare ikke nået til Helsingborg.

Derfor ender vi desværre med kun at få 3 stjerner ud af 5 fordi den samlede oplevelse simpelthen skred i svinget, selvom både musikaliteten og intentionen var helt i top.