Nordirske Therapy? er nøjagtig lige så stramme i kødet og aggressive med deres umanerligt utæmmelige alternative støjrock, som da de først hældte galde udover os.
Siden deres første “Babyteeth” i 1991 har Therapy? udgivet i alt 15 albummer, og deres nyeste “Cleave” mangler bestemt ikke virilitet. Faktisk er det bemærkelsesværdigt, hvor ungdommeligt gale numrene lyder; spændte og potente på trods af, at frontmand og guitarist Andy Cearns er 52 år og bassist Michael Robert McKegan og gruppens senest tilkomne, trommeslageren Neil Cooper begge er 47 år. Det kan man sgu ikke høre. Råbende og sure er de, og bassen lige så in your face aggressiv og kvasende, som da de brød igennem med de definerende albummer “Troublegum”(1994) og “Infernal Love”(1995). Numrene indeholder masser af virilitet, musikalsk iderigdom og skift i sangstrukturer, vel at mærke i Therapy?’s velkendte simpelt ramme.
Skaller i Irma
Numrene er ligeledes placeret i en så vanvittig godt velvalgt rækkefølge, at alt virker friskt, når man hører det og skaber således spænding i forhold de omkringliggende sange. Åbneren “Wreck It, Like Beckett” byder op til hærgedans med sublime, skrabede noise-punk riffs, hårde stakkerede rytmer, og distortet vokalråben, fra dengang rap og rock havde gang i den store flirt. Nummeret er simpelt, desperat og aggressivt, og lyder mest af alt som, hvis man pludselig bliver grebet af klaustrofobisk indkøbslede og begynder at nikke skaller i Irma køen. Sådan en åbner giver ekstremt høje forhåbninger til resten af albummet. De bliver indfriet. Nummeret “Expelled” er klart en af mine favoritter, som dybest handler om dem, som samfundet ikke har kunnet bruge til så forfærdeligt meget: “I wasn’t born pretty, i wasn’t born rich, everything i’ve got, i’ve had to fight for it (…)spat out, expelled, let go, spat out…” osv. Der er non stop riot stemning, guitarerne hviner som sirener og trommer tæsker på alle fjerdedele, som om alle udskuddene banker på din dør og vil ind og stjæle dit sølvtøj og B&O anlæg. Scarry stuff.
Lidt malurt
Der er nærmest ikke noget der halter på dette album, stort set alle sange har sin berettigelse på et overbevisende kraftfuldt noisy rock album.
Det skulle da lige være “Callow”, som i sine byggesten er begrædeligt kvalmende, klichefyldt og mit-første-rocknummer-fra-ungdomsklubbens-kælderagtigt. Et uoriginalt og tyndt struktureret nummer fyldt med naiv acne og stemme-i-overgang stemning, og med et refræn, som leveres med en pubertær og umoden ærlighed og anmasenhed, der som bekendt går skidt hånd i hånd: “I don’t need your medicin, I don’t need anything from you, If you take my demons, you take my angels too”
Om jeg begriber, hvorfor de ikke med det samme stemte det nummer ned…
… Tilbage på sporet
Når det så er sagt, så bliver der i rigt mål kompenseret på resten af pladen, og jeg kan ikke være sur ret længe. Men det kan Therapy? i den grad. De gamle nordirske gadekryds viser stadig tænder og med titler som “Expelled”, “I Stand Alone” og “Save Me From The Ordinairy” cementerer de deres modstand mod marginalisering, samfundets konformitet og dets hierarkiske samfundsk(l)asser. Eller tag det afmægtige og oprørske frustrations nødråb “Success, Success Is Survival”:
“That’s the order that’s been set, we are expected to accept, You can dream all you want but you’ll never get success – success is survival”.
Sidste nummer “No Sunshine”, er et enerverende trist og dystopisk samt udsigtsløst nederen nummer. Cairns klager og klynker, “My heart is so heavy, my peace has gone(…) No living, No good times, No life, No daylight(…) No Sunshine…”. Jamen, jamen! Lidt anstrengt, men omvendt leverer nummeret nogle dynamiske passager med udsving i intensitet, som jeg godt kunne have ønsket lidt mere af, inden vi sagde tak for denne gang.
Rebelskhed uden grænser
I forbindelse med promoveringen af “Cleave” har Hr. Glasset-halvtomt, Andy Cairns udtalt, “this Cleave is an album that is a response to conflict and division. It could not have been released at a more perfect time for these omnipresent themes. With the world in meltdown and all the cultural and political norms falling away just like in the last days of the Roman Empire, the band have recorded an album that captures this uncertainty.”
Tja, og man kan spørge, hvornår frustration, konflikter og kulturelle og politiske sammenstød ikke lige er aktuelle temaer?
Måske har Therapy? lavet lidt for mange plader i tidens løb ud fra deres musikalske vingespand, Andy Cearns vokale ensidighed og deres med tiden uundgåeligt fortærskede rebelskhed uden grænser koncept. Men her er de lidt overraskende tilbage for fuld hammer, med alt hvad den kan trække og med en erkendelse af, at de er bedst, når de er sig selv og sparker fremad og bagud, til siden and what have you. Jeg er ikke sikker på, at deres nye rockamok-album er den terapi, verden har behov for, men her på matriklen kører det fint.
Therapy? Cleave
Udgivet 21.09.2018 via Marshall Records
Medlemmer:
- Andy Cairns: Vokal og guitar
- Neil Cooper: Trommer
- Michael McKeegan: Bas, kor
Numre:
- Wreck it like Beckett
- Katistocrazy
- Callow
- Expelled
- Succes, Succes Is Survival
- Save Me From The Ordinary
- Crutch
- I Stand Alone
- Dumbdown
- No Sunshine