Bunkeren 302 på Sankt Hans Torv i Kbh, har i hver uge i et godt stykke tid, givet rystelser fra sig, fra det danske band, som logisk nok har navngivet sig: Bunkerstruck. I bunkeren er der blevet spillet musik med inspiration fra bands som Soundgarden, Guns N’ Roses, Led Zeppelin, Black Sabbath, Metallica og mange andre store. Det er der kommet et debutalbum ud af: ”The Showdown” kommer til overfladen den 15. februar.
Let the showdown begin
Efter en tamoptakt på et halvt sekund, bluser hard rocken op på albummet, og trods første nummers titel ”Schhh”, er der godt gang i alle elementer i bandet. Der er genklang af Nirvana og Guns N’ Roses i det melodiske, som samtidigt har fået et lag heavy metal henover. Der er mange toner i guitaren, og det er da også bandets mål at bringe guitaren tilbage i nyrocken. Med hit-længden 3:30 minutter, slutter nummeret kontant og effektivt, og man er klar over, at det er gutter som hylder de store helte i guitarrocken og i heavy metal. Fedt.
Vokalen fra Stig Nyeng er dejlig tør og behagelig at høre på, med godt drive og god retning. Nyeng spiller også bas, og sammen med trommeslageren Ole Kaspersen, holder de to et godt groove, som gør det muligt for guitar og vokal, at bryde gnidningsfrit ud i æteren med det melodiske materiale.
Old school, men hamrende fedt
Det tredje nummer, titelnummeret ”The Showdown”, er ekstraordinært old school, og Guns N’ Roses driver ned af højtalerne. Man kan næsten se Bunkerstruck for sig i studiet, fyre den af som Rose/Slash og co., for der er god stadionstemning i musikken. Det er virkeligt godt skrevet i hard rock genren. Det er pastiche, men ikke rip off, og det er jo fedt at vi på dette album får nye sange i gammel rockstil, som er værd at høre på.
…også plads til lidt rock ‘n’ roll…
I femte nummer ”No One’s Gonna Stop You”, bliver der lukket op for lidt Van Halen-stil, med en rock ‘n’ roll-agtig spillemåde og lidt mere nedtonet lydbillede i rytmeguitaren. Det er mindre hard rock og mindre heavy metal, og det catchy backingkor, peger også mere hen imod rock ‘n’ roll. Cool!
Det sjette “larger Than Life” er ét af de svage numre. Bandet har et godt bundniveau, og der er god retning i nummeret, men melodimaterialet er lidt for kedeligt i forhold til, hvad der er lavet i rockmusikken de sidste 40 år. Der kunne godt presses nogle hook lines ind, som kunne have løftet nummeret lidt mere i kvalitet. Men musikaliteten er der ikke noget i vejen med, og der bliver da også leveret en heftig guitarsolo fra Henrik Juul.
Mere metal mod slutning
Jeg hører lidt Metallica, Mercyful Fate og også lidt Artillery i akkompagnementet i ottende nummer ”Sigh”, hvor vokalen er lidt mere rocket. Det er en god kombination, da det er som om at nummeret bliver Bunkerstrucks egen stil.
Der bliver sluttet af med en fed titel i tiende nummer ”Alive and Unwell”. Det er et slow nummer, og der er fundet et tempo som er perfekt til riffsene og melodierne. Bassen træder ekstra meget frem i nogle brudstykker, og den sætter prikken over I’et.
Rock ‘N’ Metal
Bunkerstruck har lavet et pasticealbum som ligger over middel. De er troværdige som et band der tager deres helte alvorligt, og gør deres ypperste for at efterligne dem. Det er der kommet et glimrende værk ud af. Man kan lave meget med teknikken i dag, men med det drive der er i de 10 numre, kan jeg ikke forestille mig andet, end at Bunkerstruck kan fyre ordentligt op i kaminen når de spiller live.
”The Showdown” er et album der på sekundet lægger ud med en æstetisk lyd og en forståelig musikalsk stil og den signalerer fra starten, at det er et album som nok holder en bestemt stil hele vejen igennem. Selvom klangen ikke bliver ændret i løbet af de 10 numre, blev jeg ikke træt af den, for der er saft og kraft i alle instrumenterne, og vokallyden er god og behagelig at høre på.
Som sagt, slipper Bunkerstruck godt fra pastichestilen med den lyd de har valgt i produktionen, samtidigt med at de spiller hamrende fedt. Vokalen er god, men den udvikler sig ikke så meget fra nummer til nummer. Dog er den trofast og den er værdig nok til at tage hovedrollen, vel og mærket i symbiosen med det konstante bombardement af melodiske guitartoner. Bassen har fået en stor rolle i musikken, og lyden er tydelig på instrumentet. Melodilinjerne i bassen er lige så fede som guitarriffsene, og det er der mange bands der kan lære noget af.
Alt dette gør ”The Showdown” til en god oplevelse, som varmt kan anbefales til dem som vil have old school
Rock ‘N’ Metal…som man godt kan kalde det… og Bunkerstruck’s debutalbum får hermed 4 stjerner.
Rock´ N´ Metal fra danske Bunkerstruck
Artist: Bunkerstruck
Album: The Showdown
Release: 15. februar 2018
Line up:
Henrik Juul: guitar
Ole Kaspersen: trommer
Stig Nyeng: bas & vokal
Tracklist:
1. Schhh
2. Lame
3. The Showdown
4. This Conversation Is Over
5. No One’s Gonna Stop You
6. Larger Than Life
7. Nightmare
8. Sigh
9. Bite The Pillow
10.Alive And Unwell